Sådan en lun forårsweekend er der en del mennesker på gaden i Frederikssund. Familier på vej til indkøb i byens shoppingcenter, pensionister der drikker kaffe hos den gode bager i gågaden. I en sidegade er en gruppe af byens unge ved at udsmykke vinduerne på en slidt ejendom, der skal være deres tilholdssted fremover. En målrettet gruppe af ti unge koreanere glider forbi dem. Bagved skrår fire, yngre asiatiske kvinder over gaden hen mod en skole.
Frederikssund har netop været vært for den årlige Aprilfestival. En uge fyldt med det danske børneteater, der gennem de sidste 25 år er blevet en af Danmarks store, kulturelle eksportartikler, og derfor fyldtes gaderne i den nordsjællandske fjordby igennem hele ugen af gæster fra 24 forskellige lande.
{embedded type="node/feeditem" id="33449055"}
Danmark har i mange år brystet sig af at have verdens bedste børneteater. Siger man det til Ådne Sekkelsten fra den norske turnéteaterorganisation Scenebrukverket, knurrer han lidt. Jo, han har hørt det før, og danske børneteatre er dygtige, men det gælder nu også Sverige og Norge. Det de tre nordiske lande har til fælles, er et klart fokus på deres målgruppe.
»Det er et spørgsmål om, hvordan man ser på barndommen. De skandinaviske børneteatre møder børnene dér, hvor de er i deres liv. De bliver ikke set som nogen, der er på vej til at blive voksne, men som mennesker, der allerede har levet et helt liv i den alder, de har lige nu,« forklarer Sekkelsten, der også fremhæver, at de skandinaviske børneteatre ikke har nogen berøringsangst overfor at behandle også svære emner.
Det er journalist og teaterredaktør Xu Xin fra Folkets Dagblad i Kina enig i:
»Jeg har især lagt mærke til, hvordan teatrene forstår børnene. Hvor er et børnehavebarn i udvikling, hvad der interesserer skolebørnene og hvad rører sig i de unge,« siger hun.
»Dansk børneteaters gode kvalitet ligger i måden, teatrene fortæller på. I den måde, teatrene beskriver børnenes problemer på, og dermed opfordrer dem til at se på deres problemer på. Man respekterer børnene i Danmark,« siger Xu Xin.
Teater i øjenhøjde
Peter Manscher er koordinator af de internationale aktiviteter i Teatercentrum, den centrale formidlingsorganisation i dansk børneteater. Han oplever også, at det er dansk børneteaters særlige kontakt til publikum, der får os til at stikke ud i en international kontekst.
»Det er ikke fordi, vi har meget bedre manuskripter herhjemme, men udlandet vil gerne lære af vores måde at forholde os til publikum på. At vi herhjemme laver børneteater i øjenhøjde,« siger Manscher.
Men selv om de danske teaterproducenter er meget opmærksomme på deres unge målgruppe, er forestillinger ikke kedelige for de voksne, peger Sarah Seayoun Kwan fra organisationen Happy Children i Korea på.
»Jeg kan godt lide, at i Danmark er børneteater for familierne. De voksne får også en god oplevelse ud af forestillingerne. I Korea vil forældrene gerne have, der er et vist element af læring i forestillingerne, at børnene for eksempel lærer, hvordan man bliver et bedre menneske. Det gør dem mere stereotype og kedelige for voksne at se,« siger Seayoun Kwan.
Den internationale interesse for dansk børneteater er altså usvækket.
»Udfordringen lige nu er økonomien. Dansk børneteater er dyrere end andre landes, vi har blandt andet højere lønninger. Fordelen er til gengæld vores fleksibilitet. Vi kan rejse med forestillingerne, nogle af dem kan nærmest være i en kuffert,« siger Peter Manscher.
»Men i for eksempel Kina handler alt om penge. Der er det meget svært at prøve at sælge en dansk forestilling, der koster 10.000 kroner og er beregnet på måske 100 publikummere.«
Svært at få tilskud
Man kan søge om rejsepenge til en international turné, men fokus flytter sig, og derfor er der lande, det er tæt på umuligt at få tilskud til at turnere i. Det gælder lige nu Canada, og det kommer efter Manschers vurdering nok til at gælde Kina også. Fordi der har været så stort fokus på landet de seneste år.
For en opkøber som Sarah Seayoun Kwan, der i forvejen skal hente private penge til at køre Happy Children, er pengene en helt afgørende faktor. For hende er en ny, spirende form for kunstnerisk udveksling som der især er åbnet for i Kina, interessant:
»Det, der begynder at ske, er, at små teatergrupper køber copyrighten på en forestilling. Så inviterer de den centrale person fra teatret over til at lave den med deres egne performere. Det er billigere, men det giver også en stærkere form for udveksling og samarbejde landene imellem,« forklarer hun.
»Der er tale om salg af et helt koncept, og det er spritnyt,« siger Peter Manscher. Han ved, at en kinesisk koreograf har henvendt sig til i hvert fald to danske børneteatre. Koreografen har set to af deres forestillinger, og vil nu gerne købe rettighederne til selv at lave dem. Endnu foreligger der ikke en konkret aftale mellem den kinesiske koreograf og de danske teatre.