Denne tekst har været underlagt en undersøgelse for plagiat. Der er ikke fundet eksempler på plagiat eller mangelfuld kildehenvisning i den pågældende tekst, men Berlingske kan ikke udelukke, at det er tilfældet. Berlingske beklager og henviser til den fulde undersøgelse, der kan læses her.
Det er svært at være ung. Sådan har det altid været, og alle har vi været der selv. Til gengæld har vi ikke alle prøvet at tilhøre den gruppe, der kaldes Generation Z. Den indbefatter de, som er født mellem 1995 og 2012. De, som er yngre end Google. Forskning viser, at de har det sværere, end jeg havde det; de har det sågar sværere, end min oldemor havde det som teenager under Første Verdenskrig.
Og hvorfor skulle disse digitalt indfødte, disse designerbørn, som er tværsummen plus det løse stjernestøv af »Forældregeneration Postmoderne Selvrealisering«, have større ret til en depression end min oldemor, der i sin tid ved undervisningspligtens ophør forlod mellemskolen til fordel for at tjene til hjemmets husholdning ved at udføre hårdt fysisk arbejde fra tidlig morgen til sen eftermiddag? Hvad bilder de sig ind, disse unge overmennesker, som har alle vacciner, screeningresultater og forudsætninger for at være lykkelige og klare sig godt?
Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil er 40,5 % af unge, danske kvinder mellem 16 og 24 år decideret miserable som følge af forventningsstress og lavt selvværd.
Svaret er faktisk ikke til at undgå at få øje på, når man tager højde for de mellemregninger, at den ultimative frihed til at vælge fra alle livets hylder kan være den ultimative byrde, og at danske unge besidder europarekorden i brugen af sociale medier; ét plus ét er lig med identitetskrise i anden potens. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil er 40,5 % af unge, danske kvinder mellem 16 og 24 år decideret miserable som følge af forventningsstress og lavt selvværd – et tal, der formentlig ville se meget anderledes ud, hvis ikke det var for Instagram, som med sit svulstige indhold af solbrune modeller og bloggere på eksotiske strande må siges at være perfekthedskulturens digitale epicenter.
I en artikel om emnet i Alt For Damerne har professor i pædagogisk psykologi, Lene Tanggaard, udtalt, at »vores naturlige adfærd er at spejle og identificere os i og med hinanden, og på de sociale lever spejler vi vores eget liv«. Så hvad er løsningen? Skal vi ved lov indføre en daglig tidsbegrænsning på appen? Skal vi indskrive os i den digitale modstandsbevægelse af såkaldte »ærlighedskrigere«, der viser strækmærker og spildt mælk? Nej, for begge muligheder er lige så effektive som at forsøge at holde varmen ved at tisse i bukserne.
Vi skal – sammen med Generation Z – søge mod litteraturen og kræve dannelsen tilbage på den politiske dagsorden. Den anerkendte, amerikanske litteraturforsker, Rita Felski, taler bl.a. om, at vi i mødet med god litteratur kan opleve at genkende noget fra vores eget liv, samtidig med at vi oplever at anerkende andre, og den berømte Theory of Mind-proces fra The New School for Social Research i New York viser, at læsning af skønlitteratur med komplekse psykologiske skildringer gør os mere empatiske og klogere på os selv. Det kunne ikke stemme bedre overens med Lene Tanggaards udtalelse om vores behov for at spejle os.
Det er i den gode litteratur, vi skal finde den analytiske værktøjskasse, vi har brug for i mødet med onlinelivets fiktive fortælling om det perfekte. For det er i den gode litteratur, den store sandhed om os selv og andre mennesker findes.
