Hvad har været den største omvæltning for dig i 2021?
»På de ydre linjer har det været corona, og hvordan jeg selv og andre måtte forsøge at navigere i det. Og på de indre linjer var det ret altoverskyggende, at jeg skulle udkomme med en ny bog på et nyt forlag. Jeg var hos Rosinante og havde været der i flere årtier og var så en af de forfattere, der blev hjemløs, da forlaget lukkede.«
»Det er jo ikke rart at blive hjemløs – også selvom jeg har fået en ny bog ud på et nyt forlag. Intet kan ændre på, at det nye sted først ad åre bliver der, hvor du hører hjemme. Der er mange af dem, jeg var vant til at lytte til i arbejdet med mine bøger, som jeg ikke kunne spørge til råds længere. Jeg har ikke fundet hjem endnu.«
Hvad synes du har fyldt mest for dig i det forgangne år?
»Min roman »Kvinden set fra ryggen« har fyldt alt. Den har været 15 år undervejs. Jeg har drømt om at fortælle historien om Ida Hammershøi så længe, men jeg har ikke følt, at jeg var klar eller dygtig nok til at fortælle historien før nu. For én ting er, at forlaget mener, at den er klar, men hvorvidt de nu havde ret … den afgørelse har fyldt meget. Og så når den er dømt færdig, kommer hele lanceringen, udgivelsen, interviews og så en lind strøm af foredrag.«
»For mig ligger det i en naturlig forlængelse af skrivearbejdet, men jeg gør også vold på mig selv hver eneste gang. For hvorfor er det lige, at jeg skal tale om det, jeg egentlig bedre kan skrive? Det er meningsfuldt at stå derude, når først jeg er i gang. Ja, så gør jeg det endda med glæde, selvom det også trækker tænder ud. Men jeg ser mest af alt frem til at vende tilbage til min skrivehule og arbejde igen.«
Hvilken overraskende gave har året givet dig?
»At se mine børn tage store skridt ind i voksenlivet. De er blevet 15 og 17 år, og pludselig kigger man på to mennesker, der er mere halvvoksne end børn; og nu taler du til et individ i en helt anden grad end for bare et år siden. Min ældste søn var hjemsendt hjem fra sin efterskole, og det fyldte nok i virkeligheden mere for hans far end for ham. Mens han havde onlineundervisning ovenpå, så sad jeg i min skrivehule og skrev om at gå på efterskole.«»Jeg skrev om, hvordan det kunne have været for ham at opleve sin efterskole tid rigtigt. Så den bog blev en uventet gave, jeg ikke ville have skrevet, hvis ikke han var blevet sendt hjem. Han ved slet ikke, at jeg har skrevet den, så det kan han så læse om i Berlingske. Jeg har ikke selv gået på efterskole, men på kostskole, så det er den erfaring, jeg har digtet videre på.«
En amputeret verden
Hvilke rap over nallerne har du fået?
»Alle vinterens foredrag blev aflyst. Det var de oplevelser og den indtjening, man tog for givet, og pludselig var kalenderen tom.«
Hvilke kulturelle overbevisninger er du blevet bekræftet i i året, der er gået?
»At kunst er vigtig. Vi har behov for bøger, musik, kunst – og vi har behov for at mødes omkring det. Lige så snart vi kunne gå til en koncert, og museerne åbnede, opdagede vi, hvilket stort behov, de dækker – et behov, vi ikke altid er bevidste om. Vi er så forvænte med, at vi bare kan gå på bibliotek eller museum, og pludselig blev vi frarøvet fordybelsen i skønheden. Og så blev vi mindet om, hvor amputerede vi er i verden uden kunsten – der manglede ganske enkelt en dimension i livet.«
Hvilke illusioner er bristede?
