Hvornår indtraf dit professionelle livs mest afgørende øjeblik?
»Det var, da jeg, efter en nølende start, gik all in med vores pop-duo, Laban. Da det valg var truffet, var der ingen vej tilbage og – efter gruppens ophør – ingen vej udenom. Labans store succes har påvirket al min virksomhed siden, om jeg ønskede det eller ej.
Jeg kan huske, at Mads Kastrup, som i dag er redaktør på Ekstra Bladet, var ung rockanmelder, da jeg spillede på Vestergade 58 i Aarhus med mit første band efter Laban. Vi spillede helt ny, selvskreven rockmusik. I sin anmeldelse kaldte Mads Kastrup mig for tapper, fordi jeg kæmpede med det image, jeg havde fået. Og så citerede han sin kvindelige ledsager, som sagde: »Når jeg lukker øjnene, lyder det pissegodt, men når jeg åbner dem igen, kan jeg ikke tage det alvorligt.« Det var den kamp, jeg havde – det tog ti år, inden man holdt op med at skrive mit navn med mellemnavnet Laban. Men jeg er heller ikke blind for, at Labans succes har gjort nogle ting mulige for mig, som ellers ikke havde været mulige.«
Hvad er din største succes i livet – også professionelt?
»Da vores team omkring Laban gik på den amerikanske Billboard-hitliste med min sang »Love in Siberia«. Det var der ingen, der havde troet. Der var kun tre danskere, der havde været på den hitliste før, nemlig Bent Fabricius Bjerre med »Alley Cat«, Jørgen Ingmann med »Apache« og Laid Back med »White Horse«. Så vi var vældig stolte. Nu er det jo nærmest noget, der sker hvert år for danske kunstnere.«
Hvad er du ikke lykkedes med i tilværelsen?
»At få komponeret en ny sang, der står stærkere i befolkningens bevidsthed, end »Hvor skal vi sove i nat?« – stadig – gør.«
Gommen holdt en tale for sin brud, der var så smuk og bevægende, at jeg næsten fik lyst til at blive gift igen, bare for at få lov til at gøre min egen bryllupstale om.
Har du et ar, der fortæller en særlig historie?
»Jeg har et ar højt på brystet efter min hjerteklapoperation. Et godt minde om noget af det, der rent faktisk fungerer i vores velfærdssamfund. Hvis man som jeg vågner op på Skejby og har fået en ny klap – og selv om jeg godt ved, at det er en fabrik, og de har gjort det 30.000 gange – så er man alligevel taknemmelig. Jeg sagde til kirurgen: »Huskede du at gemme min gamle klap, så jeg kan få den med hjem i et glas med sprit?« – »Næh, det glemte jeg sgu, men den var heller ikke værd at gemme på,« svarede han.«
Hvordan føles kærlighed?
»Jeg har lige været til bryllup – to voksne mennesker på 45 og 50 år. Gommen holdt en tale for sin brud, der var så smuk og bevægende, at jeg næsten fik lyst til at blive gift igen, bare for at få lov til at gøre min egen bryllupstale om.
Kærlighed er kompleks, og når et kærlighedsforhold bliver ældre, bliver det selvfølgelig mere facetteret, end mens den første, umiddelbare forelskelse raser. I mit liv har jeg pisket rundt og været lige så meget hjemmefra, som hvis jeg var arbejder på en boreplatform. Der havde jeg jo i ekstrem grad brug for min partners opbakning og for den tryghed, det var at vide, at hun holdt sammen på det derhjemme. Nu er hun syg og regner selvfølgelig med mig på samme vis. Det er også en facet af kærligheden.
Kærlighed mellem to mennesker giver en forstærket tro på, at man ikke selv er ligegyldig. Og ved rent faktisk at betyde noget for en anden, opnår man et forøget selvværd og bliver den bedste version af sig selv. Eller som i fortællingen om den amerikanske indianer, der ikke i sit sprog havde ordet kærlighed til at beskrive forholdet mellem to mennesker og derfor måtte gå nogle ret beskrivende, sproglige omveje:
»Må jeg godt komme og besøge dig igen i morgen? Jeg kan så godt lide mig selv, når jeg er sammen med dig!«.«
Hvad er det største problem i verden lige nu?
»Mange vil sikkert sige, at det største problem er klimakrisen. Men jeg vil nok sige, at det største problem er vores manglende evne til at gøre noget ved problemerne. En mangel på handlekraft over for virkeligt store problemer, som ikke mindst skyldes ulyst til at dele verdens rigdomme. Så i virkeligheden er svaret på spørgsmålet ulighed.
Vi har altid haft en anelse om, at den velbjergede nok skal passe på sit. Har man ikke vidst det før, har WikiLeaks og anden afslørende netvirksomhed vist, at enorm velstand er samlet hos meget få individer. Der er velstand nok på kloden til at gøre noget virkelig radikalt ved tingene. Men vi er åbenbart endnu ikke udviklet så meget som art, at vi kan tilsidesætte hensynet til sig selv og sine for at gøre en samlet indsats.
Hvad angår klimatruslen er jeg optimist og tror på, at nu vender skuden. Det er blevet hipt at være ren, det er blevet god karma at være klimaopmærksom, og det er simpelthen god business ikke at svine. Og det faktum, at det er god business, betyder, at kræfterne lægges i innovation og forskning, og så skal fremskridtene nok komme.«
