I morgen onsdag åbner dronning Margrethe på Moesgaard Museum i Aarhus en enestående udstilling, som bliver et af museumsårets brag.
Udstillingen »Den første kejser – Kinas terrakottahær« viser 120 genstande fra kejser Qin Shihuangdis over 2.000 år gamle gravkompleks, bl.a. ti af de verdensberømte 8.000 terrakottafigurer i fuld menneskestørrelse, som først blev fundet i 1974.
»Både de udstillede genstande og historien bag dem er noget af det ypperligste, man kan vise som kulturhistorisk museum. Der er mange mennesker, der kender terrakotta-figurerne, men der er ikke så mange, som kender historien om personen, der nedlagde syv stater og samlede Kina til det store område, som i dag er Kina. Han blev selv den første kejser af Kina, og det var ham der påbegyndte den kinesiske mur og indførte et fælles skriftsprog, som betød at man kunne kommunikere sammen i det store rige på tværs af sprog. Han indførte også fælles mønt – den runde mønt med et firkantet hul i, og han systematiserede vægt- og vejsystemer. Man kommer i udstillingen meget tæt på personen Qin Shihuangdi. Målet med både vores faste udstilling og særudstillinger er at komme tæt på det enkelte menneske, og det var også vores oplæg til de kinesiske myndigheder,« siger Henrik Hatt, museets administrative leder.
Udstillingen har kostet ti mio. kroner. Museet har arbejdet på projektet siden 2012, og medarbejdere har besøgt museumsfolk i Xian-provinsen i Kina, ligesom kinesiske samarbejdspartnere har været i Danmark. Både museets nye spektakulære bygninger, som åbnede sidste år, 65-året for de diplomatiske forbindelser mellem Kina og Danmark og dronning Margrethes protektorat har været med til at åbne dørene til de kinesiske kunstskatte.
»Der er noget, som tyder på, at det ikke er alle og enhver, er kan få sådan en udstilling,« siger Henrik Hatt.
Kina er over os
»Den første kejser – Kinas terrakottahær« er et af eksemplerne på, at ikke kun samhandelen, men også udvekslingen af kultur mellem Danmark og Kina forstærkes i disse år. Sidste år var kulturminister Marianne Jelved (R) i Kina i anledning af kultursamarbejdet, og sidste år indviede Kina et Kulturhus på en af Københavns fineste adresser.
I sidste uge åbnede en dansk vikingeudstilling i den kinesiske by Suzhou, hvor man viser danske vikinge-fund og fortæller historien om vikingerne og de maritime handelsruter mellem Danmark og Kina, og i disse dage optræder Esbjerg Ensemble i byen med værker af Carl Nielsen og Per Nørgård. Også danske børneteatre, danske billedkunstnere og danske forlag vil i løbet af foråret besøge Kina.
Senere på året åbner kunstmuseet ARoS en udstilling med værker af 20 kinesiske samtidskunstnere. Denne udstilling er ikke et resultat af statslig formidlet kultur-udveksling. Museumsdirektør Erlend Høyerstens har selv taget initiativ til udstillingen, som er blevet mulig på grund af hans gode netværk i Kina. Han har tidligere udstillet både ældre kunst og samtidskunst fra Kina, da han var museumsdirektør i Bergen.
»Da jeg kom til Danmark havde jeg lyst til at arbejde videre med det – ikke bare med Kina, men også med de enormt gode netværk, som jeg har i landet, bl.a. med den kinesiske kurator Feng Boyi, som i Kina anses for at være samtidskunstens gudfar. Han har en helt central position i Kina og er er en god ven af kunstneren Ai Weiwei. Når man har sådanne relationer, ville det være meget dumt ikke at bruge dem,« siger Erlend Høyersten, som med egne ord både har en kærlighed og begejstring for det »kontrastfyldte land«.
Netop Feng Boyi kuraterer ARoS’ kommende Kina-udstilling, »A New Dynasty – Created in China«, sammen med Erlend Høyersten. Her får man præsenteret kinesiske kunstneres syn på deres eget land, når det gælder bl.a. nationalfølelse, ytringsfrihed og den hastige økonomiske forandring af samfundet.
»De seneste ti år har der været en række udstillinger af kinesisk kunst i Europa. Det frustrerende er, at de meget ofte er kurateret af europæere med det resultat, at Europas eksotiske blik på Kina skinner igennem. Dermed bliver det ofte de kinesiske klicheer med lak, drager og alt det, der minder os om Kina, man møder. Når vi samarbejder med Feng Boyi, så er det netop for at få at se, hvordan Kina ser på sin egen situation.«
ARoS-direktør: Projekter skal have integritet
Kina bliver internationalt kritiseret for demokratiske mangler og brud på menneskerettigheder, og spørger man Erlend Høyersten, om den kritik vil fremgå af udstillingen, så er svaret et klart ja.
