»Jeg vil gerne leve rigtig længe. Men jeg er også klar over, at det måske ikke går sådan«

Britt Bendixen er tilbage som dommer i »Vild med dans« på TV 2. Sidste år tvang alvorlige hjerteproblemer hende til at tage en ufrivillig pause. Hun har levet, som hendes mor har opdraget hende: Man skal gøre sig umage her i tilværelsen, men huske at have det sjovt og gribe chancerne, når de kommer.

Britt Bendixen lejer sig stadig ind på danseskolen i Pejsegaarden i Husum. Hun kalder stedet »mit Tara« med henvisning til »Borte med blæstens« heltinde, Scarlett O'Hara, der hang ved sin fædrene plantage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Sygdommen snuppede et år fra mig. Men jeg syntes, det var så ærgerligt, at det var helbredet, der skulle beslutte, om jeg skulle stoppe.«

Når Britt Bendixen taler, står ordene i kø for at komme ud. Sætninger behøver ikke nødvendigvis fuldføres, og nogle gange er hjernen hurtigere end munden. Den mangeårige koreograf, danseskoleejer og »Vild med dans«-dommer er indimellem langt foran sig selv i begejstret fortælleevne. Undertiden kan hun slet ikke lade være med lige at springe op og agere historien. Energiniveauet er højt, tilstedeværelsen til at tage og føle på.

»Min mor gav mig en bog, da jeg var 12 år. Den hed »Hvem som helst kan hvad som helst«. »Prøv at læse den her,« sagde hun. »Det er lige meget, hvad du bliver i verden. Du må vælge hvilket som helst fag, du vil. Bare du bliver god til det.«


Selv ikke, når samtalen falder på den dobbelte bypass-operation, som sidste år akut sendte hende på operationsgangen uden vished om, hvorvidt hun igen ville se dagens lys, sænker hun farten og slår over i mol. Efter et års ufrivillig pause er hun nu tilbage på skærmen, centralt placeret i det dommerpanel, seerne kender så godt efter 17 sæsoner med TV 2s populære dansekonkurrence. Her blev hun ved premieren modtaget som en dronning, der vendte hjem.

»Jeg havde tilkendegivet, at jeg gerne ville tage en tørn mere i år, men samtidig sagt, at jeg også syntes, Marianne Eihilt klarede det så blændende, at jeg sagtens kunne forstå, hvis ikke de ville have mig med og valgte hende i stedet for. Men pludselig bliver jeg ringet op. Vi kunne være fem dommere i stedet for fire.«

Spørger man Britt Bendixen, om hun så danser af efter denne sæsons fredagsunderholdning, er det svært at få et svar. Hun ved det ikke selv.

»Det tror jeg. Jo, altså … jeg er 78 år.«

Er det ikke vigtigt, at der også er nogle 78-årige i vigør, der kan vise vejen?

»Jo, det er rigtigt nok. Men så må Anne Laxholm tage sig sammen og være hende den ældre, sprudlende. Hun er ni år yngre end mig,« siger hun og griner.

»Egentlig har min hjerne besluttet, at det skal være slut. På den anden side kan jeg mærke, at mit hjerte stadig banker for dans. Jeg er jo selv fuldstændig euforisk og begejstret, fordi jeg har det så godt. Det var en stor operation, jeg var igennem. Den gør nogle ting ved mennesker, og nogle siger, de bliver depressive bagefter. Men mig har den bare gjort rask og sundere, end jeg var, inden jeg blev opereret.«

Har det givet dig en påmindelse om din egen dødelighed, at du pludselig blev taget ud af ligningen?

»Det tænker jeg da over. Min mormor blev 85. Min mor fik kræft og døde desværre, da hun blev 84. Hvis jeg slægter dem på, så har jeg jo kun seks-syv år igen. Det er jeg ikke glad for at tænke på. Min mor havde lagt en lille seddel i en skuffe, hvor der stod: »Hvis jeg dør, skal denne sang synges ved min begravelse«. Hvis jeg dør. Sådan har jeg det selv, for jeg synes jo, jeg har et godt liv. Jeg vil meget gerne leve rigtig længe. Men jeg er også godt klar over, at det måske ikke går sådan.«

Men indtil den dag måtte komme, er du vel også nødt til at fylde din tid ud med noget. Du har jo arbejdet konstant, spurtet rundt, og siger selv, du ikke kan sidde og sludre?

