Sjældent har vi talt så meget om udvalgte gruppers udfordringer som i de seneste uger. De, der ubetinget løber med størst opmærksom (og helt rimeligt), er sundhedspersonalet.  Mennesker, som hver dag iklæder sig visir og mundbind og skridter fronten af. Og selvfølgelig skal der roses og anerkendes. Men vi glemmer altså nogle.

I corona-uge 1 blev det kassedamens tur. Endelig forstod jeg statsministerens ambition om at være børnenes minister. For hun talte jo til os som børn, da hun bad os sende kassedamen et smil som tak for, at hun var mødt på arbejde og gjorde det muligt for os andre at hamstre.

Ugen efter var det rengøringspersonaler, der bevæbnet med sprit og kost fjernede spor af menneskehænder i selvsamme supermarkeder og selvfølgelig på hospitalerne.

Så kom turen til forældrene. Alle dem, som pludselig skulle håndtere 24-7-samvær med egne børn og orkestrere hjemmeskoling med 45 min. indlagt fysisk udfoldelse, kreativ matematikundervisning og gækkebreve til de isolerede ældre i familien. Altså samtidig med, at de skulle forsøge at passe deres jobs.

I forrige uge begyndte vi at tale om, hvordan samfundet skal åbnes (nej, ikke op – det er en pleonasme) igen. Så blev det frisørernes, massørernes og gudhjælpemig tatovørernes tur. Jeg mindes ikke, at vi nogensinde har hørt så mange førstehåndsudsagn fra frisører, som, mens de lægger håndklæder sammen og fejer gulv (efter hvem, spørger man sig selv?), har delt deres helt specielle udfordringer med os andre i bedste sendetid.

Nu er skoler og børneinstitutioner så småt i gang igen, og så blev det lærernes og pædagogernes tur. Og hold nu op, hvor har de knoklet. Altså efter egne udsagn. Ingen tvivl om, at det kræver sin mand eller kvinde at indrette både sig selv og de fysiske rammer på undervisning, som dels indfrier faglige krav men også dem fra Sundhedsmyndighederne. Men knokle, alligevel?

Jeg er bestemt taknemmelig for de mange mennesker, som har formået at passe deres job og tilpasse sig de voldsomme forandringer, som krisen har budt os, men det samfundssind, vi har været så optagede af at tale om, er vel egentlig bare det, der foldes ud, når vi omstiller os og forsøger at få tingene til at glide efter bedste evne. Det behøver altså ikke omtales som knokleri. Der er jo blot tale om mennesker, som gør sig umage.

Til gengæld er der mange, vi stadig ikke har talt om. Måske fordi deres historier ikke er så opbyggelige og har en happy ending, hvor vi – præcis som i eventyrerne – overkommer udfordringerne og løser dem sammen.

Hvad med de 25.000 unge, som ikke længere kan gennemføre deres praktikforløb? Og hvad med alle de børn, hvis forældre ikke har formået at lave lækre hjemmeskolingsforløb og holde dem til den faglige ild?

Hvad med de mange børn, som bor i plejefamilier, der lige nu brænder sammen?

Hvad med dem, som står i kø til krisecentre, fordi skrøbelige familiestrukturer har måtte bukke under for krisens hærgen

Hvis vi endelig skal tale om at knokle, så tror jeg, at det er i disse ender af samfundet, man skal finde de gode eksempler.