Tinna Damgård-Sørensen glemmer aldrig stormen Bodil i de første decemberdage i 2013, hvor hun og hendes kolleger sammen med Beredskabsstyrelsen og frivillige kæmpede mod tiden, mens bølgerne stod op om Vikingeskibshallen på kanten af Roskilde Fjord, og vandet steg til historiske 2,06 meter over dagligt vande. Hundredvis af sandsække blev lagt ud for at hindre vandet i at trænge ind i bygningen med de fem uvurderlige, mere end 1000 år gamle vikingeskibe. Og indefra blev de store facaderuder barrikaderet med træplader for ikke at blive slået ind af bølgerne.
Efter stormen blev skaderne gjort op. Trods afskærmning og sandsække var ni facaderuder slået i stykker. Stormen var også gået hårdt ud over de murede gavle og facadens betonkonstruktioner, ligesom der var slået revner i det nederste af bygningen, så der trængte vand ind i kælderen, og hele museets klimasystem blev fyldt med vand.
Bodil var den hidtil voldsomste af de stadig hyppigere storme, der har ramt Vikingeskibshallen inden for ganske få år. Efter den kom bl.a. Dagmar i 2015, Urd i 2016, Ingolf i 2017 og så sent som onsdag i denne uge bragte Alfrida vandstanden ved museet op på 151 centimeter over dagligt niveau med nye småskader og vandindtrængning til følge.
»Bodil ændrede vores fokus,« siger Tinna Damgård-Sørensen, der siden 1996 har været direktør for Vikingeskibsmuseet.
»Før Bodil havde vi helt fra omkring 2000 – de første år sammen med arkitekt Erik Christian Sørensen, som i sin tid skabte Vikingeskibshallen – arbejdet målrettet på en restaurering. Men efter Bodil blev vi klar over, at bygningen ikke længere kunne leve op til den del af sit formål, der handler om at beskytte skibene. Så vores fokus flyttede sig fra at redde bygningen til at redde skibene.«
Det fik i 2016 museets bestyrelse til at søge Slots- og Kulturstyrelsen om en affredning af Vikingeskibshallen, der har været fredet siden 1997.
»Vi har i rigtig mange år forsøgt at udvikle projekter til en restaurering af bygningen. Men vi må se i øjnene, at den måde, hallen er konstrueret på, simpelthen ikke er egnet til en placering så tæt på vandet,« siger Tinna Damgård-Sørensen og remser op:
Betonelementerne er konstrueret på en måde, hvor armeringsjernene ligger meget tæt på overfladen. Når der trænger fugt ind, begynder jernet at ruste og får betonen til at springe af.
Det materiale, der er anvendt til betonen er fyldt med flint, som skaber kemiske reaktioner, der ligeledes bidrager til afsprængninger.
Taget er grundlæggende forkert konstrueret. Der trænger fugt ind, som giver nogle udfældninger fra betonen af et meget stærkt basisk materiale. Hvis det drypper ned på skibene, vil det være katastrofalt.
Den naturlige krympning i »slap, armeret beton« giver nogle bevægelser i bygningen, som med mellemrum medfører sprængte ruder.
Der er også problemer med vandindtrængning i bunden af bygningen.
»Men vores allermest sårbare element er den store vinduesfacade ud mod vandet, som samtidig er det, der giver den mest fantastiske oplevelse, fordi den tillader at se skibene helt tæt på deres rette element,« siger Tinna Damgård-Sørensen.
»Når vandet stiger, og der er stormflod, som vi nu er blevet ramt af fire gange på ganske få år, er det en meget skrøbelig konstruktion. Og med de prognoser, der er for klimaudviklingen, bliver problemet kun større.«
Siden Bodil har museet hver vinter haft containere med stormflodsudstyr stående klar lige uden for døren med store træplader, der kan sættes op på indersiden af ruderne og boltes fast i gulvet.
»Vi kan sikre facaden indefra, men vores store frygt er, at når vandet stiger, bliver vanddybden lige uden for hallen stor nok til, at et løsrevet fartøj kan komme herned og brage direkte ind gennem ruderne,« siger Tinna Damgård-Sørensen.
»Det var faktisk lige ved at ske under Bodil, hvor en båd kom drivende i skumringen. Heldigvis lykkedes det at få den bugseret forbi facaden, men det var med fare for liv og lemmer. Jeg så det ikke selv, og jeg er glad for, at jeg først vidste det bagefter.«
Oven i alt det giver en levetidsvurdering fra Teknologisk Institut de bærende konstruktioner, som står direkte i vand, en levetid på kun ca. seks år fra nu.
»Og det er under forudsætning af, at der ikke sker yderligere vandindtrængning. Så det haster,« siger Tinna Damgård-Sørensen.
Derfor var det en stor skuffelse, da Slots- og Kulturstyrelsen i 2017 gav afslag på ansøgningen om at få ophævet fredningen. Men nu er der håb forude. 30. august meddelte Kulturministeriet, at kulturminister Mette Bock havde omgjort styrelsens beslutning og givet grønt lys for en affredning af museet. Og på den netop vedtagne finanslov er der afsat 150 mio. kroner i 2020-22 til sikring af vikingeskibene ved at opføre en ny hal.
Derudover er der bevilget i alt 10 mio. kroner i 2018 og 2019 til at forberede projektet og formulere rammerne for den arkitektkonkurrence, der ventes udskrevet ved årsskiftet 2019/20.
