Johan Olsen: »Jeg lider af bullshitallergi. Det giver noget udslæt og af og til spontant næseblod«

Han lever af at bruge sproget. Som sanger, forfatter, radiovært og forsker jonglerer han med sprogets forskellige genrer. Han er vild med ordet vingefang, og så skammer han sig bestemt ikke over at bande for meget.

Forsanger i Magtens korridorer Johan Olsen er vild med det danske sprog, som han bruger ganske forskelligt i sit virke. »Det talte sprog afslører meget om en person,« siger Johan Olsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hvordan arbejder du med sproget i dit virke, når du både laver radio, skriver sange og bøger og forsker?

»Det er meget forskellige sproglige genrer jeg bruger i de forskellige job. På laboratoriet skriver jeg videnskabelige artikler, som er en sproglig genre helt for sig selv. De bøger, jeg har skrevet, har mest været formidling af naturvidenskab. Her bruger jeg så vidt muligt talesprog og undgår med stor omhu lange sætninger og omvendt ordstilling, ting, der gør det svært eller klodset at læse.

Jeg bruger også rytme. Jeg kan godt lide at skifte mellem flow og staccato: Det er intenst derinde. Roen. Af og til. Men når duggen letter, og solen varmer græsset op, går hun derud på bare tæer.

Den sproglige udfordring er klart størst i forbindelse med sangtekster. Hvem har ikke lyttet til en dansk tekst og krummet tæer over klicheer, halvrim og klodsede konsonanter, der snubler over hinanden i halsen?

De udfordringer er klart størst på modersmålet, fordi de er så tydelige, og fordi vi forstår de bittesmå nuancer. De er også store, fordi modersmålet nu engang er dansk. Dansk har de der irriterende halslyde, man også kender fra hollandsk og fra mange arabiske dialekter. De er temmelig svære at synge på, så dem forsøger jeg at placere strategisk eller helt undgå. Det kan godt være et puslespil en gang imellem.

Når det gælder det mere poetiske element, er det vigtigt for mig, at teksten ikke er alt for konkret. Der skal være plads til, at lytteren kan passe tekstens billeder ind i sit eget erfaringsunivers, samtidig med at jeg får råbt mine kvaler ud uden dermed at have inviteret folk ind i mit mest private.

Til sidst er der så det talte sprog i radioen. Det kræver en bevidsthed om den manglende mulighed for at formidle fagter, kropsholdning og ikke mindst ansigtsmimik. Det vil sige, at selv om vores program foregår i en rimelig uformel tone, har jeg fokus på diktion og timing. Eventuelle lyttere vil måske mene, at mine evner i den henseende er rudimentære, men jeg prøver det bedste, jeg kan.«

Johan Olsen

»Der bliver af og til hevet relativt sjældne ord frem, der skal få den, der benytter sig af dem, til at fremstå i et fordelagtigt lys. Så man for eksempel virker klog, innovativ, analytisk skarp, frisk og så videre.«


Hvilket ord burde i din optik stryges fra ordbogen eller det danske sprog?

»Jeg kan ikke komme på noget. Sproget er i konstant udvikling, og hvis der introduceres ord, som ikke er levedygtige, dør de. Personligt har jeg et fuldkommen irrationelt problem med ordet sanke, men det er ikke et argument for at kræve det fjernet fra ordbogen. Jeg lider til gengæld af bullshitallergi. Det giver noget udslæt og af og til spontant næseblod, men det skyldes brugen af visse ord snarere end ordene i sig selv.

Der bliver af og til hevet relativt sjældne ord frem, der skal få den, der benytter sig af dem, til at fremstå i et fordelagtigt lys. Så man for eksempel virker klog, innovativ, analytisk skarp, frisk og så videre. Historik, for eksempel. Pludselig talte alle mennesker om tings historik. Grænsen mellem historie og historik blev fuldstændig udtværet, fordi det bare lige virkede en tand mere snedigt, hvis man brugte ordet historik i stedet for historie. Mon ikke vi allesammen i et eller andet omfang bruger den slags kneb uden at tænke over det? Enhver subkultur har sin uniform, både beklædningsmæssigt og sprogligt.«

Hvilket ord fra engelsk skulle aldrig have fundet vej til det danske sprog?

»Udenlandske ord er velkomne i det danske sprog, hvis de beriger det. Af og til må jeg minde min yngste om, at der findes udmærkede danske ord for det ene eller det andet, men man skal forstå, at de udenlandske gloser ofte bidrager med en betydning, der adskiller sig en smule fra betydningen af det danske ord, der ellers i ordbogen betyder prik det samme.

Det er langtfra sikkert, at man forstår de subtile forskelle, hvis man ikke er en del af den subkultur, der bruger dem, og så kan det naturligvis virke tåbeligt, når man hører folk bruge den engelske glose i stedet for den danske.

