Flere gange om dagen spejlede Katrine Sejersen sig i husets mange spejle. Så meget, at hendes forældre overvejede at fjerne dem alle. Hun var 15 år gammel, 165 cm høj og 33 kilo let. Men når hun kiggede i spejlet, væltede fedtet ud til alle sider, så Katrine stoppede med at spise og begyndte at hade de spejle, hun spejlede sig i.
Katrine Sejersen har anoreksi. Ved udgangen af 2017 vejede hun 33 kilo. Juleaften 2017 samme år var hendes lever på nippet til at sige fra, og Katrine var tæt på at dø. Den jul glemmer familien aldrig.
Katrine har altid været lettere overvægtig og haft en smule hvalpefedt hist og her. Hun har altid følt sig som klassens tykke pige, når hun sammenlignede sig med sine jævnaldrende veninder. Hun følte sig ikke tilstrækkelig pæn, og som mange andre unge piger på hendes alder havde hun et brændende ønske om at stråle slank og velplejet i den hvide konfirmationskjole, som hun skulle iklæde sig en dag i april.
»Jeg har altid haft hvalpefedt. Det var aldrig ret sjovt at være i bad med de andre efter idræt. Jeg var aldrig en af de tynde. Det var altid de andre piger, som drengene løftede rundt på. Aldrig mig. Men jeg var virkelig glad for mad. Mine forældre skulle tage gryderne fra mig om aftenen. Jeg besluttede mig for, at jeg inden min konfirmation ville være tilfreds og ligne de andre piger.«
I Katrines tilfælde blev drømmen om den perfekt krop dét, der var tæt på at koste hende livet.
Og Katrine Sejersen er kun en blandt mange. Ifølge organisationen sundhed.dk anslår man, at en-to procent af alle danskere har anoreksi. Det er omtrent 116.000 danskere, men det er et fåtal, der bliver diagnoticeret. Og som tidligere beskrevet i Berlingske peger en undersøgelse fra 2015 på, at antallet af personer med anoreksi og bulimi stiger i alle aldersgrupper. Men mest for aldersgruppen 12-15-årige, som Katrine Sejersen også er en del af.
Ifølge Loa Clausen, forsker og psykolog ved Aarhus Universitetshospital psykiatrien, Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling, er der mørketal på området for spiseforstyrrelser, og derfor findes der ikke klare tal for, hvor mange der ligesom Katrine Sejersen kæmper med anoreksi.
»Der er et mørketal på området, men vi ved ikke, præcis hvor stort det er. Det skyldes formentlig, at der er personer, der af forskellige grunde vælger ikke at komme i behandling, og at sygdommen hos nogen slet ikke bliver opdaget. Nogle vælger ligeledes at stoppe behandlingen, og mørketallet afhænger dermed af, om vi taler om dem, der på et givet tidspunkt burde eller kunne være i behandling, men ikke er det, eller om dem, vi ikke kender til,« siger Loa Clausen.
Anoreksi? Det er noget, man læser om i ugebladene
Det hele startede med en rugbrødsbolle fra Lagkagehuset en søndag morgen i efterårsferien sidste år. Katrine og hendes forældre havde taget turen fra Randers til København for at hygge sig og smage på hovedstadens pulserende liv. Turen skulle have været oplevelsesrig og fyldt med hyggelige stunder. Men i stedet blev den en øjenåbner for familien.
Katrine ville ingenting spise. Hun gjorde alt for at undgå maden, og der var ingen spisesteder, der kunne friste hende. Lidt icebergsalat kunne gå, men egentlig var hun helst fri. Katrines forældre, Lone og Lars Sejersen, var rystede. De havde hen over weekenden indtaget samtlige måltider i selskab med Katrine, og det gik op for dem, at hun ikke spiste.
Men hvorfor havde de ikke bemærket noget inden?
»Man tænker aldrig, at det sker for en selv. Det er noget, der rammer andre. Anoreksi er jo noget, man læser om i ugebladene,« siger Lone Sejersen.
Katrine var begyndt at dyrke mere motion og spise sundere, så hun kunne stråle i konfirmationskjolen. Hun nåede sit mål. Men hun stoppede ikke. Hun skulle være tyndere. Meget tyndere.
»Inden i mig var en stemme, som sagde, at jeg ikke måtte spise. Stemmen sagde, at jeg ikke var god nok, pæn nok eller tynd nok. Jeg ville blive tyk, hvis jeg spiste. Den skældte mig ud, hvis mine forældre opdagede, at jeg ikke spiste. Den pressede mig til ikke at spise. Bestemte, hvad jeg måtte og ikke måtte. Der var et kalorieregnskab, der skulle gå op, og hvis ikke det lykkedes, så ville det få konsekvenser, sagde stemmen til mig,« fortæller Katrine.
»Manden« kalder hun stemmen. Han tog kontrollen over Katrine, og hun lyttede til ham. Hun troede på ham, når han sagde, at hun ikke var god nok, som hun var. Og hun troede ham, når han sagde, at han ville sørge for, at hendes far ville dø i en bilulykke eller ende sine dage med et kohorn stanget ind i siden, hvis hun tog bare én enkelt bid mad mere. Imens raslede kiloene af hendes krop.
