Kæmpen ude på øen er ikke mere

»Egentlig må man ikke røre ham. Men netop fordi han er så ophøjet, synes jeg, at vi alle har ret til ham. Det var den følelse, jeg gik ud fra.« Sådan sagde den unge svenske forfatter Alexander Ahndoril sidste år, da han udgav romanen »Instruktøren«, hvor han i en fiktiv selvbiografisk form placerede sig inden i Ingmar Bergmans hoved. Romanen vakte en del debat, og efter sigende var den gamle mester ikke selv begejstret.

Men Ahndorils formulering siger noget om den pondus, med hvilken Bergman fremtrådte i sin oldingealder. Han var så stor, at han overskred almindelig menneskelig målestok. Han var en levende myte, og hvis han ikke ligefrem gik rundt iblandt os, så sad han i hvert fald ude på sin skærgårdsø og holdt som en ensom kæmpe himmelhvælvingen oppe. Men nu er det slut.

Det kan være svært at finde de rette vendinger at hylde Bergman med. I en tid, hvor nulliteter gælder for berømtheder, nedslides de ord, vi har til at betegne virkelig storhed, og måske har vi også et horn i siden på den. Ophøjelsen kan ofte blot være en station på vej mod nedstyrtningen. Lad os da holde os til det faktuelle, som i sig selv er bemærkelsesværdigt nok.

Ingmar Bergman var nyskabende som filminstruktør, han var en auteur, der skrev sine egne manuskripter og kunne have fået en litterær karriere, hvis det var den vej, han havde valgt at gå. Han var først og sidst dramatikeren og iscenesætteren og skabte nærmest egenhændigt en serie svenske verdensstjerner inden for skuespilkunsten. Han formåede at krydse den svære grænse mellem det smalle og det brede, da han med »Fanny og Alexander« fik en sen folkelig succes.

Bergmans person og synspunkter var altid omgærdet med stor interesse, men på en måde hvor selv almindelig nyfigenhed kunne føles at tjene et højere formål. Med Bergman kom man altid dybere ned i de vigtige ting i tilværelsen. Han ragede op, også i sin livsform, hvor hans mange ægteskaber, erotiske eventyr og deraf følgende børneflok blev betragtet med en vis skrækblandet fascination af det efterkrigspublikum, der endnu ikke selv var gået til sådanne yderligheder, men så det som den store kunstners lod. Det siger næsten sig selv, at han måtte komme på kollisionskurs med den stærke kollektive mentalitet i det svenske folkehjem, og en skattesag tvang ham på et tidspunkt i udlændighed.

Der var, ikke mindst set fra resten af verden, noget typisk nordisk i Bergmans ofte dystre eksistentielle temaer. Han gjorde op med kristendommen og sin egen familiebaggrund i et strengt præstehjem og tematiserede det moderne menneskes gudsforladthed på en radikal måde. Han var en klassisk modernist, for nu at bruge en lidt paradoksal formulering, livet igennem i opbrud fra traditionen, både med sin tilgang til tilværelsen og sit filmiske formsprog. Der kommer ikke en Bergman til.