Jill Byrnit: Kan du tåle at blive afvist i kærlighed?

Kommunikation er en svær ting.

På den ene side, så kan ingenting, der virkeligt betyder noget her i livet, beskrives fyldestgørende med ord, og ord er gratis: Man kan sige, hvad man vil, uden at udrette noget som helst.

På den anden side er ord alt, hvad vi har. Hvis vi overhovedet skal gøre os håb om at forstå hinandens underlige, indre verdener på et vist kompleksitetsniveau, er vi pinedød nødt til at forsøge os med ord.

»Men«, indvender du, »i det mindste kan vi med ord objektivt og faktuelt beskrive tingenes tilstand«. Det har du ret i. Problemet er bare, at skønt vi har en ulykkessvanger tendens til at fortrænge det, så er kommunikation fuld af faldgruber og snubletråde.

Se nu bare, hvordan vi kommunikerer i vores parforhold. Hvis du nogensinde har deltaget i en ophedet diskussion med din partner ud af tangenten: »Så sagde du sådan og sådan«, »Nej, det har jeg aldrig sagt«, »jo, du har og det er typisk dig!«, så vil du have fået et privilegeret indblik i kommunikationens svære væsen. Du vil bl.a. have lært, at man – underligt nok – altid selv har langt bedre episodisk hukommelse end ens partner. Du vil også have lært, at en sådan samtale er dømt til at mislykkes. For medmindre, at I har båndoptaget jeres samtaler – og gør I det i den slags, så er dit parforhold udfordret på helt andre måder – så vil I aldrig på et faktuelt oplyst grundlag kunne nå frem til, hvordan jeres tidligere samtaler er forløbet.

Og så har vi ikke engang været inde på det mest besværlige ved ord. Ord er jo desværre ikke bare ord, men må nødvendigvis forstås og fortolkes igennem adskillige lag af personlige forudsætninger, tidligere erfaringer og diverse forforståelser. Og når det drejer sig om følelser og kærlighed, sætter fortolkningen af det talte ord alting på spil.

Forestil dig, at du har mødt en ny partner, og I er nyforelskede. Alting glider af sig selv. Kærlighedserklæringer flyder i en lind strøm frem og tilbage, og I sender hinanden forelskede text-beskeder, der alle begynder med »skat« og »elskede« osv. Den dag vil – sundt nok – oprinde, hvor I kender hinanden noget bedre, og livets hastighed griber forstyrrende ind på evnen og viljen til at være 100 % tilstede i hver eneste besked til den udkårne. Du skriver: »Hej skat, vi ses« og der svares: »Det gør vi«.

Er du nu en af den slags mennesker, der pragmatisk går videre med din dag og glæder dig til, at I skal ses igen? Eller er du måske snarere typen, der tilbringer de næste fem timer med at spekulere over, hvad det betyder, at svaret ikke blev indledt med »elskede«? Og hvad mon der skal lægges i, at din partner ikke skrev »kan slet ikke vente på at se dig igen«?

Frygt for afvisning

Meget står og falder med, hvad du læser ind i de ord, som ytres. Ja, hele dit parforhold kan være på spil i dette spørgsmål. For der lader til at eksistere en hjerteskærende tendens til, at mennesker, der er meget følsomme overfor afvisninger, vil opføre sig på måder, der uvægerligt fører til, at de rent faktisk bliver afvist.

Forskere har undersøgt dette fænomen på flere forskellige måder. I en undersøgelse fandt forskerne frem til 80 kærestepar og alle personerne blev enkeltvis scoret på et testredskab, der målte følsomhed overfor afvisning. Personerne blev desuden spurgt til, hvor tilfredse de selv var med deres forhold og hvor forpligtet til forholdet de regnede med, at deres partner var.

Resultaterne viste en meget tydelig sammenhæng mellem følsomhed overfor afvisning, og hvordan parforholdet blev tolket. De afvisningsfølsomme af forsøgspersonerne var overbeviste om, at deres partner ikke var forpligtet til forholdet, uanset hvor forpligtet partneren rent faktisk angav at være.

Det viste sig desuden, at frygten for afvisning kom til udtryk som fjendtlighed, hvilket deres partnere tydeligt kunne mærke. Adfærden hos de følsomme fik således deres partnere til at føle sig fjendtligt behandlet, hvorpå de følsomme i en slags selvopfyldende profeti endte med at blive afvist, skønt deres partnere fra starten oprigtigt havde ønsket forholdet.