Ingmar Bergman genbesøgt: »Hvorfor var jeg så længe ude af stand til normale, menneskelige relationer?«

Den svenske instruktør Ingmar Bergmans erindringsværk »Laterna Magica« er genudsendt på dansk. Det er hans barske dom over sig selv som menneske, men også en enestående indgang til hans kunst.

Bergman
Selviscenesat: Ingmar Bergman poserer på et tidspunkt i 1960erne, hvor han internationale berømmelse for alvor tog fart. Fold sammen
Læs mere
Foto: BONNIERS HYLEN

Det er først nu, hvor forrådnelsen er sat ind, og hvor jeg ikke har helt så meget tid tilbage, at jeg fatter, hvad det er, Ingmar Bergman taler om. Jeg læste hans erindringsbog »Laterna Magica«, dengang den af en eller anden mærkelig grund blev sendt ud til alle i hele landet med bogklubben 12 Bøger i slutningen af 1980erne. Men forstod jeg egentlig hvad den handlede om?

Det er først nu, hvor bogen genudsendes på dansk, at Bergmans blik på livet og menneskene, betragtet med medfølelse og kynisme, klinger rent i mig. Der er en ejendommelig trøst i råhedens ubønhørlighed: Livet er meningsløst, men du er ikke alene med at synes det.

Bergmans livsanskuelse strømmer gennem hans fremragende prosa. Har han ligefrem overtaget den direkte fra idolet, den sene August Strindberg? En masse af erindringsfragmenterne i Bergmans bog illustrerer én og samme pointe som Strindbergs mest berømte symbolistiske drama, »Et drømmespil«, som Bergman vendte tilbage til gang på gang på teatret, i den ene iscenesættelse efter den anden: »Det er synd for menneskene.«

Ubestemmelig halvvirkelighed

Men det er også hos den store forgænger, han henter dramaturgien. Strindbergs halvt opløste realitet, hans ubestemmelige halvvirkelighed, går igen i  Bergmans film, men også i hans bog om sit liv: Den sande virkelighed kan man ikke give naturalistisk form. Hvad er det, det hedder hos Strindberg i det berømte forord til netop »Et drømmespil«: »Alt kan ske, alt er muligt og sandsynligt. På en ubetydelig virkelighedsgrund spinder indbildningen videre og væver nye mønstre«.

»Befriet for skolens jernkorset begyndte jeg at løbe løbsk som en gal hest og holdt ikke op før seks år senere, da jeg blev chef for Helsingborg Stadsteater.« Udateret foto af den unge Bergman. Fold sammen
Læs mere
Foto: -.

Bogen vrimler med scener, hvor før og nu, digt, drøm og realiteter flyder sammen. Det indre bliver til det ydre.

Livet er et sted, der ikke giver meget mening. Hverken i de tidlige barndomsår i den facadebevidste præstefamilie med alle dæmonerne, herunder en voldelig far, i nogle af de mange parforhold eller i den kaotiske karriere, der efterhånden blev kronet med verdensberømmelse som filminstruktør. Sjæle græder i ubodelig ensomhed, barndommens sår læges aldrig, den ene psykologiske krise tager over fra den anden, tyndskid og natlig angst hører til dagens orden. Kærligheden er ubestandig, og forsøget på at få svar på livets gåder er en umulighed.

Han gør forsøget

Tag nu bare de spørgsmål, han i fantasien stiller sin forlængst afdøde mor hen mod slutningen, hvor han drømmer sig til, at han opsøger hende i barndomshjemmet for at konfrontere hende med nogle af de traumer, der løber gennem bogen:

»Hvorfor blev min bror invalideret, hvorfor blev min søster trykket ihjel til et skrig, hvorfor levede jeg med et aldrig lægt, inficeret sår, som gik gennem hele min krop? Jeg vil ikke udmåle skyld, jeg er ikke inkassator. Jeg vil bare have at vide, hvorfor vores elende blev så forfærdelig inden for den skrøbelige sociale prestige. Hvorfor blev mine søskende så blodigt ramt, trods omsorg, støtte og tillid? Hvorfor var jeg så længe ude af stand til normale, menneskelige relationer?« Svaret får han aldrig.

Bergman satte sig til at skrive den sandhed, der ikke sådan lader sig finde. Men han gjorde forsøget. Han satte sig for at lodde erindringens sortmudrede dybder og præsentere sine domsfældelser så ærligt som muligt. Ikke mindst holdt han rettergang over sig selv - han er en manisk, selvoptaget kvindemisbruger, ligeglad med sine mange børn, udstiller en lang række kolleger nedrigt sladrevornt. Men han ved i det mindste godt, at han er en dum skid. Det gør bogen til en nærmest voldsom læseoplevelse, hvor iscenesat den end er.

ccc Fold sammen
Læs mere

Og nogle gange må man altså lyve for at nærme sig sandheden. Faktatjek har forlængst afsløret, at selv de første sætninger i bogen er lodret løgn. »Da jeg blev født i juli 1918, havde mor den spanske syge, jeg skrantede og blev nøddøbt på sygehuset. En dag fik familien besøg af den gamle huslæge, som kiggede på mig og sagde: den er jo ved at dø af underernæring.« Vel var han ej. Og moren havde ikke den spanske syge. Men indledningen sætter scenen for nogle omgivelser, den usunde præstefamilie, der er noget fundamentalt galt med. Den placerer Bergman som en overlever på trods allerede fra fødslen.

Kunsten som magi

Og hvad så med den kunst, som han gang på gang beskriver, så man for alvor forstår betydningen af den? Filmen på den ene side, hvor han fortolker sider af sit eget liv. Teatret på den anden, som giver ham mulighed for at trænge ind i det almenmenneskelige. Den er en livsopgave, et sisyfosarbejde, der bliver en slags trøst, selv om det kun kan lykkes i glimt. Selv om kunsten på den ene side omtales som magi, er der ikke noget geniforklaret over hans egen fortolkning af arbejdsmetoden:
»Jeg deltager aldrig i dramaet, jeg oversætter, konkretiserer. Vigtigst: Jeg har ingen plads til mine egne komplikationer andet end som nøgler til tekstens hemmeligheder eller som kontrollerende impulser for skuespillernes kreativitet«.

Med Liv Ullmann under indspilningen af »Hvisken og råb« i 1971. De to dannede også par privat, indtil  hun rejste for ikke at komme tilbage: »Vi bekæmpede vores dæmoner, så godt vi kunne.« Fold sammen
Læs mere
Foto: RAGNHILD HAARSTAD.

Lad os lige vende tilbage til det med Strindberg. Citatet er ikke hentet fra  »Laterna Magica«, men et interview forud for Bergmans fjerde opsætning af »Et drømmespil«
»Strindberg er en naturkraft. I min tilværelse er han som havet. Jeg ved, at det er der, og jeg drages imod det. En sådan digtning kan man ikke sætte på formel, uden at det mislykkes på det sørgeligste. En sådan digtning er noget, man lever med, noget, som forandrer sig med ens egen udvikling som menneske.«

Det samme kunne man sige om Bergmans enestående erindringsværk. Det har de samme kvaliteter. Var han ikke blevet en stor filmkunstner, var han blevet en stor forfatter. Eller rettere: Han var det.

Laterna Magica

Forfatter: Ingmar Bergman. Oversættelse: Ida Elisabeth Hammerich, revideret af Anders Julel Michelsen. Efterord af Dorte Nors. Sider: 332. Pris: 200 kr.