»Jeg har det okay med det kropslige forfald og kan mærke, at jeg bliver mindre og mindre forfængelig«

»Jeg har altid været virkelig dårlig til holdsport. Som dreng var jeg sådan en lang, tynd fyr med lange arme og lange ben, der faldt over mig selv, når jeg i skolen ufrivilligt befandt mig på en fodboldbane. Den der aggressivitet på en fodboldbane, hvis jeg gjorde noget forkert, kunne jeg slet ikke holde ud, så holdsport var noget, jeg trak mig meget hurtigt fra.

Når vi havde svømning, var jeg altid den, der frøs først. Jeg rystede af kulde og fik blå læber, så min lærer måtte sende mig op under den varme bruser. Det var som om, jeg ikke kunne styre det, når jeg frøs. Jeg tror i høj grad, at vi er påvirket af vores statur og den måde, vi er bygget på. Kroppen er en stor del af vores identitet, og jeg er ikke i tvivl om, at den har betydning for den personlighed, vi udvikler.

Hvis ting for eksempel ikke sker i mit helt eget tempo, kan jeg ikke rigtig være med. Måske er det derfor, jeg aldrig har brudt mig om holdsport, men i stedet har søgt det individuelle. I mit arbejde som forfatter bruger jeg heller ikke kroppen, og jeg indgår ikke i sociale sammenhænge, hvor jeg er afhængig af andre, når jeg skriver. Noget, jeg har opdaget, virker, er, hvis jeg indimellem bevæger mig rundt midt i en skriveproces. Det er som om de blokeringer, jeg har siddende, forsvinder, og det bliver lettere for mig at skrive.

Som dreng havde jeg det med at besvime, det skete flere gange, også en gang vi var på udflugt med skolen. Jeg blev sendt til lægen og undersøgt på kryds og tværs, men ingen fandt nogensinde ud af, hvad der var galt. Når man mister kontrollen over sin krop, og den opfører sig anderledes, bliver det pinligt, også som voksen. Hvis folk slår sig og det gør ondt, vil de ikke indrømme det. Det er meget sært, at det er sådan.

Jeg kan få ondt i brystet og i maven, hvis jeg bliver stresset. Det har jeg prøvet i nogle perioder, og så får jeg spændinger i brystet. Men pludselig kan jeg vågne op en morgen, og spændingerne er forsvundet. Ting, jeg bekymrer mig om, sætter sig i maven. Det har jeg tidligere været lidt slem til at ignorere.

Rygsmerter er noget, jeg døjer med og har gjort i en del år efterhånden. Der intet system i forhold til, hvornår jeg har smerter, og det hænger heller ikke sammen med, hvor meget eller hvor lidt, jeg har siddet ned og skrevet. Jeg har prøvet at løbetræne – det hjælper noget. Nu har jeg accepteret, at jeg må leve med de rygsmerter til jeg dør. Jeg er 42 år, og jeg ville helt sikkert ikke have tænkt sådan, hvis jeg i dag havde været i 20erne.

Når jeg løbetræner kan der gå fire måneder, hvor jeg løber regelmæssigt, men det er hele tiden en kamp at etablere en rytme og en regelmæssighed. Så kom corona i foråret, og nu skal jeg genoptage min løbetræning. Ellers har jeg det okay med det kropslige forfald. Jeg kan mærke, at jeg bliver mindre og mindre forfængelig, nu gider jeg ikke engang at tage cykelhjelmen af, når jeg går ind i en butik og handler.

For nylig begyndte jeg at lægge mærke til stemmen som en del af kroppen og vores personlighed. Følelser sætter sig i kroppen, og når jeg har holdt foredrag, er jeg blevet mere bevidst om at sende min stemme afsted med lidt mere kraft ud fra min krop, udelukkende for at give stemmen mere energi til at formidle det, jeg gerne vil. Ellers kommer jeg til at tale heroppe et sted fra brystkassen. Det gør jeg stadig, når jeg ikke er bevidst om det. Sjovt nok har jeg aldrig kunnet holde ud at høre min egen stemme, heller ikke hvis jeg har været i radioen.

Jeg styrketræner i et træningscenter – ikke fordi jeg kan lide det, men fordi det er nødvendigt, så jeg gør det udelukkende af pligt. Gang på gang har jeg forsøgt at finde en fast rytme, der er lidt mere kontinuerlig, men indtil nu har det været muligt, jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor. Måske er det fordi, det ikke rigtigt interesserer mig.

Men det er nødvendigt for mig at være opmærksom på min vægt. Jeg har en tendens til at mangle mådehold, så jeg bare kan spise løs. Fedtet sætter sig direkte på maven, ingen andre steder, og det ser jo ekstra vanvittigt ud på én som mig, som har de her lange ben og lange arme og ellers er spinkelt bygget. Det mærkelige ved kroppen er, at den nogle gange kan føles som en naturlig del af mig, mens den andre gange virker fremmed. Det har meget med bevidsthed at gøre. Fra at være noget, jeg ikke tænker over, til at jeg bliver bevidst om den. Det er i det øjeblik, jeg bliver bevidst, at min kan krop føles fremmed.

Min kropsholdning kæmper jeg lidt med. Jeg siger til mig selv, at jeg skal huske at rette mig op ud fra en idé om, at jeg kan træne mig op til at blive permanent rank, så jeg ikke skal besvære mig med at tænke over det. Desværre er det ikke lykkedes endnu.

Man kan sige mange dårlige ting om 70erne, men man var langt mere afslappet over for kroppen, end jeg synes, vi er i dag. Fra min generation til dem, der er børn i dag, kan jeg tydeligt se, at der er sket en ændring. Børn og unge er blevet langt mere blufærdige. Efter at jeg ikke havde svømning i skolen længere, holdt jeg op med at komme i svømmehallen, fordi jeg ikke syntes, det var særlig sjovt. Men nu har jeg selv har fået børn og er begyndt at komme i svømmehallen igen. I modsætning til mig selv dengang, elsker mine børn at være i svømmehallen.

I svømmehallens herreafdeling kan man låne sådan nogle lændeklæder, så man ikke skal bade nøgen. Det er komplet latterligt og fjollet. Og lidt ærgerligt med al den blufærdighed. Samtidig er det lidt af et paradoks, for mange udstiller i dag sig selv på de sociale medier. Kroppen har fået en helt vild og overdreven status – og så alligevel denne her blufærdighed.

For noget tid siden var jeg i Berlin og besøge en god ven. Han har ikke bad i sin lejlighed, så vi gik ned i en saunaklub. Det kan lyde lidt mærkeligt, for herhjemme forestiller man sig måske noget bestemt, hvis man går i saunaklub. Men i Tyskland er det en særlig kultur, hvor begge køn sidder nøgne i samme sauna. Jeg følte det mærkeligt, måske fordi der er noget afkoblet over det. Altså, at man kobler det kropslige fra det rent seksuelle, men i Tyskland er det naturligt.

Krop og psyke er stærkt forbundne. Hvis jeg bevidst smiler for mig selv, kan smilet forplante sig ned gennem hele min krop og skabe en behagelig ro og varme. For andre kan det se lidt mærkeligt, hvis jeg pludselig har sådan et umotiveret smil på. Men det virker!«