Kære Brevkasse: »Jeg vil hellere holde jul med min hund end min familie«

En læser ved ikke, om hun udholder endnu en jul med sin moster. Måske skal vi acceptere, at lige netop julen er den ene gang om året, hvor vi er sammen med folk, der er anderledes end os selv, svarer brevkasseredaktøren.

Sarah Iben Almbjerg, vært på podcasten »Emma Gad – For Evigt«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Spørgsmål:

Kære Brevkasse,
Jeg har et spørgsmål, der handler om julen. I vores familie er vi nemlig i fuld gang med at diskutere, hvem der skal være hos hvem. Vi har gennem nogle år haft min moster på besøg 24. december. Det har faktisk ikke været specielt hyggeligt. I år har vi fået hund, og det passer hende ikke. Hun har stillet en masse spørgsmål og mere eller mindre antydet, at hunden skal lukkes inde på soveværelset, når hun kommer. Hun siger, at hun er allergisk. Min moster har ikke egne børn, og jeg synes ikke, at vi kan sige, at hun skal blive væk. Men på den anden side er hun allerede ved at ødelægge vores julestemning nu – i begyndelsen af november. Hvad gør vi?
Mia

Svar:

Kære Mia

Tak for dit spørgsmål.

Julen. Som parforholdet ofte tynget af mindst to uens parter og deres modstridende forventninger. Hvor kender jeg mange, der ikke ved, hvem de skal holde jul med – hvis de da ikke allerede sidder og frygter for de otte timer, hvor de skal gennemleve de samme kedsommelige ritualer som året før.

Selv Emma Gad beskrev julen som »en ting, som folk i de 11 måneder af året ikke skænker en tanke eller højst er enige om, er en meget besværlig ting, men som den 12. rejser sig som en kæmpe, som det er umuligt at diskutere med eller om«.

Gad vide, hvorfor det så ofte ender med at blive en stor udfordring for så mange? Det burde være en god dag.

Det bliver nok heller ikke blevet nemmere af, at stadig flere af os lever i en verden sammensat af folk, der ligner os selv. Er vi single, går vi på Tinder for at finde en, der ligner og smager som noget, vi har appetit på. Jeg kender også flere par, der har fravalgt de faste familietraditioner og valgt at dyrke vennerne i stedet.

Familien er snart det eneste sted, hvor vi tvinger os selv til at være sammen med folk, der taler, spiser og tænker anderledes, end vi selv gør. Det er her, du tilbringer tid med dem, du sandsynligvis aldrig ville like på de sociale medier.

Jeg forstår godt folk, der ikke kan holde af deres familiemedlemmer. Visse mennesker er næsten umulige at holde af. Men jeg vil alligevel anbefale jer at prøve det. Lev med mosters dårlige vaner. Om ikke andet så brug dem som et spejl for jeres egne. Det er jo kun jul én gang om året.

Måske er det også fint nok at lade sig udfordre lidt. At sætte sig bag i bussen og høre på noget andet snak, end det man er vant til. Og så er det jo jul. Man kan altid skylle efter med et glas vin.

Når det så er sagt, er det jeres hjem og jeres regler. Moster kan sagtens få at vide, at hun kun skal møde op, hvis hun kommer for at gøre det til en festlig aften. I må gerne kræve høj hatteføring, hvis I til gengæld kvitterer med en velopdragen vovse, der ikke skal ligge lige i skødet af gæsten.

Det er muligivs ikke det råd, I havde håbet at få, men jeg synes, at I skal tåle moster. Det er også sundt nok for jer at rykke et sæde tilbage i bussen og skabe lidt plads. Når moster er kørt hjem, kan I åbne en flaske rødvin og grine af endnu en omgang med familielivets særheder. I har et »vi«. Det kan sikkert godt bære, at I inviterer dem indenfor, der intet har.

Måske er moster det menneskelige svar på en klassisk egnsret eller en fransk delikatesse. Først virker de uspiselige. Har man prøvet det tilpas mange gange, kan man ikke leve uden. Andre gange kan man bare lære at leve med det. Ingen spiser trods alt foie gras hver dag.

God jul.