Med tiden dør ord ud, hvis de ikke bidrager til sproget i al almindelighed, enten hvad angår betydning eller æstetik. Der foregår konstant en evolution, hvor forskellige ord opstår og forsvinder, for kun at efterlade dem, der styrker sproget på den eller den anden måde.«

Er du typen, der retter andre folks sproglige fejl, og hvordan reagerer du, hvis du selv bliver rettet?

»Jeg er gift med en dansklærer, som retter mig, når jeg laver grammatiske fejl. Det er jeg stærkt taknemmelig for og har også opfordret hende til det. I det hele taget er jeg taknemmelig for at blive rettet, hvis jeg laver fejl. Jeg klovner for eksempel rundt i forholdsordene, når jeg taler, og af og til er der også en hendes/sin eller en jeg/mig fejl, men hun er ved at få styr på mig.

Jeg synes generelt, at det er ret uhøfligt at gå og rette andre mennesker, med mindre de beder om det, så jeg gør det ikke normalt. Der kan dog være situationer, hvor det er nødvendigt, ligesom det er mangel på respekt ikke at påpege over for et andet menneske, at bukselynlåsen ikke er trukket op, omend det jo socialt kan være akavet at gøre. For eksempel kan det være man kender en, der konsekvent siger manuskrift i stedet for manuskript. Der er flere, end man tror, der lever i den vildfarelse. Så må man træde til.«

Hvad er det allersmukkeste ord på dansk – og hvorfor?

»Et ord kan være smukt, fordi det lyder smukt, fordi det har en klang, en melodi, og det kan også være smukt, fordi det associerer til noget smukt eller positivt. Det kan være svært at vide, om det er det ene eller det andet, der gør et ord smukt. Jeg elsker ordene akeleje, lysning, brænding, havmåge, vingefang og stjerneklar. De har fine melodier med dejlige associationer. Hvis det bare var melodien, ville merværdi også være med. Prøv at sige det frem for dig, langsomt, kærligt og lavmælt: Merværdi. Det er rart, synes jeg. Men betydningen er så upoetisk, at selv kratskov er bedre.«

Hvad græmmer du dig altid over, at folk udtaler forkert?

»Jeg har utrolig svært ved, at »både-og« bliver forvansket til »både-men«. For eksempel: »Vi har både haft fokus på trafiksikkerheden, men vi har også sikret os, at naturen ikke lider under ombygningen«. Den slags, det skurrer helt forfærdeligt i mine ører. Der er ikke en meningsgevinst heller. Man kan sagtens sige sætningen uden »både«. Hvis man vil fremhæve fokusset på trafiksikkerheden, kan man for eksempel sige »Vi har bestemt haft fokus på trafiksikkerheden«. Lad venligst være med det. Stop. Fra nu. Det tog mig også et stykke tid at acceptere, at patetisk pludselig betød ynkeligt. En underlig forvanskning, der rent faktisk gjorde sproget fattigere.«

Dømmer du andre folk på deres sprog, og den måde de taler på?

»Ja, naturligvis. Måske er der snarere tale om at bedømme. Ligesom man bedømmer folk på deres påklædning, makeup, tatoveringer og bogreol. Det talte sprog afslører meget om en person. For eksempel regional oprindelse, og kulturel og social baggrund. Sproget afslører også, om vedkommende under samtalen er nervøs, vred, underdanig, arrogant, høflig og så videre. Alt sammen er med til at hjælpe mig med min indgangsvinkel til det menneske, så vi reelt kan kommunikere. En hårfin balance mellem generaliserende fordomme og social intelligens.

Med hensyn til det skrevne sprog, så bliver jeg irriteret, hvis fremmede mennesker, der forventes at kunne skrive, henvender sig formelt til mig med en e-mail fuld af fejl. Man viser respekt ved at gøre sig umage. Ofte er det slåfejl, copy-paste fejl og sætninger, der ikke hænger sammen. Alt sammen ting, man ville have opdaget, hvis man havde gidet læse brevet igennem, før man sendte det.«

»I det hele taget er jeg taknemmelig for at blive rettet, hvis jeg laver fejl«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Bander du? I så fald hvilket bandeord bruger du mest, og skammer du dig over det?

»Ja, det gør jeg da, og nej, jeg skammer mig bestemt ikke over det. Jeg bruger fucking en del, et låneord, der har overtaget den rolle, forpulede havde tidligere. Sjovt nok lidt samme oprindelige betydning, i øvrigt. Derudover benytter jeg mig af pis, røv og lort. Jeg kan også godt lege med deres mindre slagfærdige synonymer. Det er sjovt at sige tis, numse og pubæ, for eksempel. »Du lovede mig en fadøl, men jeg fik ikke nogen, din numse«, eller »hold nu kæft, hvor er her tissekoldt«, eller »den er blevet for gammel, den smager af pubæ. Jeg ville hellere spise flæskesvær med næsen«.«

LÆS MERE