»Det er fuldstændig rigtigt,« medgiver hun.

»Men jeg er også heldig, at jeg er så nysgerrig, som jeg er. Jeg kan godt spørge nogle gamle bekendte, om de har oplevet noget. »Nej, det har vi ikke rigtigt,« lyder svaret som regel. Jeg lægger til gengæld selv mærke til de mindste ting. Når jeg kommer hjem, siger Marianne: »Altså Britt, du oplever altid noget«,« forklarer hun med reference til sin 18 år yngre kæreste.

»Jeg er medlem af en tennisklub i Søsum i Nordsjælland – en seniorklub. Jeg spiller dårligt tennis, men jeg har en fest med det. Vi mødes hver onsdag, og så drikker vi kaffe bagefter. Forleden sagde damen, der har stedet: »Britt, det er så sjovt med dig, for efter at du er kommet, har jeg jo lært så meget om alle dem, som jeg nu har været sammen med i 50 år«,« forklarer hun.

»Jeg må også være tillidsvækkende, for folk gider godt fortælle mig noget. Jeg oplever, fordi jeg spørger. Men jeg spørger kun, fordi det er interessant. Alle mennesker har jo en fantastisk historie. Spørg!«

Lille fru Bendixen

Britt Bendixens egen fantastiske historie starter lige der, hvor vi sidder. I den næsten legendariske danseskole Pejsegården i Husum, hvor generationer har lært at holde takten og styre fødderne i salene med de store spejle og de knirkende parketgulve. Først engelsk vals og foxtrot, siden jazzballet, disco og breakdance, nu også hiphop og TikTok. Kigger man rundt, er ikke meget ændret, siden Britt Bendixens forældre i befrielsesdagene sikrede sig købsaftalen til den villa, der siden skulle udbygges til danseskole på to tilstødende sommerhusgrunde.

»Min mor fortalte mig, at at hun »var nødt til at give sælgeren nogle penge under sengen«. Han lå nemlig i en hospitalsseng på Bispebjerg Hospital. Han var nazist og var blevet skudt af nogle frihedskæmpere.«

Tre år senere blev forældrene skilt, men moderen, Mitzi, besluttede sig så for, at hun ville beholde danseskolen. Det ville Britts far, der var overlærer, også.

»Jeg har flirtet med masser af taeterchefer. Men jeg har aldrig været udsat for »håndspålæggelse«, siger Britt Bendixen om sin tid som danser. »Jeg har aldrig oplevet noget ubehageligt, måske fordi jeg hurtigt blev koreograf og kom med en vis myndighed. Men da jeg var danser, var det mig, der jagede koreografen, min senere mand Gene. Der var det mig, der var overgrebsmanden,« griner hun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Min mor gik så til fire advokater. Forgæves: »Lille fru Bendixen, De kan nok forstå, at en enlig kvinde med to børn ikke kan drive en forretning«. Sådan var det i 1948. Men den femte advokat sagde: »Vi prøver.« Min mor vandt sagen over min far, for det var ham, der var stukket af med en fremmed dame. Hun fik lov til at drive forretningen videre, men hun skulle købe ham ud.«

Hvem som helst kan hvad som helst

Britt var danseskolens dygtigste elev. Hun »dansede, dansede og dansede«. Og blev danmarksmester undervejs. Den hårdtarbejdende, elegante Mitzi, der fik en rigtig god forretning ud af danseskolen, opdrog sin datter i krydsfeltet mellem ansvar og eventyrlyst. Mellem flid og livsglæde.

»Man finder først ud af, hvilken betydning ens forældre har haft for en, når man er voksen,« siger Britt Bendixen.

