Jakob Steen Olsen: Provinsen sælger os den sidste rest af drømmen om et bedre liv

Provinsen reklamerer voldsomt for at lokke københavnerne ud i sommerlandet. Et Danmark med hvide strande og lyse nætter, Vesterhavet og Kattegat, men uden højspændingsmaster, gylletanke og gennemfartsbyer.

Hvad er det for et Danmark, reklamerne lokker os tilbage til, spørger Jakob Steen Olsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Så er der kamp om københavnernes feriepenge. Nu gik man jo ellers lige og troede, at det der med annoncering næsten var lagt helt på hylden, fordi det første, der ryger, når en virksomhed skal spare skejser i en krisetid, er reklamebudgetterne. Men i reklameblokken forud for TV 2 Lorry står annoncørerne ligefrem på nakken af hinanden for at gøre opmærksom på sommerlandets velsignelser.

Der er sat grænser for danskernes feriedrømme i år; de fleste har i hvert fald opgivet fantasien om at hitte rede i reglerne for at rejse til fjernere himmelstrøg, og det skal udnyttes ude i det Provinsdanmark, som ser ud til at få i både pose og sæk efter tre måneders skræk og bæven.

Nu hvor både nordmænd og tyskere i sidste øjeblik har fået lov til at rulle over grænsen med blikket stift rettet mod de danske fritidshuse, og danskerne i det store og hele også er henvist til at bruge deres tre uger og sammensparede skejser et eller andet sted derude i det hjemlige landskab.

Men sjovt at se, hvad det er, provinsens turistforeninger mener, der skal til for at lokke dig og mig til lige præcis deres lille plet på landkortet. Tag mig, tag mig!

»Og hvem er vi? Alle os, der i sin tid flygtede fra en stille død i den danske provins, fordi vi ikke kunne holde ud at være der.«


For det første har man ræsonneret sig frem til, at man er nødt til at have nogle kendte mennesker til at fange opmærksomheden, de få sekunder reklamen flimrer over skærmen. Er det ikke revykongen Leif Maibom og tilflytteren Thomas Eje, der sidder der og siger mojn på noget, der ligner Dybbøl Banke og med et halvt sønderjysk kaffebord i forgrunden, mens de byder os varmt velkommen til deres del af landet, hvor man håber på en anderledes festlig genforeningsfest med københavnerne?

Hvorefter det er kendiskokken Thomas Rode, der næsten ikke er til at kende, fordi han beholder tøjet på, som taler varmt for den vadehavsegn, han åbenbart kommer fra, mens han defilerer selvbevidst ned ad Tønder-hovedgaden med en Wegner-stol over nakken? Don't ask, som de siger.

Det enkle liv

Reklamerne handler om, at vi skal genopdage det Danmark, vi har glemt. At vi ser, hvor det yppigt glider, frem af forgangne tider. Et Danmark med hvide strande og lyse nætter, Vesterhavet og Kattegat, men uden højspændingsmaster og gylletanke og gennemfartsbyer med døde huse fyldt med vilde katte.

Og hvem er vi? Alle os, der i sin tid flygtede fra en stille død i den danske provins, fordi vi ikke kunne holde ud at være der. Vi skal tilbage til de rødder, vi for længst har hakket over. Reklamerne appellerer til alt det, mange af os har nydt godt af under de tre forbandede måneder: En desperat holden fast i det enkle liv, de fleste af os tabte af syne i et eller andet forudgående årti.

Illusionen om en evig flugt tilbage til barndommen, før far og mor blev skilt. De vil lokke os til det sidste møde med drømmen om en ukompliceret, nøjsom tilværelse, inden trædemøllen, ulvetimen, spændingshovedpinen og stress-sygemeldingerne venter igen.

Nå, lad os få det bedste ud af det. Vi ses derude!