Kasper Holten: »Vi har en tendens til at fejre middelmådigheden«

SÅ ER DET SAGT. Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag teaterchef på Det Kongelige Teater, Kasper Holten.

Kasper Holten fandt som niårig et sprog i kunstens verden. I dag er han teaterchef på Det Kongelige Teater. En grundlæggende tvivl om, hvorvidt hans arbejde nu er godt nok, fungerer som motor i hans arbejde til at stræbe højere. NIELS AHLMANN OLESEN

Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?

»Jeg er fristet til at svare, at det går jeg stadig rundt og spørger mig selv om. Når man arbejder med noget, og det er vi jo flere og flere der gør, som ikke har objektive kriterier for, hvornår man er en succes, så er det noget, man bliver ved med at tvivle på. Men jeg oplever også, at tvivlen er en motor for mig i det daglige. Jeg gør mig mere umage og stræber højere. Jeg har været så heldig, at jeg relativt tidligt opdagede, at der var andre, der mente, jeg havde talent. Første gang, da jeg som 20-årig blev bedt om at lave min debutforestilling, og senere da jeg i en alder af 26 år blev opfordret til at søge jobbet som operachef på Det Kongelige Teater. Selv om jeg vidste, at det var et drømmejob, så havde jeg ikke troet, at der var nogen, der havde tillid til, at jeg skulle have det i en alder af 26 år.«