Her er kunden i centrum

Mange tusind københavnere passerer butikkerne hver dag, men det er ikke alle, der kender dem: De finurlige butikker, der har ligget der så længe, at de er blevet en del af gadebilledet. Her er kunden i centrum, og god service er en selvfølge.

Når der kommer kvinder ind i Petitgas, bliver de tilbudt en tyggemåne. Ud fra devisen, at de fleste mænd med tiden får deres egen måne, og det kan være en god grund til at anskaffe sig en smuk hat eller kasket. Fold sammen
Læs mere

»Nogle køber to om året, og andre kan ikke stoppe«

Kunden skal købe en hat til sin mand, og foreslår, at hun tager en af hans gamle med ind i Petitgas, så hun kan være sikker på størrelsen.

»Det er i hvert fald bedre, end at medbringe hans hoved,« svarer Bernhard Tommerup tørt.

Mellem Mayser, Stetson og Borsalinoer står han og nyder sit arbejde. Før dette var han programmør og problemløser, og har arbejdet for IBM, men siden 2013 har han langet hatte over den gamle disk, og når der kommer kvinder ind, bliver de tilbudt en tyggemåne. Ud fra devisen, at de fleste mænd med tiden får deres egen måne, og det kan være en god grund til at anskaffe sig en smuk hat eller kasket.

Hattebutikken Petitgas - hvor ejeren simpelt hen elsker at give en god service. Fold sammen
Læs mere

De andre grunde kan være, at hatte varmer, skygger, eller bare ser stilfulde ud. Sidste år havde butikken, grundlagt af Francois Petitgas, 160 års jubilæum, og den har kun været i fire familiers hænder, før Bernhard Tommerup overtog den. Han og konen Bess, som er tekstildesigner, tager rundt til alle producenterne for at lære mere om produktionen, »for så kan vi forklare og forsvare vilkårene, de bliver produceret på,« som han siger.

Bernhard Tommerup har hattebutikken Petitgas - og tager med sin kone rundt til alle de producenter, de køber hatte af. For kvaliteten skal være i orden. Fold sammen
Læs mere

De billigste hatte koster 700 kroner, og så går det ellers opefter. Bernhard Tommerup siger »ham der«, når han peger på en bestemt hat, og ser ud som om hver af dem har en sjæl – og selv om der kun er hatte til mænd, sælger han også gerne til damer.

»Det er uhyggeligt, som herrehatte klæder kvinder, men desværre kan man ikke i disse ligestillingstider sige, at det omvendte er tilfældet,« siger Bernhard Tommerup.

Urmageren på Frederiksborggade, Big Ben - med ejeren Pernille Jacobsen. Hun var heldig, at andelsforeningen som har butikken ikke ville have udenlandske kædebutikker ind. Fold sammen
Læs mere

Et sludrechatol i urbutikken

Nogle gange skal der et skub til, før man tør forfølge sine drømme. For Pernille Jacobsen var det filmen »The Secret«, der overbeviste hende, og så gik hun i gang med at nærme sig ur- og kikkert-butikken Big Ben i Frederiksborggade. Det er ti år siden til april, og hun elsker sit job.

»Jeg er et sludrechatol, så jeg elsker at tale med kunderne, og på de ti år har jeg kun oplevet to sure,« fortæller Pernille Jacobsen.

Pernille Jacobsen overtog Big Ben MED alle urene. Fold sammen
Læs mere

Egentlig ville hun have købt butikken, men så kom finanskrisen, så hun er nu en lykkelig lejer. Big Ben har ligget på adressen siden 1930 og havde kun to ejere før Ivan Østergaard, hvis enke Pernille Jacobsen nu lejer butikken af. Flere butikskæder har bejlet til den attraktive adresse, som mange tusind københavnere passerer hver dag, men det er heldigt for Pernille Jacobsen, at andelsforeningen, som ejer bygningen, deler hendes kærlighed til det gamle. De har bl.a. sagt nej tak til et tilbud fra kioskkæden 7-Eleven. Da Pernille Jacobsen overtog butikken, købte hun det gamle varelager, for der er nok butikker med dyre mærke-ure, og hun havde en kærlighed til det, de fleste har råd til – og så bryster hun sig af, at hun har landets billigste batteriskift, hvilket får kunder til at komme langvejs fra.