»Hun var meget moderne. Jeg kan huske, at min tante Oda sagde til mig, at »din mor er jo ikke nogen rigtig mor«. Hun gik jo ikke hjemme ved kødgryderne, men var forretningskvinde. Jeg blev meget fortørnet, for min mor var da den bedste mor i hele verden.«

Det var Mitzi, der indgød Britt den disciplin, der skal til for at klare sig på dansegulvet og ude i tilværelsen. Men hun gjorde det med kløgt, fantasi og mildhed.

»Min mor gav mig en bog, da jeg var 12 år. Den hed »Hvem som helst kan hvad som helst«. »Prøv at læse den her,« sagde hun. »Det er lige meget, hvad du bliver i verden. Du må vælge hvilket som helst fag, du vil. Bare du bliver god til det. Hvis du er dygtig nok, sidder du højt på strå og er med til at bestemme. Så skal du ikke bare gøre det, du får besked på hele tiden«.«

Mitzi havde en tro på, at det hele nok skulle gå. Det var hende, der for eksempel skibede den halvstore pige helt alene med tog og færge og endnu et tog til London, hvor hun skulle bo hos en familie og lære sprog. På samme måde, som hun sendte Britt og den syv år ældre bror, Bo, afsted til Dalarna i Sverige på sommerophold på egen hånd. Eller skubbede på for, at unge Britt kom i huset som barnepige for rige mennesker i Schweiz.

»Vild med dans« har gjort Britt Bendixen til folkeje. Det oplever hun i hvet fald i den lokale Brugs i Slangerup, hvor folk som regel lige skal slå en sludder af. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Jeg er opdraget til, at alle mennesker vil mig det godt. Da min egen søn, Niclas, var 11-12 år, tænkte jeg: »Gud, hvordan skal han nogensinde klare sig?« Fordi jeg selv havde opdraget ham til, at alle mennesker var gode. Jeg har så selvfølgelig fået nogle knæk af den slags, der giver én lidt mere hår på brystet. Det har Niclas heldigvis også. Men den åbne tilgang til tilværelsen gør, at livet bliver sjovere, fordi man oplever så meget mere.«

Livets vej

Hovedet sad godt på Britt, der havde nemt ved matematik og sprog. Men selv om hun kom på kostskole i Sorø, så hun kunne udnytte sine boglige evner fuldt ud, og elskede det, gik hun ud af skolen efter 4. mellem – det,  der i dag svarer til 9. klasse. Rektor var rasende over, at hun ikke skulle læse videre.

»Men min mor sagde: »Britt, jeg er selv gået ud af 4. mellem. Og det er jo gået mig godt. Jeg tror, man lærer mere på livets vej, end du gør de sidste år i skolen.« Hun spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig at blive. Jeg skrev godt, så jeg overvejede at blive translatør eller måske forfatter. »Det kan du godt blive alligevel, selv om du ikke har eksamener,« sagde hun.«

Britt Bendixen mener i dag, at det nok lå i luften, at moderen gerne så, hun på et tidspunkt overtog hendes livsværk. Uden at det nogensinde blev nævnt. Da Mitzi blev syg, måtte datteren træde til og overtage Pejsegården. Britt havde på det tidspunkt for længst gjort dansen til en levevej, men stod på kanten af en fuldtidskarriere som koreograf og instruktør på teatret.

»Jeg kan godt sige dig: Mit hjerte græd over at måtte takke nej til nogle spændende opgaver. Men jeg tænkte: »Jeg skal blive her. Jeg skal køre firmaet videre.««

Sådan kender seerne Britt Bendixen. Med to par briller i håret. Hun er tilbage på skærmen efter en større hjerteoperation. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Af samme grund har hun taget det helt roligt, da Niclas, der i dag er instruktør og koreograf, ikke ønskede at overtage familiefirmaet.

