Jane Sandberg: Det er vores pligt at være kritiske – også i krisetider

De seneste uger har danskerne været inviteret til pressemøder som aldrig før. Når statsministeren har nyt fra kommandobroen, er det på pressemøder, at danskerne hører om, hvad der er truffet af beslutninger i vores samfund. Så sidder vi der, bænket i sofaerne og erfarer, på hvilke adfærdshåndtag der nu er drejet; hvor skal der strammes, og hvor kan der løsnes for vores adfærd i det store fællesskab?

Men er pressemødet virkelig den bedste måde at kommunikere på?

Vi ser journalister stå i kø for at stille deres spørgsmål ét ad gangen. Store public service-medier og nichemedier er ligestillede og må stille deres spørgsmål efter tur. Men pressemødet som kommunikationsform er problematisk, fordi det ikke giver plads til, at journalisterne kan komme til bunds eller udøve deres fag; være opfølgende, kritiske og sandhedssøgende advokater på vegne af befolkningen. Så at kalde pressemøderne kommunikation med borgerne er en tilsnigelse. Der er nemlig tale om information, som er 100 procent afsenderorienteret og dermed stramt styret af regeringen.

Når vores mindste børn skal i skole igen efter påske, så skal de tilbage i en folkeskole, hvis formål det blandt andet er at danne eleverne til at være selvstændigt tænkende og kritiske individer. Og når vi i et lukket samfund hungrer efter kunst og kultur, er det jo også, fordi vi gennem netop kunsten får kritiske perspektiver, som udfordrer og kalder på refleksion. Det er sådan, et velfungerende demokrati opererer.

Men den kritiske sans og ikke mindst anerkendelsen af, at det er en demokratisk ret at ytre sin kritik, synes at være suspenderet i denne krisetid. Når nogle alligevel formaster sig til at løfte deres røst, som nu for eksempel tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i en klumme i B.T. tillod sig at spørge til, hvilken strategi regeringen styrer efter, så falder hammeren hårdt.

At ytre sig kritisk og spørgende er ikke synonymt med at være samfundsskadelig. Det er faktisk det modsatte. Hvis krisen formår at få kritik til at forstumme, er krisen langt dybere end kun sundhedsfaglig; så bliver den nemlig et angreb på vores velfærdssamfundsmodel, fordi vores mulighed for at udøve kritik og se vores politiske beslutninger efter i sømmene og udfordre dem kommer til kort.

Derfor er den bedste hjælp, vi kan give vores myndigheder og politikere i disse dage, at bevare vores kritiske sans. Stille spørgsmål, udfordre og undre os. Ikke fordi vi ikke anerkender, at regeringen træffer kloge valg, men fordi vi som et demokratisk samfund står os bedst ved, at alle aspekter bliver set og hørt. Og derfor ville det være klogt af regeringen ikke kun at informere, men også invitere til dialog. Både med opposition og med befolkningen.