Klodset forsøg på at genskabe supersucces

»Lego Filmen 2« er et miskmask af genbrug og forcerede popkulturreferencer, der vil fremmedgøre meget af målgruppen.

Der er hele tiden noget interessant og farverigt at se på i »Lego Filmen 2«, men plottet og humoren lever ikke op til originalen, der udkom for fem år siden. Fold sammen
Læs mere

Første gang, der er en reference til actionfilmen »Die Hard« i den biografaktuelle og akavet navngivne »Lego Filmen 2«, er det mildt morsomt. Selveste Bruce Willis har lagt stemme til en animeret Lego-figur af sig selv i den ikoniske rolle som politimanden John McClane. Den anden »Die Hard«-reference – 10-15 minutter senere i filmen – er totalt ligegyldig. Den tredje (!) reference, der er placeret i filmens døende minutter, er direkte irriterende. Det samme gælder flertallet af øvrige filmreferencer undervejs til blandt andet »The Matrix«, »Mad Max: Fury Road«, »Interstellar«, »Terminator«, »Tilbage til Fremtiden«, »Guardians of the Galaxy« og de fortærskede »Ringenes Herre«-trilogien samt »Star Wars«.

Oftest er referencerne mast ind i dialogen, og andre gange er dele af plottet baseret på de førnævnte film. Problemet er først og fremmest, at den massive namedropping først og fremmest lader til at more filmskaberne selv, for mit gæt er, at publikummet vil blive mættet af dem ret hurtigt. For børn under 12 år vil det blot være udechifrerbart støj, for teenagere er det langt hen ad vejen forkerte og forældede film, der refereres til, og blandt vi voksne ville det give langt flere stjerner at satse på en original, gennemtænkt hovedhistorie og krydre med langt mere subtile referencer til vores yndlingsfilm fra de seneste årtier.

Det ærgerlige er, at filmens forgænger, med det helt logiske navn »Lego Filmen«, føltes så frisk, da den udkom for fem år siden. Egentlig tror jeg ikke, at tiden er vokset fra film, der handler om børns fri leg og fantasi, tilsat popkultursreferencer, men eksekveringen virker denne gang overlagt og gennemglat.

Vi følger atter Emmet, der er verdens mest almindelige Lego-figur, i et ustyrligt, stort eventyr, som slår adskillige slag med halen og denne gang foregår i det ydre rum. Eventyrplottet er – som i den første film – viklet ind i en historie i »den virkelige verden« om dem, der leger med LEGO-figurerne.

Denne gang er det dog ikke drengen og hans far, der kæmper om retten til at lege frit eller korrekt med Lego-klodserne, nu har drengen fået en lillesøster, der trænger sig ind i den fri leg med sine egne Duplo-klodser og sin kantede personlighed.

Men hvor rammehistorien i den oprindelige film fungerede som et elegant plottvist, så er bror-søster-mor-trekantsdramaet denne gang hårdhændet instrueret og alt for forudsigeligt. Scenerne i den »virkelige verden« er på niveau med de middelmådige TV-serier på Disney Channel, og vi er et langt stykke fra Toy Story-trilogien, der på mange måder er et forbillede for disse Lego-film. Gense hellere Pixars klassikere her i vinterferien i stedet for at bruge penge på dette klodsede opkog.