Jakob Engel-Schmidt om DR: »Alvorlig overskridelse af de presseetiske regler«
Kulturministeren langer ud efter DR, efter det kom frem, at der i en omstridt dokumentar var tilføjet en lydeffekt.
Kulturministeren langer ud efter DR, efter det kom frem, at der i en omstridt dokumentar var tilføjet en lydeffekt.
Kulturministeren kalder DRs brug af en lydeffekt i en dokumentar for »en alvorlig overskridelse af de presseetiske regler«. Det skriver fagbladet Journalisten.
Det sker, efter Filmmagasinet Ekko for en uge siden skrev, at DR havde lagt kunstig lyd på dokumentaren »Forfulgt af politiet?«, så det ifølge kritikerne kunne forstærke indtrykket af, at politiet sparker en anholdt person.
Siden fjernede DR lyden fra den stærkt omdiskuterede dokumentar, som fik premiere i 9. oktober.
Dokumentaren handler om en familie fra Vejle, der stammer fra Syrien, som utallige gange har været i konfrontation med Sydøstjyllands Politi, og den viser ene række voldsomme anholdelser, hvor politiet både bruger magt og peberspray.
Selvom DR både har fjernet og beklaget lyden, har Mikkel Børn, Dansk Folkepartis kulturordfører, stillet et såkaldt § 20-spørgsmål til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M):
»Mener ministeren ikke, at det er en overtrædelse af DRs forpligtelse til at præsentere objektiv og uforfalsket journalistik, at DR som offentligt finansieret statsradiofoni i dokumentaren »Forfulgt af politiet?« har valgt at anvende kunstige sparkelyde i en overvågningsvideo, hvilket rejser alvorlige spørgsmål om manipulation og mistænkeliggørelse af politiet, og hvad bør konsekvenserne være for en sådan redaktionel beslutning?«
Og det er på det spørgsmål, at kulturministeren svarer, at han »er enig med hr. Mikkel Bjørn i, at det er en alvorlig overskridelse af de presseetiske regler«. Svaret faldt onsdag i Folketingssalen.
Kulturministeren henviser dernæst til det medieansvarsudvalg, som første gang blev præsenteret af daværende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i 2022.
Ifølge Jakob Engel-Schmidt er det »netop den slags sager« man skal kunne henvise til medieansvarsudvalget.
Thomas Falbe, der er chefredaktør i DR Nyheder, har skrevet på X, at han er uenig i Ekkos historie om lyden, som han selv havde udtalt sig til.
»Det er ikke en korrekt fremstilling i Ekko af mit synspunkt. Jeg har aldrig talt med Ekko om en »sparkelyd«, jeg har ikke hørt det udtryk før, at det står i deres artikel,« skrev Falbe og fortsatte længere nede:
»Det er næsten uhørligt, det er ikke reallyd men en lille trommelyd, så derfor mener jeg det er at skyde gråspurve med kanoner at kalde det manipulation. Men principielt er jeg enig i, at man ikke skal bearbejde dokumentationsbærende klip.«
Dokumentaren handlede også om den nu 17-årige Farhad Tobers angivelige forsvinden, men efter udsendelsen af dokumentaren er drengen blevet genforenet med sin familie.
Produktionsselskabet Deluca Film A/S har produceret »Forfulgt af politiet« for DR.
Berlingske arbejder på at få en kommentar fra Thomas Falbe.