Tinna Damgård-Sørensen er helt klar over, at hun begiver sig ud i oprørte vande, når det endelige projekt til en ny vikingeskibshal skal udformes. Der er stærke følelser og meget forskellige holdninger til museets fremtidige udformning fra både fagfolk og politikere. Således har både Det Særlige Bygningssyn og Det Internationale Råd for Historiske Bygninger advaret mod affredningen af den ikoniske bygning, der betegnes som et unikt eksempel på bygningsstilen brutalisme - mens Dansk Folkeparti med kulturordfører Alex Ahrendtsen i spidsen ikke ser bygningen som et værdigt opholdssted for de historiske skibe og foreslår, at den rives ned og erstattes af »et ikonisk museum i vikingestil«.
»Der er mange interesser og dagsordener på spil, og det er klart, at nogle af dem vil støde mod hinanden. Vi kan ikke gøre alle 100 procent tilfredse. Min opgave bliver at stå i midten og holde fast i, hvad vi kan skal og vil som museum, og derfra række ud til folk, så flest muligt kan se sig selv i projektet,« siger Tinna Damgård-Sørensen, som selv har klare holdninger til, hvilke værdier der bør bevares fra den nuværende bygning.
»Det vigtigste er at bevare den meget stærke oplevelse af at se skibene i direkte sammenhæng med vandet, som er muliggjort takket være den store vinduesfacade. Selvom jeg kommer her så tit, kan jeg stadig få gåsehud, når jeg kommer ind i hallen og ser skibene i silhuet mod deres rette element – og til den anden side konturerne af byen,« siger hun.
»Man bliver i den grad placeret på det sted, som skibenes historie er forbundet med – og man oplever de skiftende årstider, skiftende vejr, skiftende lys på en helt anden måde end i et traditionelt udstillingslokale. Her bliver skibene på en helt anden måde en del af vores liv. Det er også det, vi tager med i vores øvrige formidling, når vi om sommeren har gang i bådeværftet og tager publikum på sejlture på fjorden.«
Men den nuværende hal har også andre kvaliteter, som Tinna Damgård-Sørensen gerne vil have med over i det nye projekt.
»Jeg kan godt lide enkelheden, overskueligheden og den ærlighed, der er i bygningen – den prøver ikke at foregive at være andet, end den er – glas, beton og strandsten. Du er ikke i tvivl om, hvad der er vikingefund, og hvad der ikke er. Samtidig understreger de rette linjer og tyngden i betonkonstruktionerne letheden og de svungne linjer i skibene, der får lov til at stå frem som de elegante konstruktioner, de er.«
Det, den nuværende bygning mangler, er først og fremmest plads.
»Vi har i mange år arbejdet med planer for en udvidelse af museet. Havnen og museumsøen var første fase, hvor vi fik plads til vores arbejdende værksteder og bådsamling, kontorer og en restaurant,« forklarer Tinna Damgård-Sørensen.
»Den fase, vi aldrig er nået til, handler bl.a. om at skabe en mere klar og tydelig ankomst til museet. I dag kan det være svært at se, hvor museet begynder og ender. Og så mangler vi simpelthen plads til de udstillinger, hvor vi skal fortælle om vikingetiden, vikingernes verden og alle de maritime netværk, som vikingerne var en del af. Det nye projekt skal opfylde de behov og samtidig binde hele museet sammen.«
Selvom Vikingeskibshallen nu er affredet, og det er besluttet at bygge en ny, er det ikke dermed givet, at Erik Christian Sørensens bygningsværk fra 1969 helt forsvinder.
»Vi vil meget gerne vedstå, at det her museum har en historie, der begyndte med en vikingeskibshal, der har været en betydningsfuld og fredet bygning,« siger Tinna Damgård-Sørensen.
»Udgangspunktet er at bygge en ny bygning. Men hvis der kommer en arkitekt, der viser hvordan man kan genbruge dele af bygningen eller bygge den ind som historiske citater, vil vi bestemt se på det. Lige nu er vi åbne over for næsten alt.«
Inden noget af alt det overhovedet kan komme i gang, skal de fem vikingeskib imidlertid flyttes ud af hallen og sikres. Det er der allerede udarbejdet en særlig plan for i samarbejde med Nationalmuseet, som har det overordnede ansvar for skibenes bevarelse.
»Skibene skal flyttes som hele konstruktioner. Vi begynder ikke at splitte dem ad. Derfor anlægger vi en mindre togbane inde i hallen og bryder hul i gavlen, så de kan fragtes ud. Vi har målt op, og det kan lige akkurat lade sig gøre,« siger Tinna Damgård-Sørensen.
Der vil blive bygget en speciel, klimastyret container omkring hvert skib - om muligt med glas i tre af siderne. Planen er at placere containerne i en midlertidig bygning, så skibene stadig kan ses, mens byggeriet af den nye vikingeskibshal står på.
»Vores økonomi er så afhængig af egenindtjening, at vi satser på at holde museet åbent under hele – eller i hvert fald det meste af – byggeperioden. Det gælder også alle vores aktiviteter på museumsøen, sommersejladserne o.s.v.,« siger Tinna Damgård-Sørensen.
Selve flytningen af skibene regner hun med vil blive lidt af et tilløbsstykke, og i det hele taget er det planen at inddrage publikum så meget som muligt i byggeplanerne.
Det kommende år skal Tinna Damgård-Sørensen – udover at forberede arkitektkonkurrencen – også i høj grad bruge på at sikre finansieringen af hele projektet, der anslås at komme til at koste ca. 560 mio. kroner.
Ud over de 150 mio. kroner fra staten har Roskilde kommune givet tilsagn om 25 mio. Resten skal findes hos fonde og sponsorer.
»Vi har en forhåbning om, at det nye museum kan stå færdigt i 2024, men det afhænger rigtig meget af, hvornår vi får fondene med om bord,« siger hun.
