Jakob Steen Olsen: Fri os for flere billeder af blomstrende kirsebærtræer

 

De japanske kirsebærtræer blomstrer. Er der nogen, der har lagt mærke til det? Det tror jeg nok.

Hvert år ved denne tid forvandles ikke mindst alleen ved Bispebjerg Kirkegård i Københavns Nordvestkvarter til noget af en motorvej. Det halve Købehavn valfarter til det lyserøde brus på bakken.

Københavns Kommune forventer, at omkring 150.000 gæster besøger kirkegården i løbet af de uger, træerne blomstrer. I år lidt tidligere end forventet. Så stort er presset på kirkegården, at Kommunen så mindeligt har måttet opfordre de tililende til at respektere omgivelserne og ikke holde skovtur på gravene eller invitere sig selv som kødrand til urnenedsættelser.

Og jo, kirsebærtræer er da pæne, ikke mindst når de står i flor. På den der lidt banale måde, som en flerfarvet solnedgang også er det. Og med deres tuttenuttede fremtoning – træernes svar på Zoologisk Haves pandabjørne – bliver de år efter år romantisk-lyserøde favoritter på de sociale medier.

Københavnerne strømmer til efter kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegard disse dage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

En ting er nemlig, at folk ved selvsyn skal ud at kigge på træerne. Men Gud og hvermand skal også absolut knipse selfies med dem. Ja, det er vist nærmest blevet hele formålet med at tage ud til en kirkegård, man før i tiden kun besøgte, hvis man var død og begravet.

Jeg har lige scrollet ned igennem mit eget Facebook-feed. Ti svirp med tommelfingeren åbenbarede hele fem af slagsen, taget af pæne mennesker, som jeg ellers vurderer til at være ved deres fulde fem.

Og så er det, man får lyst til at spørge: Er københavnernes fotografier af kirsebærtræerne ikke lige så dødssyge som fotografier af folks fødder i liggestolen fra solferien eller billeder af de små poder, der er klædt ud som alt andet end indianere eller og sigøjnerprinsesser til fastelavn? Findes der et filter, der kan sortere dem fra?

Spredt for alle vinde

Turen gennem den lyserøde tunnel er på rekordtid blevet en tradition på lige linje med påske, pinse og Black Friday, perfekt til udbredelse på Instagram og Facebook, hvor vi hele tiden er på udkig efter fotogene rammer, vi kan posere i og få likes på baggrund af.

Og samtidig er det velkendt, at de sociale medier puster til vores angst for ikke at være en del af noget, fear of missing out. Og det må man sige, vi hurtigt kan føle med de blomstrende kirsebærtræer, som brisen snart har spredt for alle vinde. Sandheden om de mange selfies, der får Facebook og Instagram til at skvulpe over, er, at vi desværre ikke er så originale, som vi selv tror. Tværtimod handler det vist om det modsatte: Vi har det bedst med at gøre det, alle de andre gør.

»Sandheden om de mange selfies, der får Facebook og Instagram til at skvulpe over, er, at vi desværre ikke er så originale, som vi selv tror. «


Er der nogen, der med hæs stemme vil kalde sine nærmeste til sig, når man ligger på dødslejet, og hviske, at man fortryder, at man ikke tog nogle flere snapshots af blomstrende kirsenbærtræer, som ligende alle de andres? Næppe. Må jeg ikke foreslå, at man lader kameraet blive derhjemme.

Japanerne var dem, der opfandt det der med at tage ud og kigge på kirsebærtræer. Ja, de har oven i købet et ord for det: sakura. De elsker alt, der er delikat og skrøbeligt. Meningen med et krisebærtræ må være, at man nyder det, mens det er her, og at man benytter lejligheden til at tænke en smule på, at man også selv er her så kort tid, i stedet for febrilsk at forsøge at forevige den korte blomstring.

Hvad det angår, må en slentretur på kirkegården være den rette ramme.