Han var en af danmarkshistoriens bedste malere – men hvem var hans hemmelighedsfulde model?

Boganmeldelse: Jesper Wung-Sung har sat sig for at finde ud af, hvem Vilhelm Hammershøi kone og foretrukne model, Ida, egentlig var. Det er blevet til den vellykkede roman »Kvinde set fra ryggen«.

Ida malet bagfra: »Stue i Strandgade med solskin på gulvet« (1901). Fold sammen
Læs mere
Foto: Statens Museum for Kunst

Slutningen af det 19. århundrede og frem bød på et væld af store danske kunstnerpar; tænk blot på Marie og P.S. Krøyer, Anne Marie og Carl Nielsen, Anna og Michael Ancher. I deres samtid brillerede også Vilhelm Hammershøi. Mange kender formentlig hans stillestående, nedtonede malerier af især så godt som tomme rum og har måske endda noteret sig, at et af hans værker satte rekord for dansk kunst, da det i 2019 blev solgt for den svimlende sum af 31,5 mio. kroner.

Hammershøi (1864-1916) var også gift, og hans hustru, Ida (1869-1949), var hans foretrukne model. Men hvem var hun? Det ved vi stort set ikke, så forfatteren Jesper Wung-Sung satte sig for at finde ud af det. Han havde ikke meget at bygge på fra parret selv, men billederne taler deres tydelige sprog: Vilhelm Hammershøis liv var at male. Han brugte sine egne stuer som motiv og sin Ida som model. Og det er den intense tosomhed, Wung-Sung maler frem i sin roman »Kvinde set fra ryggen«.

Boganmelder Marie Louise Wedel Bruun

»På et tidspunkt er der ualmindeligt godt salg i »den der nakke«, som hun viser frem som sortklædt, bortvendt model i timevis, mens anklerne hæver op. «


Vilhelm og Ida bliver gift i 1891 og tager på deres første rejse, som selvfølgelig går direkte til et kunstmuseum og derfra videre til Paris, hvor gallerister har fattet interesse for Vilhelms  værker. Ida er først forvirret over, at selveste Vilhelm Hammershøi udser sig hende, lille Ida fra Stubbekøbing, der har nok at gøre med en mor, der er blevet gal af sorg over tabet af en søn, og en far, som skranter mere og mere. Lille Ida, hvis verden kun bliver større end provinsen, når broderen, kunstmaleren Peter Ilsted, sender breve hjem fra sine mange rejser. Det er da også ham, der i 1890 introducerer hende for kollegaen Vilhelm Hammershøi. Idas skæbne besegles ikke alene, da Vilhelm frier, men især da han maler hende. Han ser hende. Ser hende, som hun ikke anede, at hun kunne ses. »Ida er så sjov,« siger broderen altid. »Ida er uønsket,« rabler moderen. Men fra Vilhelms side er der tale om kærlighed, accept, blidhed og varme.

Foto: Politikens Forlag.

Købmandsfamilien i Stubbekøbing skiftes ud med højloftede stuer på Frederiksberg, komplicerede kunstbøger og en ny, mere passende garderobe samt ikke mindst en iskold svigermor, der ikke finder sin nye svigerdatter værdig. Hun har nemlig sat sønnen op på en piedestal, siden han første gang viste sit ufattelige tegnetalent, og hvad skal han med en lille mus fra provinsen? Men Ida udholder det hele, også at Vilhelm helt åbenlyst prioriterer maleriet over hende. Men, forstår man, han kan ikke andet. Det er gennem det, han trækker vejret. Og selvom Ida i de første år slår sig i tøjret og både ønsker sig at bo moderne (det er praktisk!) og at komme lidt ud (det er sjovt!), må hun sande, at Vilhelm går til, hvis ikke han kan bo inde i sit maleri.

En udfordrende nakke?

Og hun forstår, at hvert eneste billede er en kærlighedserklæring, også selvom der på et tidspunkt er ualmindeligt godt salg i »den der nakke«, som hun viser frem som sortklædt, bortvendt model i timevis, mens anklerne hæver op. Men der er bestemt også plads til erotik i deres samliv. Som Ida tænker på et tidspunkt: »Er I klar over, hvor meget rødt han bruger? At den røde farve ligger og ulmer under disse andre lag af maling.«

Geniet Vilhelm Hammershøi er en simpel mand. Han kender sig selv, sit talent, sine behov. Han elsker hverdagen, ganske enkelt, og sit liv med Ida. Ønsker sig ikke andet og mere. Til gengæld må Ida selv finde sin vej ind i det, finde ud af, hvem fru Hammershøi er, uden hjælp fra sin tavse, dybt koncentrerede mand. For eksempel må den måske knap så raffinerede Ida lade det fabulerende i sig forblive indeni, fordi det barnlige er uønsket i Vilhelms univers. Det, der interesserer ham, er levet, modnet liv, udtrykt i mættede nuer. Han maler Ida igen i 1907, da hun er 38, slidt og træt. Et yderst ærligt, men også meget kærligt portræt, langtfra det af den unge, naive pige. År efter  beklager han, at hun ikke har kunnet folde sig ud. Hun svarer: »Vilhelm. Jeg skulle jo ikke noget.«

Sådan skrives store kærlighedsromaner, og dermed kan fans af Wung-Sungs historiske epos »En anden gren« om hans kinesiske oldefar og danske oldemor i dén grad glæde sig. De to var også et umage par, der måtte stole på, at kærligheden var deres fælles sprog, mens de overvandt livets mange forhindringer, fra fattigdom til racisme. Med »Kvinde set fra ryggen« har Wung-Sung ikke blot pustet liv i Ida Hammershøi, han har også skrevet en ode til hverdagen og parforholdet, som rummer præcis lige så meget rødt, som Vilhelm Hammershøis umiddelbart stillestående malerier, der kræver ro til fordybelse, hvis du vil have den bankende puls med.

Kvinde set fra ryggen
Forfatter: Jesper Wung-Sung. Sider: 384. Pris: 300 kroner Forlag: Politikens Forlag.