Kendt skuespiller anklager Marilyn Manson for overgreb: »Jeg blev hjernevasket«

Den amerikanske skuespiller Evan Rachel Wood, bedst kendt fra serien »Westworld«, tager i et Instagram-opslag bladet fra munden. Musikeren Marilyn Manson har hjernevasket hende og begået overgreb mod hende, skriver hun. Marilyn Manson afviser anklagerne.

»Han begyndte at groome mig, da jeg var teenager, og har på forfærdelig vis misbrugt mig i årevis. Jeg blev hjernevasket og manipuleret til at være underdanig,« skriver skuespillerinden Evan Rachel Wood om Marilyn Manson. Arkivfoto: Danny Moloshok/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

»Navnet på min overgrebsmand er Brian Warner. Også kendt af verden som Marilyn Manson.«

Sådan lyder beskeden fra den amerikanske skuespillerinde Evan Rachel Wood, der i et opslag på Instagram beskriver, hvordan den nu 52-årige amerikanske musiker Marilyn Manson har begået overgreb mod hende. Det er ikke første gang, at Evan Rachel Wood har fortalt om, at hun er blevet udsat for overgreb, voldtægter og psykisk terror. Men det er første gang, at hun nævner et navn.

Det begyndte angiveligt i 2007, da Evan Rachel Wood var 19 år, og Marilyn Manson var 38 år.

»Han begyndte at groome mig, da jeg var teenager, og har på forfærdelig vis misbrugt mig i årevis. Jeg blev hjernevasket og manipuleret til at være underdanig,« skriver Evan Rachel Wood.

Kortvarigt var Evan Rachel Wood og Marilyn Manson forlovet, men de gik fra hinanden i 2010.

»Jeg er færdig med at leve i frygt for repressalier, bagvaskelse og afpresning. Jeg er her for at afsløre denne farlige mand,« skriver skuespilleren, der blandt andet er kendt fra tv-serien »Westworld«.

»Jeg er færdig med at leve i frygt for repressalier, bagvaskelse og afpresning. Jeg er her for at afsløre denne farlige mand,« skriver Evan Rachel Wood, der blandt andet er kendt fra serien »Westworld«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nina Prommer/EPA/Ritzau Scanpix.

Afviser anklagerne

På baggrund af anklagerne har Marilyn Mansons pladeselskab, Loma Vista, besluttet, at samarbejdet med musikeren skal ophøre. Pladeselskabet skriver i en besked på Twitter, at det i fremtiden ikke vil samarbejde med Marilyn Manson om noget projekt.

Marilyn Manson har i et Instagram-opslag taget til genmæle. Han afviser anklagerne med følgende ord:

»Min kunst og mit liv har været magnet for kontroverser, men disse nye anklager mod mig er forfærdelige fordrejninger af virkeligheden. Mine intime forhold har altid været baseret på samtykke med ligesindede partnere.«

Evan Rachel Wood er ikke den eneste, som har rettet anklager mod Marilyn Manson. Skuespillerinden Charlyne Yi skriver i et Instagram-opslag, at hun for tre år siden fortalte om, hvordan hun er blevet udsat for seksuel chikane af Manson.

Også hans tidligere assistent, Dan Cleary, der var på turné med Manson i 2007 og 2008, har rettet anklager mod ham. Det skete i en Twitter-tråd i 2020, hvor han beskriver, hvordan Manson »nedbrød« Evan Rachel Wood.