Denne tekst har været underlagt en undersøgelse for plagiat. Der er ikke fundet eksempler på plagiat eller mangelfuld kildehenvisning i den pågældende tekst, men Berlingske kan ikke udelukke, at det er tilfældet. Berlingske beklager og henviser til den fulde undersøgelse, der kan læses her.
»Gå på kur. Pas på, hvad du spiser. Spis selleri. Tyg tyggegummi. Gud, du ligner et skelet. Hvorfor spiser du ikke bare? Du ser afmagret ud. Klæd dig sobert. Vær ikke udfordrende. Mænd kan ikke kontrollere sig selv. Mænd har behov. Du ser stramtandet ud. Slap af. Vis lidt hud. Vær sexet. Vær hot. Vær ikke for provokerende. Du be’r selv om det.«
Med denne pærevælling af imperativer og mange flere er frontfiguren Cynthia Nixon – måske bedre kendt som advokaten Miranda fra HBO-serien »Sex and the City« – for nylig gået viralt på internettet i en hypet »kortfilmsmusikvideo«, »Be a lady«, for modemediet Girls Girls Girls Magazine.
Det er et smukt lille værk på knap tre minutter; en kunstnerisk montage af hurtige, æstetiske krydsklip af forskellige kvinder, mest modeller, i forskellige moderne rammer og situationer – og så Nixon, den 53-årige oprørte, dog kølige og fattede furie, der med insisterende øjenkontakt med kameraet poetry slam’er sig igennem den babelske forvirring af victim-blaming-kultur og patriarkatets corpus delicti.
Popkulturen er nødvendig, men også så angst for ikke at være verdenskrønikens vigtigste nedslagspunkt, at den indimellem har for vane at glemme, hvad der formede den.
Det er kraftfuldt. Rørende. Efter de tre minutter er jeg stolt af at være femininum. Forundret over, at jeg, efter alle de verbale tæsk og strammede korsetter, sidder her i dag, skrivende på en tekst i causerende stilart til Danmarks ældste og fornemmeste avis. Tak, fru Redaktør. Jeg kunne ikke have gjort det uden dig, og du kunne ikke have gjort det uden Mimi Carstensen og Sofie Horten; to af de allerførste kvindelige journalister, der i 1880erne beviste i branchen, at det køn, der i øvrigt føder børn, er mindst lige så kompetent, intelligent og udholdende som det køn, der ikke gør. Det gør mig forbandet trist, at vi ikke skænker dem flere tanker og hylder det felttog, de gik på den vej, der var brolagt med argumenter mod dem, deres søstre, mødre og døtre.
Rummelige glemselsdybder slår revner
Og det gør mig forbandet trist, at det såkaldt feministiske videomanifest frafiltrerer historien, og at vi dermed endnu engang ser et eksempel på, at popkulturen lykkes med at patentere progressivitet og gennembrud. Det, uanset hvor kvindekampsklar, jeg også føler mig; de rummelige glemselsdybder slår revner i kolossen.
Jeg mener, hey, popkultur, historien har ringet og vil gerne krediteres for sit bidrag; jeg efterlyser en velformet, indigneret kritik af nutidig patriarkalsk undertrykkelse med belæg fra kunsten, litteraturen og i går. Hvor er der en Cynthia Nixon – som vel at mærke instrueres af en mand – der fortæller om Gustave Flauberts madame Bovary? Henrik Ibsens Nora? J.P. Jacobsens Marie Grubbe? Hvor er Prosper Mérimées evigt the-male-gaze-udsatte Carmen, der er hedonistisk, utilregnelig, varmblodet, koldhjertet, kærlighedssyg, femme fatale, følsom, dødelig, udødelig og aldrig helt, som manden (og andre kvinder, for de kan også være nogle svin) vil have hende? Hvor er »A Vindication of the Rights of Woman« af Mary Wollstonecraft, der i 1792 var proto-feminist, før det var cool? Popkulturen er nødvendig, men også så angst for ikke at være verdenskrønikens vigtigste nedslagspunkt, at den indimellem har for vane at glemme, hvad der formede den. Det tror jeg ikke, vi har godt af.