»At det ikke er fra øverste politiske hold, at kunstnerne skal forvente noget. Og så på en endnu større skala: Jeg havde måske en lille forhåbning om, at det, vi havde været igennem, ville kunne ændre vores syn på samfundet, så vi ikke længere mente, at vækst og forbrug både er metode og mål i alle bestræbelser. Nu er det desværre, som om vi bare er en bil, der har været på værksted og nu kører ufortrødent videre. Alt er ved det gamle, og intet er hændt. Og tja, 'samfundssindet' … hvor blev det af?«
Har 2021 gjort dig mere eller mindre håbefuld for fremtiden?»Hverken eller. Af samme årsager. Der har netop været nogle ting, der har været smukke og livsbekræftende. At vi på den ene side har insisteret så meget på fortsat at være sammen med hinanden. At bevidstheden om vores glæde ved at mødes har fået bedre kår. Og så på den anden side er der så meget, der kører videre i samme rille — det efterlader ikke meget håb for de nødvendige forandringer.«
Farvel til det normale
Hvis du skulle knytte et begreb til 2021, hvad skulle det så være?
»'Indgreb' som begreb. At der har fundet et indgreb sted i vores hverdag og normalitet, har forstyrret os alle. På globalt plan er vi blevet mindet om, hvor skrøbelig vores normalitet og dagligdag er – alt det, vi ellers tager som en fait accompli. Ideen om normalitet er en illusion, vi opretholder for tryghedens skyld. Men den er også en mærkelig sovepude, der gør, at du hurtigt mister dit fokus og lader dig opsluge af en overfyldt kalender. Indgrebet i normaliteten blev en vigtig påmindelse om alt det, vi ikke selv bestemmer over.«
Hvilke traditioner værner du særligt om i denne tid?
»Mødet med de udvalgte mennesker, jeg har traditioner med. Det er særligt vigtigt for mig at holde fast i julefrokosten med tipsklubben. Vi er fem. En pedel, en halbestyrer en skolelærer, en maler og så mig. Vi bor ikke tæt på hinanden, og vi har ikke et arbejdsfællesskab, men vi ringes ved på skift én gang om ugen og afleverer tipstegn – hver femte uge er det mig, der afleverer en tipskupon. Det er en fin måde at holde fast i relationer, der ellers ikke ville blive plejet naturligt. Nogle gange snakker vi fem minutter i telefonen og andre gange 20. Vi har haft den klub i rigtigt mange år - og den årlige julefrokost er noget helt særligt. I mandefællesskaber er det vigtigt med faste datoer, der prioriteres.«
Hvilke traditioner har du opgivet?
»Der er masser af store fester, jeg har sagt nej til i denne tid, hvor man hele tiden må se på, om det er meningsfuldt at samles. Og for første gang i julen har jeg også taget aktivt stilling til, hvem jeg vil kramme og give hånd.«
Er du blevet et mere eller mindre troende menneske i året, der er gået?
»Det er status quo. Der er sket så meget, der peger både i den ene og den anden retning. Men jeg er blevet mere bevidst om det, vi ikke er herrer over. Der er elementer i tilværelsen, der ligger ud over det, jeg kan tage ansvar for eller planlægge. Deri er der både noget foruroligende og en sær trøst.«
Hvilke forhåbninger knytter du til det nye år?
»At vi alle sammen kunne være mere nærværende. Mindre tidsspilde. At vi skærper vores blik for det essentielle. Og så, at vi udviser taknemmelighed, hvis vi forhåbentlig sidder i det nye år og har det nogenlunde godt og sikkert.«
Hvilke bange anelser tager du med dig?
»At dette ikke er undtagelsen, men den nye normalitet, vi skal vænne os til. Og så at denne situation på ingen måde er befordrende for vores tilgang til de andre store problemer – så klimaet bare bliver skubbet længere ned ad dagsordenen, fordi alt fokus nu er på at skubbe gang i hjulene igen.«
Er nytårsforsætter idioti eller genialitet?
»Det er dybt meningsfuldt. Det er så vigtigt, at vi stiller skarpt indimellem. Hvad ønsker du dig? Hvad betyder noget for dig? I den sammenhæng er nytårsforsæt nyttige. Da jeg var ung, var mit nytårsforsæt altid at skrive en bog. Lige indtil jeg havde skrevet en bog. Siden har det været at værne om kernen i mit liv og blive stadigt skarpere i mine prioriteringer. Inderst inde ved vi det jo godt, men ofte afspejler det sig ikke i vores dagligdag.«
»I min verden er det litteratur, kunst, familie og venner. At kigge ud over havet og drikke et glas rødvin. Mere af det og mindre af det andet. Det er en livslang øvelse, som vi skal mindes om igen og igen, for der er så meget, der forstyrrer. Blikket skal skærpes hele tiden.«