Jakob Steen Olsen: Nedlukningen har gjort noget godt for dansk teater

Det vrimler med fremragende forestillinger på de københavnske teaterscener. Det er, som om teatret har besluttet sig for, at »nu skal vi vise dem«.

Hvis man skal dømme ud fra de teaterforestillinger, der kan opleves i København lige nu, er der noget ganske særligt på færde, mener Berlingskes teaterredaktør, Jakob Steen Olsen. Søren Bidstrup

Aldrig har så mange lavet så meget godt teater for så få!

Sådan føles det, når man vover sig ind i mørket og sætter sig i en af de københavnske teatersale. Måske er det bare et lykketræf. Måske er det bare stjernernes konstellation. Nogle gange bliver teater godt, andre gange er der en million grunde til, at det ikke bliver det, skønt intentionerne fra begyndelsen har været de bedste.