»Jeg tror, at københavnere i højere grad vil efterspørge det helt særlige nærvær, man møder her«

Mange af Københavns gamle butikker og værtshuse har drejet nøglen om. Men de, der er tilbage, tiltrækker både lokale og turister med deres historie, som i nogle tilfælde går tilbage til 1600-tallet.

I 162 år har hattebutikken Petitgas solgt hovedbeklædning til københavnerne. Her holder man lukket både søndag og mandag. Anne Bæk

Hvis man vil købe en hat i butikken Petitgas, går man forgæves om mandagen. Og hos bageren i Sankt Peders Stræde, der siden 1600-tallet har forsynet københavnerne med varmt brød, møder man en låst dør om søndagen, hvor andre bagerier langer et hav af kanelsnurrer og speltboller over disken.

For mens de fleste københavnske butikker holder åbent længere og længere og flere og flere af ugens dage, er situationen anderledes hos en række af byens historiske forretninger. Her er man ikke til fals for moderne forbrugsmønstre, og det er næppe tilfældigt, mener John Hansen, direktør for KCC, Copenhagen Commerce & Culture, der arbejder for at skabe de bedst mulige rammer for at drive virksomhed i København K.