»Fordi jeg selv havde været i en situation, hvor jeg ikke følte, jeg kunne sige nej, tænkte jeg, at Niclas aldrig nogensinde skulle føle, at han var forpligtet til at køre Pejsegården videre. Men jeg har været glad for mit valg. Det er meget livgivende at undervise i dans. For det er ikke noget, folk er tvangsindlagt til. De betaler for at komme her. Det betyder, at man får så meget glæde, og så kan man ikke lade være med at kaste lidt glæde tilbage.«

Fordi hun skulle køre en danseskole om aftenen, var det naturligt for Britt Bendixen at glide over i koreograffaget i stedet for selv at danse i revyer og teaterforestillinger. Hun nåede dog blandt andet at være med i balletten i Cirkusrevyen, gå på fornem balletskole i Frankrig og danse for selveste Grace Kelly. Men hendes medfødte drive og ambition dikterede også, at hun skulle bruge dansen til mere end selv at stå på scenen.

Meget lidt er lavet om på danseskolen Pejsegården, siden Britt Bendixens far og mor åbnede den lige efter krigen. Selv slap hun tøjlerne i 2016 og er glad for at slippe for et stort ansvar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Forpligtelserne i Husum til trods, har hun haft masser af muligheder for at forfølge en karriere, hvor hun har kunnet bruge dansen og koreografien i en lang række sammenhænge. Hun har skrevet om dans i »Den Store Danske Encyklopædi« og oversat bøger om emnet fra engelsk. Hun har sat trin til masser af musicals og revyer og store underholdningsshows på TV.

Hun har været god til at sige ja, også til det, hun ikke vidste, hvad var. For eksempel til den mærkelige dansekonkurrence, TV 2 ville caste hende som dommer til for 15 år siden. Hun troede, det hele gik ud på at udstille nogle mennesker, der ikke kunne danse, men fandt hurtigt ud af, at det hele handlede om at formidle glæden ved dans. »Vild med dans« har forlænget hendes karriere mere, end hun selv havde troet, og hun er overbevist om, at programmet har betydet meget for dansen her i landet, ikke mindst fordi herrerne nu er nemmere at trække op af sofaen og ud på dansegulvet.

Dansen har i det hele taget givet hende et væld af oplevelser. Og en tryg alderdom i et hus på landet ved Buresø nær Slangerup.

»Sørg for altid at have dobbeltjobs. For så har du ikke tid til at bruge penge og ender med lidt på kistebunden.«

Hjem til Tara

I 2016 solgte hun Pejsegården. I dag lejer hun sig ind som underviser, men har stadig en nøgle.

»Folk spørger mig: »Jamen, Britt, er det ikke forfærdeligt at komme der, nu, hvor det ikke er dit mere?« »Nej«, svarer jeg. »Det er da en fornøjelse«. For så længe, stedet var mit, var det mit ansvar, hvis et vandrør dryppede. Sendte rengøringspersonalet afbud, måtte jeg selv ned og gøre rent. Nu kommer jeg bare. Og jeg slipper for ansvaret.««

Hun fryder sig over, at de nye ejere har fundet en forpagter, der ikke blot har villet drive stedet videre som danseskole, men som også har sat stedet i stand og tilmed beholdt den stemning og indretning, hendes mor skabte.

»I »Borte med blæsten« taler Scarlett O’Hara altid om at komme »hjem til Tara«. Det her er mit Tara. Det har været mit hjem. Hvor jeg end har været i verden, har det altid repræsenteret en tryghed. Det sjove er jo, at det stadig et eller andet sted er, som det altid har været,« siger hun.

Det samme må man sige om Britt Bendixen, nu tilbage i form.

»Jeg har lagt lidt låg på min undervisning i øjeblikket, for jeg vil ikke være sammen med for mange mennesker. Jeg skal passe lidt på mig selv. Men i weekenden er der danmarksmesterskaber i dans for børn, juniorer og voksne, så jeg skal senere i dag have timer med et lille par, som helst skal blive danmarksmestre.«

Arven skal gives videre. Det handler nemlig om at gøre sig umage.

Britt Bendixen har været dommer i seersuccesen »Vild med dans« helt fra begyndelsen i 2005. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.