Katherine Diez er ved at vænne sig til isolation. Især ét trick har hjulpet

Debattør og Berlingskes litteraturanmelder Katherine Diez har mistet noget af det, hun holder allermest af. Det levende liv på byens restauranter og scener. Til gengæld har hun lært noget nyt om sig selv, og så synes hun, at dannelsen er ved at vende tilbage. Nu mangler vi bare at gå med hat.

Katherine Diez, der skriver klummer for Berlingske, er ved at vænne sig til de nye tider. Især et trick har hjulpet: »Jeg køber hele tiden blomster. Jo smukkere omgivelser, jo mere fortvivlelse kan sjælen modstå.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

Hvad er du begyndt at købe/gøre, som du ikke gjorde før?
»Jeg gik mange ture gennem Kastellet før i tiden, men nu opsøger jeg andre ruter gennem mere tyndtbefolkede områder. Jeg ved faktisk ikke, hvor mange der færdes på Kastellet lige nu, men der er nok ikke plads til flere og så er det vel en slags borgerpligt at opsøge nogle andre områder – og ikke at videregive dem. Jeg vil i hvert fald gerne holde dem for mig selv lidt endnu. Derudover køber jeg hele tiden blomster. Jo smukkere omgivelser, jo mere fortvivlelse kan sjælen modstå. Faktisk er der ret mange lokale blomsterforretninger i mit område, og dem nyder jeg godt af, for de har haft åbent hele tiden«

Hvad har været den hårdeste erkendelse de seneste uger?
»At vi dybest set er magtesløse uden for fællesskabet. Hvis vi skal mindske de økonomiske omkostninger, som verden står med lige nu, skal vi arbejde sammen hele vejen. Vi er vajende dominobrikker og dybt afhængige af, at alle står fast. Det er både en skræmmende og smuk erkendelse. Der skal ikke meget mere end en ting til, før det hele ramler. Danskerne er meget lydige og har gjort det rigtige, men det er jo ikke meget værd, hvis amerikanerne for eksempel er på randen af kollaps.«

Hvad savner du mest?
»Jeg savner middagsselskaber med mine venner. Jeg savner teatret. Jeg savner det myldrende liv på fortovscafeer og glas, der klirrer på restauranter. Jeg elsker København, og at byen appellerer til, at vi skal nyde den sammen. Nu er det pludselig væk. Jeg har øvet mig frem i at mødes med venner over zoom, men det er ikke det samme. Der sker bare noget i et rum, når der ikke er en skærm. Den bliver en form for filter. Når vi skal tale sammen over zoom, kan jeg sidde i min have eller på min altan og zoome med folk i et ganske anderledes rum. At være i et rum sammen giver noget helt særligt. En form for nærvær eller sanselighed, der er mistet«.

»Derudover køber jeg hele tiden blomster. Jo smukkere omgivelser, jo mere fortvivlelse kan sjælen modstå.«


Hvad savner du ikke?
»Egoismen i det offentlige rum. Jeg mærker en kæmpe forskel fra tidligere og tror, en forandring er i gang. I min levetid har jeg aldrig oplevet stor generøsitet på de fælles fortove, men lige nu viser vi faktisk hensyn ved at gå uden om hinanden og holde afstand. Hvis du ser bort fra toiletpapir-gate, så tror jeg faktisk, at krisen har lært os en ny kollektiv bevidsthed. Vi tager mere hensyn på tværs af status og rang. Vi har en naturlig ømhed over for hinanden, som måske varsler sømmelighedens renæssance. Som prikken over i'et må hatten gerne komme tilbage i gadebilledet. Så kunne vi gå og kippe med hatten og vise hinanden respekt. Hatten er et godt billede på det sidste, der mangler«.

Hvad har du skilt dig af med?
»Jeg har skilt mig af med nullermænd og spindelvæv i loftet. Nu er vi ved at være der, hvor jeg sidder og holder øje med, om der vokser noget mere frem.«

Har du et særligt trick, du benytter til at afstresse med i denne tid?
»Faktisk har jeg ikke følt mig stresset. Al den stress, jeg har oplevet, er mere stress på andres vegne. Der er mennesker omkring mig, som er meget berørte af den situation, vi står i. Den stress skal der også være plads til, så det har jeg ikke gjort noget for at styre. Det er jo bare bekymring. At Arnold Busck er lukket, kan dog godt pirre min stress lidt. Den har eksisteret siden 1896, og hvad kommer så? Noget mere med juice og kaffe? Hvis det, der er med til at fastholde og danne os, fortsætter med at forsvinde, bliver det for alvor dommedagsagtigt.«

Hvad er det mest overraskende, du har lært om dig selv under coronakrisen?
»Jeg er faktisk nok lidt mere stoisk, end jeg troede, jeg ville være. Jeg har nemmere ved at omfavne det og acceptere det her som et vilkår. Jeg havde måske troet, at jeg ville blive mere panisk og hylet ud af den. Jeg håber, at det er noget, jeg kan tage med mig. At holde fast i det rolige tempo, som jeg egentlig er blevet ret glad for.«