Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet:
Jeg vil ikke underkende, at en øvelse som toprocent-besparelsen også har haft en positiv effekt. Den har tvunget os til at effektivisere, tænke ud af boksen og finde bedre løsninger. Da man genindførte entrebetalingen, frygtede man, at det ville betyde social skævvridning, men det har ikke været tilfældet. Faktisk er det de samme sociale lag som tidligere, der kommer, og »kedsomhedsknappen« har åbnet for nye grupper. Og efter et fald i besøgstallet oplever vi nu stigende interesse. Billetbetalingen har betydet, at vi virkelig skal oppe os for at levere noget, publikum finder interessant. Det har givet results. Vi udforsker også nye muligheder for partnerskaber med virksomheder, som er nyt i Danmark.
Grunden til, at vi er lidt rystede over, at besparelserne fortsætter, er, at der er en grænse for, hvor lang tid vi kan gøre det her. Vores økonomi er i høj grad bundet op på lovpligtige opgaver. Det gælder ikke mindst opmagasinering, hvor vi sammen med Det Kgl. Bibliotek skal forberede nedpakning af tusindvis af genstande til et nyt, stort fælles magasin. Hele den unikke danefæ-ordning, hvor amatørarkæologer og deres detektorer finder ting i jorden, er også lovpligtig – og bekostelig. Det vælter ind med fund, som Nationalmuseet skal undersøge, og vi har i øjeblikket 12 mand siddende på opgaven.