Ifølge lektor ved Institut for Psykolgi ved Københavns Universitet Susanne Lunn, der forsker i spiseforstyrrelser, optræder spiseforstyrrelser i dag ofte i en kulturel sammenhæng, fordi mange unge piger er optagede af deres udseende. De går op i at være slanke, motionere og at spise sundt og kaloriefattigt.
»Anoreksi er den farligste spiseforstyrrelse. Der er flest tilfælde blandt unge kvinder i alderen 14-25, som er den store risikogruppe. Men det er vigtigt at skelne mellem at gå meget op i sit udseende og i mad og vægt og så at have en egentlig spiseforstyrrelse. De, der udvikler anoreksi, er ikke blot slanke, men deciderede undervægtige og udvikler et forvrænget syn på deres egen krops størrelser. De kan ikke selv se, at de er alt for tynde, selv om det er åbenlyst for andre,« siger Susanne Lunn.
Nej tak til tandpasta
Men den søndag i efterårsferien på vej hjem i toget fra København gik det for første gang op for Katrine, at hun havde et problem. Den lille rugbrødsbolle fra Lagkagehuset lå stadig urørt i hendes lomme. Hun kunne ikke få den ned.
Hun var bange, men stærk nok til at træffe et valg. Katrine gik op til skolens sundhedsplejerske.
»Jeg gav op. Jeg havde brug for hjælp. Jeg gik flere dage uden overhovedet at spise. Jeg ville ikke engang have tandpasta på, når jeg skulle børste tænder. Jeg kunne mærke, at det ville gå galt. Min krop ville stå af. Det er fuldstændig sygt det, jeg havde gang i. Det kunne ikke holdes hemmeligt længere,« siger Katrine Sejersen.
Efter efterårsferien tog Katrine i skole, og et par uger efter bankede hun på sundhedsplejerskens dør på den lille friskole i Norup uden for Randers. Det blev begyndelsen på en lang, udmattende og træg kamp. Katrine mod sine forældre. Katrine mod sig selv. Katrine mod sin sygdom. To måneder efter besøget hos sundhedsplejersken fik hun tilbudt en behandlingsplads hos Center for Spiseforstyrrelser i Risskov.
»Jeg var så tynd, at jeg frøs i sådan en grad, at jeg sad op ad radiatoren med tre par bukser og fire trøjer på, og alligevel sad jeg og bævede. Men jeg var stadig ikke sulten. Overhovedet ikke. Selv om jeg følte, at min krop var ved at dø. Det gjorde mig bange,« siger Katrine Sejersen.
Håndvægte i lommen og op på vægten
De, der kæmper med en spiseforstyrrelse, kæmper samtidig med det enorme hemmelighedskræmmeri, som sygdommen ofte indebærer. Katrine Sejersen er ingen undtagelse, og med en nærmest imponerende evne formåede hun at snyde sine forældre, sine venner og det personale, der fulgte hende i sygdomsprocessen. Blandt andet når hun skulle vejes.
»Jeg tog vægte med og gemte dem i en stor hættetrøje, så sundhedsplejersken ikke kunne se, at jeg fortsat tabte mig. Så kunne jeg »proforma« tage flere 100 gram på hver gang. Og så drak jeg et par liter vand, inden jeg gik ind. Anoreksien får dig til at snyde helt vildt. Tænk, at man kan være så syg,« siger Katrine Sejersen og understreger, at det ikke var hende, der havde magten. Det var sygdommen.
Katrine gjorde alt for ikke at spise og drikke noget som helst, og så snart chancen bød sig, dyrkede hun motion, så kroppen kunne forbrænde mere. Hun var udsultet og afkræftet, men hendes kreativitet kørte på fuldt blus. Ifølge Susanne Lunn er det helt almindelig praksis for anorektikere. De vil gøre alt for at undgå mad.
»Hjemme hos os skal servicen i opvaskemaskinen, når vi er færdige med at spise, men Katrine lod det bevidst stå fremme, så vi fik indtryk af, at hun havde spist. Der havde bare aldrig været mad i skålene. I stedet havde hun kørt en klat skyr rundt i bunden. Den hoppede vi på. Ligesom når hun fortalte os, at hun havde spist på fritidsjobbet eller hos veninder. Hun har snydt os gang på gang,« fortæller Lone Sejersen.
Katrine hældte sin mælk ud i potteplanterne eller spildte den med vilje, så hendes far skulle hente en klud i vasken. Dyrebare sekunder, som hun kunne bruge på at gemme mandler og rosiner fra havregrøden i sine strømper. I familiens stue, hvor den afkræftede pige spiste de fleste af sine måltider pakket ind i dyner, begyndte der at lugte. Og ikke uden grund.
