For nogle år siden hørte jeg om en tøjdesigner, der skulle påbegynde job på Manhattan i New York og ledte efter lejlighed på nettet. Det er dyrt på Manhattan, så designeren kunne ikke forstå sit held, da hun fandt et lejemål til en husleje på omkring det halve af, hvad alle andre tog i leje. Det var selvfølgelig lidt irriterende, at udlejeren krævede seks måneders depositum overført med det samme og via et aldeles ukendt pengeoverførselssystem. Men pengene blev overført, og hun blev af en venlig stemme i telefonen instrueret i, hvordan hun kom fra lufthavn til lejlighed.
Den gode nyhed er, at retningsangivelsen var lige i skabet. Den dårlige nyhed er, at husnummeret ikke eksisterede. Og da hun ringede til udlejeren, meldte telefonen pludselig teknisk forfald. Forvirret gik hun ind i den nærmeste butik og spurgte, om butiksejeren mon kunne hjælpe med at finde det forsvundne hus, hvortil han udbrød: »Åh nej, du må være fra Skandinavien!«.