»Jeg er et sludrechatol, så jeg elsker at tale med kunderne, og på de ti år har jeg kun oplevet to sure,« fortæller Pernille Jacobsen fra Big Ben. Fold sammen
Læs mere

»Jeg vidste bare, at jeg på den ene eller anden måde nok skulle få den her butik. Den tidligere ejer havde stået her siden ’72, og der er bare noget hyggeligt ved gamle butikker med en solid kundekreds, som altid kommer igen. Fordi jeg giver mig tid til at snakke med dem. Jeg har en kunde fra Schweiz, som kommer et par gange om året og får skiftet batterier i alle sine ure.«

De fleste københavnere kender facaden på Nørregades Glashandel Fold sammen
Læs mere

Ekspedient siden seksårsalderen

Bettina Melander har haft Nørregades Glashandel siden 2013, men hun har gået i butikken siden 1969, fordi hendes forældre ejede den. Og det er der mange kunder, der er glade for. Sådan en tilfældig hverdag er der godt gang i kunderne, som går rundt og har glemt, at man ikke ser med fingrene. Men der er virkelig også mange små figurer.

»I gamle dage havde vi mest glas og porcelæn, og vi solgte også vores specialdesignede glas, men tiderne skifter, og nu er vi dem i byen, der har flest nips og dukkehusmøbler,« fortæller Bettina Melander.

Hos Nørregades Glashandel findes nærmest alt - bare det er lavet i glas. Fold sammen
Læs mere

Hendes mand Kjeld arbejder også i butikken, og spørger man, om det er svært at arbejde med sin ægtefælle, svarer hun: »Da han startede her, sagde vi, at hvis det gik galt, kunne man læse om det på forsiden af Ekstra Bladet! Vi kan skændes så det brager, men det er overstået på fem minutter.«

Bettina Melander ejer Nørregades Glashandel - og hun har stået i butikken siden hun var seks år. Fold sammen
Læs mere

Deres ældste søn, Henrik, arbejder her også, og han har efterhånden lært at forholde sig i ro mellem alle glas-nips-tingene.

»Men så skulle du se, hvordan det var, da drengene var små, og kom drønende gennem butikken med deres venner for at komme ned i kælderen og drikke kondivand med min far,« siger Bettina Melander. Hun fortæller, at fordelen ved at have sin egen butik er, at man har frihed, og føler ansvar.

Bettina Melander ejer Nørregades Glashandel, og har stået i butikken siden hun var barn. Fold sammen
Læs mere

»Man både fejer fortov og laver regnskab, men til gengæld har jeg kunder, som jeg har kendt i 30 år,« siger hun.

Skomager Mogens Sonne har haft med sko at gøre siden han var 14 år. Fold sammen
Læs mere

»Jeg husker de fleste kunder, især de søde«

Mogens Sonne regner ud, at han har haft omkring hundrede par sko mellem hænderne om dagen i 43 år ...

»Alle de nye sko har en meget tynd sål, og selv om det er en Valentino til 6.000 kroner, skal den have en gummisål på. Det er jo godt for os, men lidt sært, at sko laves på den måde. Der er også mænd, som er ømme over deres sko. Sådan et par Church til 4.000 kroner med randsyning – det kan godt tage et par timer at sætte nye såler på dem. Jeg har selv et par Prada, som er mine yndlingssko, men dem har jeg ikke på på arbejde,« fortæller Mogens Sonne. Han har ejet Hælebaren siden 1974, som først lå i Cityarkaden og nu i Kr. Bernikows Gade. Desuden har han haft filialen på Kultorvet i snart 30 år.

»»Gud, er du her endnu?« siger folk, og så svarer jeg »selvfølgelig«. For jeg elsker mit arbejde,« siger Mogens Sonne. Han vurderer, at han har flere stamkunder end nye. »I gamle dage kendte man navnene på alle stamkunderne, fordi man skulle give sit navn, men i dag får man et nummer. Men jeg husker de fleste kunder, især de søde. Og dem er der flest af. Og efterhånden kommer deres børn og børnebørn også. Og de kan også huske mig. Jeg elsker at have med kunder at gøre.«

Selv en Valentino-sko til 6000 kroner skal have en sål på, før man kan gå med dem, og det glæder skomageren Mogens Sonne, for så bliver han ikke arbejdsløs foreløbig. Fold sammen
Læs mere

Dengang han begyndte, var limen rimelig giftig, og der var ikke udsugning. Men Mogens Sonne mener ikke, at han har taget skade. Spørger man hans ansatte, starter de diplomatisk en af de store larmende pudsemaskiner ...

»Der er en del, som venter, mens skoene bliver repareret, og så snakker vi samtidig, så jeg ved, om de har fået ny bil eller barnebarn. Og har de haft problemer med hoften eller noget, skal alle sko bygges lidt om, og så får man en historie om det,« fortæller Mogens Sonne.

»I dag er det svært at finde en ekspedient overhovedet, når man går ind i en butik, og de har ofte alt for travlt til at få en snak. Det er ærgerligt.«

manj@berlingske.dk