En enig jury fandt onsdag aften dansk tid Amber Heard skyldig i bagvaskelse af Johnny Depp. Hun skal derfor betale 15 millioner dollar i erstatning til sin eksmand.
Amber Heard modtog dommen med nedslåede øjne og bævende læbe.
Knap tre millioner fulgte med i domsafsigelsen live på YouTube.
Undervejs i domsafsigelsen opstod der forvirring. Jurymedlemmerne havde glemt, at juryen skulle skrive, hvor mange penge offeret for bagvaskelse skulle kompenseres med. Derfor blev retten sendt til pause, indtil juryen havde besluttet sig for et beløb. Det tog 19 minutter.
Juryen tildeler samtidig Amber Heard to millioner dollar i det kontrasøgsmål, hun har rejst mod Depp.
Millioner har fulgt den spektakulære retssag, hvor Johnny Depp har sagsøgt Amber Heard for ærekrænkelse.
Johnny Depp krævede et svimlende beløb fra Amber Heard, 50 millioner dollar. Amber Heard svarede igen med et kontrasøgsmål på det dobbelte beløb, altså 100 millioner dollar.
Baggrunden er en klumme fra 2018, hvor Amber Heard skrev om sin egen oplevelse med at tale åbent om at være et offer for vold i hjemmet begået af en magtfuld mand.
Amber Heard nævnte ikke Johnny Depp ved navn, men Johnny Depp hævder alligevel, at klummen har »ødelagt hans karriere«. Først forsvandt rollen i Harry Potter-efterfølgeren »Fantastiske Skabninger«, senere røg også rollen som Kaptajn Jack Sparrow i Disneys »Pirates of the Carribean«.
Bedre blev det ikke, da den britiske tabloidavis The Sun i 2020 vandt retten til at kalde Johnny Depp en hustrumishandler.
Et stormfuldt ægteskab
Johnny Depp og Amber Heard var gift fra 2015 til 2017. Alt tyder på, at ægteskabet var et stormfuldt et af slagsen.
Undervejs har sagen, der er blevet behandlet ved retten i Fairfax i Virginia, udviklet sig til at handle om meget mere end den bagvaskelse, som Depp og nu også retten mener, at Heard gjorde sig skyldig i med klummen.
Nogle tilskuere mener nemlig, at Heards anklager mod Depp er grundløse. At Heard bruger #metoo-bevægelsen til at komme med falske anklager for at fælde sin eksmand, som nogle modstandere af #metoo mener netop er det farlige ved bevægelsen.
Under retssagen er offentlighedens støtte til Johnny Depp eksploderet. Hashtagget #JusticeforJohnnyDepp er blevet set mere end 19 milliarder gange, og sværme af Depp-fans er under retssagen mødt op for at vise deres støtte til den detroniserede filmstjerne.
Juryen voterede i omkring 14 timer.
Johnny Depp var ikke til stede i retten. Det skyldes ifølge CNN »tidligere planlagte arbejdsforpligtelser«. CNN skriver, at kilder tæt på Johnny Depp siger, at skuespilleren følger afgørelsen fra Storbritannien.


