Den folkekære musiker Johnny Madsen er død efter længere tids sygdom.
Det oplyser hans søn, Rasmus Madsen, og samlever, Rosita Jørgensen, til Ekstra Bladet.
Johnny Madsen, der sov stille ind mandag eftermiddag i sit hjem på Fanø, blev 73 år gammel.
»Det er ingen hemmelighed, at min far var hård ved sit system. Og han var rock'n'roll til det sidste. Nu kunne hans system bare ikke mere,« siger Rasmus Madsen til Ekstra Bladet.
Over for Ekstra Bladet fortæller sønnen, at det har været et liv i omsorg, tryghed og kærlighed at vokse op med Johnny Madsen som far.
I et opslag på Facebook mindes musiker Lars Lilholt sin tidligere ven, som han kalder »generøs«, »givende« og »en stor kunstner«.
»Jeg er meget ked af det lige nu, og billeder og historier fra 45 års venskab flimrer i mit hoved,« skriver Lars Lilholt blandt andet.
Skæve citater og en stor sorg
Johnny Madsen kom til verden i Thyborøn i 1951, men han slog rødder på Fanø, hvor han også har haft sit eget galleri.
Siden 1970erne har han produceret hits som solist og med gruppen Dalton med Lars Lilholt og Allan Olsen.
Særligt albummet »Udenfor sæsonen« fra 1988 har været afgørende for den folkekære musikers gennembrud.
Sidenhen er det blevet til en hel del albummer og flere kendte sange.
Men den folkekære musiker blev ikke kun folkekær på grund af sine sange.
Også hans mange skæve udsagn gjorde ham til en person, mange danskere holdt af.
Det vakte blandt andet opsigt, da han i 2017 lancerede en shampoo »til træt og viljeløst hår«.
»Nu har jeg hørt om mit hår i de sidste 30 år, og jeg må sige: Folk har ret! Hovedsagelig er det beskidt. Jeg vasker ikke hår særlig ofte, og jeg er heller ikke den store bader. Men det er nødt til at blive vasket en gang imellem. Nu kommer vi så med det her produkt, og det kommer i den grad også bag på mig,« sagde han dengang til Jyllands-Posten.
Der er sågar dedikeret hjemmesider til hans mange citater.
»Folk spørger, om det er svært at spille i beruset tilstand. Det er det ikke, så længe man sørger for også at være det, når man øver,« skulle han blandt andet have sagt.
Selv om de fornøjelige historier om Johnny Madsen er mange, oplevede kunstneren også dyb sorg privat.
Han mistede en datter, som døde af en sjælden form for epilepsi, da hun var tre måneder gammel.
Det fik ham til i 2015 at udgive sangen »Aldrig mere«.