Jakob Steen Olsen: Alt herude minder mig om, at jeg skal dø

Naturen kan give lindring for mange af os i denne tid. Men den minder os også om vores egen forgængelighed.

Jakob Steen Olsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg skal dø.

Den erkendelse er der måske ikke noget overraskende i med tanke på, at jeg bliver 53 år i denne uge. Det burde med andre ord være gået op for mig for længe siden. Men i min frivillige isolation langt ude på landet i Skåne har jeg ikke alene tid til at tænke over den kendsgerning, at alting har sin tid – jeg bliver også mindet om det af alt omkring mig.

Før coronaepidemien kiggede jeg det meste af døgnet ind i en skærm gennem min fedtede læsebrille. På arbejdet, når jeg løste mine opgaver, og når jeg kom så træt hjem, at jeg ikke orkede andet end at proppe TV eller mobiltelefon i de udpinte øjne. Jeg er ikke ene om at leve et pseudoliv foran en skærm: Undersøgelser viser, at for eksempel amerikanerne tilbringer 25 procent mindre tid i naturen end før.

»I min have kan jeg glemme alt omkring mig for en stund, for når jeg sidder og luger ukrudt eller balancerer med en trillebør, er jeg koncentreret om opgaven, samtidig med at tankerne kan strømme frit. «


Men herude på landet, omgivet af flade marker og åben himmel, er jeg i daglig kontakt med den natur, man så let kan miste forbindelsen til i storbyens stenede ørken.

Der var ingen tvivl om, at det var på landet, vi ville være, da coronaepidemien ramte os. Først og fremmest fordi det lille blå træhus på marken føles trygt: Herude er vi ikke nødt til at være nervøse for at nyse på andre, for så langt nede ad markvejen kommer der ikke et øje.

Trøst i kastanjen og fasanen

Noget andet er selvfølgelig muligheden for at kunne trække vejret helt ned i lungerne ved også at kunne være i sin have og den omgivende natur, der strækker sig til alle sider.

Jeg ved nemlig af erfaring, at der ikke er noget som natur, der læger mine sår. I min have kan jeg glemme alt omkring mig for en stund, for når jeg sidder og luger ukrudt eller balancerer med en trillebør, er jeg koncentreret om opgaven, samtidig med at tankerne kan strømme frit.

Samtidig ved jeg, at der er en umiddelbar trøst at hente i de dyr og planter, som lever deres egne liv uafhængigt af menneskers gøren og laden. Kastanjetræet står der, hvor det altid har stået, med sin faste stamme og grenene spredt ud over landskabet. Fasanen, det gamle båthorn, skræpper stadig op i hegnet. Den nikkende fuglemælk pibler op her der og allevegne, uanset om jeg vil det eller ej. Mejsen og skovspurven sværmer om fuglekasserne for snart at finde et sted at ligge på deres æg – præprogrammeret til opgaven, sådan som de har været det år ud og år ind og også vil være det, når jeg ikke er her mere.

Der er en umiddelbar lindring at finde for den uro – lad os bare kalde det angst – jeg føler i denne tid. Naturen, den er der bare. Og der er et umiddelbart håb at hente i det tidlige forår, der langsomt, men sikkert skyder op: Mod lysere tider!

Men hele den naturens cyklus, jeg er vidne til herude, er altså også en påmindelse om altings forgængelighed, som naturligvis forstærkes af radioens bulletiner om flere dødsfald. En rådden træstub, der er ved at blive overtaget af svampe. En afsjælet fugl, der ikke klarede vinteren. De visne blade, der klynger sig sammen i et hjørne. Alt det minder mig om, at også jeg kun er her på træk, er født for at dø. Det er der, underligt nok, også en slags trøst i.