»De fleste interessante kunstnere i Kina forholder sig meget bevidst til det kinesiske samfund og den rivende økonomiske udvikling, men også den politiske. Det er svært at finde interessant kunst i Kina, som ikke har en eller anden form for kritik, kommentar eller refleksion over samfundet. Når vi tænker på politisk kunst, så tænker vi jo mest på politisk kunst fra 70erne, som var meget sort-hvid og med én sandhed. Men kunst i Kina har en tendens til at være meget politisk uden at være sort-hvid. Den er mere reflekterende.«
Spørger man Erlend Høyersten, om han finder statsligt formidlet kultursamarbejde med et land, der overtræder menneskerettigheder problematisk, så er svaret, at det er vigtigt, at man som dansk kulturinstitution sikrer sin integritet.
»Det er problematisk, hvis man glemmer skyggesiden. Det bliver problematisk, hvis ikke projekterne og samarbejdet har integritet. Samarbejde med kultur-aktører, intellektuelle og kunstnere er enormt vigtig. Se bare på Ai Weiwei – han har så stor appel i samfundet. Kunstnerne er en del af et internationalt samfund, og det er meget vigtigt. Det at bygge bro handler om at skabe forståelse og nedbryde fordomme. Men man skal ikke være naiv,« siger Erlend Høyersten.
Kina er på global charmeoffensiv
Ifølge journalisten og Kina-kenderen Christina Boutrup, der tidligere har været Kina-korrespondent for Berlingske og for nyligt har skrevet bogen »Den røde løber« om Kinas fremmarch i Europa, er det ikke kun i Danmark, at Kina satser på at promovere sin kultur. Det er en global strategi for stormagten at påvirke verdensopinionen igennem kultur. Kina er, siger hun, på global charmeoffensiv.
»Spydspidsen i strategien er, at Kina skal investere i råstoffer og købe sig adgang til knowhow, teknologi og brands. Det tredje ben i strategien er, at Kina vil øge sin bløde magt i verden. Kina har masser af hård magt, penge og politisk indflydelse, men mangler den bløde magt, som USA har masser af. Når man ser en amerikansk film, så har det fascinationskraft, og man tænker, at det må være godt at bo i USA. Dét mangler Kina. Når Kina gerne vil have blød magt, så skyldes det, at det er meget nemmere at styre ting, hvis folk godt kan lide en. Kina vil gerne have, at verden godt kan lide Kina. Og landet har en kultur og en civilisation, et sprog og en kultur, som vi ved meget lidt om, og som er en berigelse.«
I forbindelse med åbningen af det nye kinesiske kulturcenter i København, spurgte flere journalister kulturminister Marianne Jelved om, hvor de moralske grænser går for et samarbejde med Kina, som kritiseres for manglede frihed og demokrati. Men, siger Christina Boutrup, det kinesiske kulturcenterhus arbejder jo præcist for det samme, som det danske kulturinstitut i Kina gør, nemlig at markedsføre og promovere.
»Det er fuldstændig relevant at beskæftige sig med skyggesiderne af Kina, men det bliver snævertsynet, hvis man kun ser Kina som et land, der undertrykker kunst og ytringsfrihed. Det er meget forsimplet, for selv om den nuværende kinesiske regering har strammet grebet om aktivister og folk, der ytrer sig kritisk, så bobler det med kunst og kultur, som er vildt grænseoverskridende, provokerende og debatskabende,« siger Christina Boutrup.
Hun er mere bekymret for den kulturpåvirkning, som lande i den tredje verden i bl.a. Afrika bliver udsat for fra kinesisk side. Det er lande, som er afhængige af kinesisk hjælp og investeringer, og som ikke har råd til at sige nej tak. »Vil de lande blive fuldstændig kineseficerede?« spørger hun. Hun mener også, at kinesiske investeringer i vestlig underholdningsindustri kan være et problem. En kinesisk koncern har opkøbt den amerikanske biografkæde AMC Entertainment med 5.000 biografer i USA og Canada. »Vil de fremover kunne vise »Syv år i Tibet« (som handler om Kinas militære besættelse af Tibet, red.)?« spørger Christina Boutrup.
Hun peger også på, at Kinas kulturelle samarbejde med lande som Danmark ofte fungerer som en glasur, der skjuler Kinas skyggesider. Alligevel synes hun, at samarbejdet tjener et positivt formål.
»Vi i Danmark bliver helt sikkert påvirket af det. Det skal jo åbne vores øjne, berige os og vise os, hvad kunst kan, og der er ingen tvivl om, at det er med til at tegne et mere positiv billede af Kina. Hvis man kigger på, hvad kultursamarbejdet betyder for den kinesiske befolkning, så er jeg ikke i tvivl om, at alt samarbejde og dialog er gavnligt. Når Kina lukker kultur ind fra den øvrige verden, så inspirerer det kineserne og viser, at der er andre måder at leve på, men det er jo ikke alt, der bliver vist. Der er censur, og det skal man være bevidst om.«