Bag sofaens hynder og langs vægkanten lå der gemte madrester. På badeværelset fandt forældrene mad pakket ind i undertøj og gemt i skabet. Mad, som hun ikke havde nået at skylle ud i toilettet. Hvilket egentlig var lidt af en bedrift, for Katrine var mandsopdækket af sine forældre 24 timer i døgnet. Hun sov ikke alene, gik ikke i bad alene og gik ikke på toilettet alene. Hun var aldrig alene, og alligevel formåede hun at gemme den mad, der skulle redde hendes liv.
»Det var ikke mig personligt, der ville snyde. Men hvis jeg blev opdaget, fik jeg skældud af manden, fordi jeg ikke havde gjort mit arbejde godt nok. Jeg snød med alt, hvad jeg overhovedet kunne komme af sted med. Jeg gjorde alt, hvad der kunne lade sig gøre. Det var ulækkert, men det var min stærkeste side. Tænk sig, at man kan være så syg, at man kan få sig selv til det,« siger Katrine.
Juleaften sidste år var Katrines lever ved at stå af. Kroppen sagde stop. Hun var gul i hovedet og umulig at få kontakt til. Men hun havde fået den krop, hun ønskede sig. En afmagret drømmekrop på 33 kilo. Det fortalte hun sine forældre om og om igen. Heldigvis blev hun reddet.
Men hvorfor gik det så galt?
Da Berlingske møder Katrine, har hun har haft tid til at tænke over den sygdom, som hun langtfra er kureret for og måske aldrig helt bliver det. Hun ved, at hun var døden nær, og det har sat sig i hende. Efter en afsluttet behandling på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov og en enkelt indlæggelse. Siden da har hun fulgt en kostplan fra Risskov, men er nu så langt i forløbet, at hun spiser sine måltider med større frihed.
»Hvorfor kunne jeg ikke selv se det? Det eneste, jeg tænkte på, var, at min vægt skulle ned. Jeg følte mig SÅ fed. Nogle gange troede jeg ikke, at jeg kunne gå ind igennem døren, og så græd jeg fra morgen til aften. Når jeg sidder til morgensang i skolen nu, kan jeg godt blive helt rørt nogle gange. Tænk, hvis jeg ikke havde fået hjælp og derfor ikke sad her?« siger Katrine Sejersen.
Hun var perfektionist. Katrine stillede høje krav til sig selv: Hun ville være den bedste i skolen, den bedste på fritidsjobbet i grillbaren, og hendes krop skulle være perfekt. Det endte med at vælte den 15-årige pige.
»En af ungdomsperiodens store opgaver, ud over at udvikle en seksuel identitet og en kønsidentitet, er at affinde sig med den krop, man nu engang har fået. Man skal lære at acceptere og leve med, at man ikke blev ti centimeter højere, fik større bryster eller mindre lår. I stedet for at tilpasse sig kroppens udvikling forsøger de at presse kroppen ned i en anden form. Billedligt talt skal kroppen passe til de cowboybukser, de havde, da de var 12 år gamle. Anoreksi kan således siges at være en kamp imod ens krop,« siger Susanne Lunn.
Katrine er vokset op i det, der ofte betegnes som et præstationssamfund. Der stilles krav. Både i den virkelige verden med skole, job og udseende – og i den virtuelle, hvor de sociale medier er blevet allemandseje. Det handler om at være bedst, klogest og smukkest. Vi skal have en fancy stilling, løbe halvårlige maratoner og en enorm skare af følgere på Instagram, der med det karakteristiske hjerte kan bekræfte os i, hvor dygtige og interessante vi og vores liv er.
Katrines egen Instagram-profil rummer i skrivende stund 63 billeder. På lige knap halvdelen af dem optræder hun selv. Resten er et udpluk af »hverdagsglimt«, som hun selv beskriver det, men særligt billeder af mad går igen.
Ifølge Susanne Lunn er det almindelig praksis, at unge piger med anoreksi laver mad, de ikke selv spiser, og i det hele taget går op i mad. De læser madopskrifter, tager billeder af maden, men spiser den ikke.
»De er sultne. Enormt sultne. At få andre til at spise, at lave mad og læse madopskrifter er en særlig måde at tilfredsstille sin sult på. Man kan sige, at de tilfredsstiller deres behov pr. vikar, for de spiser ikke selv den mad, de laver,« siger Susanne Lunn.
Et skridt tættere på målet
Vi nærmer os årsdagen for Katrines råb om hjælp. Hun vejer i skrivende stund 52 kilo, og hun er efter seks måneders pause startet på fuldtid i 9. klasse og passer både job og fritidsinteresser. Hun er ikke rask, og det ved hun godt – men hun er nået langt og er fortsat tilknyttet Center for Spiseforstyrrelser i Risskov. Hun tog tyren ved hornene så at sige og tog et opgør med manden i sit hoved, der nu heldigvis er flyttet ud. Hun kæmper, og det kan stadig være svært at få de seks daglige måltider ned.
»Jeg er lettet over, at min spiseforstyrrelse blev opdaget, selv om min verden var ved at bryde sammen, da det skete. Alligevel er det bare så svært at spise. En morgen sad jeg med min skål med en lille, lille klat skyr i. Der var en halv teske måske. Men jeg kunne ikke få det ned,« siger Katrine Sejersen.
