Ingemanns-land: TV-værtens livslange kamp med selvmord, dæmoner og dårligt selvværd

Lægen var ikke i tvivl: »Du skal stoppe. Nu!«

På vej hjem fra Aalborg havde TV-værten Peter Ingemann et par dage forinden hamret hænderne mod rattet, da han var færdig med optagelser til boligprogrammet »Nybyggerne« på TV 2. Klar over, at han var på vej ind i rød zone. For højt blodtryk, hjerteflimmer, kortere lunte, følelsen af hele tiden at løbe efter sig selv, depressiv, manglende overskud og ingen lyst til andre mennesker.

»Jeg tudbrølede og sagde til lægen, at vi i min familie altid har været vant til at kunne kæmpe os ud af problemerne. Hvortil hun svarede:

»Det kan du bare ikke denne gang. Du risikerer at vælte«.«

Alligevel forlod Peter Ingemann lægen uden en sygemelding. Dagen efter skulle han være vært på finaleafsnittet af »Nybyggerne« og et par døgn senere rejse til Nordkorea på optagelse.

Far skød sig selv

Kunne han måske ikke med næver og kløer selv komme ud af en vanskelig periode? Havde han ikke altid været en handlingens mand? Altid sagt: »Hvad kan vi gøre for at løse det her?«

Lægen kendte ham ikke, hun vidste ikke, hvilket stof han var gjort af, og hvad han havde været igennem i sin opvækst med en far, der var kvartalsdranker og til sidst endte med at skyde sig selv i en alder af kun 57 år.

»Jeg har lært at navigere i kaos og uforudsigelighed, for jeg vidste aldrig, hvornår min far ville forsvinde på en af sine drukture, der kunne vare i op til to uger. Eller hvad der skete, når han var hjemme og omtåget af alkohol. Midt i alt det har min mor i alle årene været en klippe, selv om mine forældre endte med at blive skilt.«

Som dreng var Peter Ingemann med sin far på værtshus. Han kender det miljø og de mennesker og bliver sjældent rystet over noget som helst, siger han.

»Jeg har været vant til søvnløse nætter og råben og skrigen ude på gårdspladsen, så en lille indre rystetur burde ikke udløse en sygemelding, men være noget, jeg selv kunne klare.«

Finalen i »Nybyggerne« gennemførte Peter Ingemann. Men det var som »at kæmpe sig gennem Stalingrad i 40 graders frost og med kuglerne flyvende om ørerne.«

Bagefter overgav han sig. Lagde sig fladt ned. Ringede til sin læge. Erkendte, at han var syg af stress og gik i hi i to og en halv måned hjemme i Silkeborg, før han genoptog jobbet på TV 2. Stress-sygemeldingen for to år siden beskriver Peter Ingemann i dag som en kulmination på en livslang kamp mod dæmoner og dårligt selvværd. En kamp mod sit uhyre under sengen, som han kalder det.

Dulmer de mørke tanker med heavy metal

Efter at hans far i 2002 valgte at tage sit eget liv, kastede Peter Ingemann sig over sit arbejde som TV-journalist. Ikke sjældent med dage på op til 14 timer, når han var på optagelse. Han kunne blive ved, har altid haft en stor arbejdskapacitet. Når han arbejdede, behøvede han ikke at tænke på alt muligt andet. Blev tankemylderet og mørket for overvældende, satte han sig ind i sin bil og skruede op for heavy metal-bands som Judas Priest og Black Sabbath. Højt op så han kunne blive blæst godt igennem.

»Det gør jeg stadig, når mine tanker myldrer for meget, og jeg trænger til at hvile hovedet. Der er noget beskidt og noget sindssygt brutalt over nogle bestemte heavy metal-bands. Jeg elsker det, for det overdøver noget af alt det, jeg tænker, og får mig samtidig til at slappe af.«

Peter Ingemann trækker en forbindelse til den skelsættende dag i 2002, hvor han stod inde i en kvælende varm telefonboks på Mallorca med lydisolerede brune vægge, der på sekunder sugede al energi ud af ham.

»Det var min søster, som ringede og sagde, at vores far havde skudt sig om natten,« siger Peter Ingemann, som for nylig udkom med bogen »Elsk afgrunden«.

»Selvfølgelig var jeg chokeret og dybt, dybt ulykkelig, men et eller andet sted havde jeg også set det komme, og jeg følte ingen skyld. Det var ikke første gang, min far havde prøvet at tage sit eget liv. Jeg var kun fire år, da han spiste piller, men uden at det lykkedes. Selv om min far i perioder var på sprut og piller, var han min allerbedste ven og min nærmeste fortrolige. Når han var ædru, var han en kærlig og nærværende far. Vi talte nok sammen i telefonen otte til ti gange om dagen,« siger Peter Ingemann.

»Vi ringede bare op til hinanden, uden at sige hej; vi røg bare direkte ind i en samtale. Det var et kæmpestort savn, men på en mærkelig måde også en lettelse, da han døde.«

Uhyret under sengen

Peter Ingemann er kørt fra Silkeborg om morgenen og sidder nu på Berlingske i Pilestræde efter store problemer med at finde parkering. Han har været faret lidt vild i Silkegade. »Jeg er jo fra Jylland,« lød beskeden i telefonen.

I går aftes holdt han foredrag for 987 mennesker i Skive, i sidste uge i Odense med over 1.300 tilhørere, og i morgen tidlig flyver han til Dresden i Tyskland. Alt sammen uden en oplevelse af føle sig stresset på den dårlige måde.

»Efter min stress-sygemelding tog jeg en næsten dogmeagtig beslutning. Jeg arbejder aldrig over otte timer ad gangen, og jeg siger kun ja til det, jeg kan mærke, jeg har lyst til at være med til. Det har været en kæmpe befrielse. Paradoksalt nok føler jeg, at jeg har fået mere værdi, og at de ting, jeg laver, er blevet bedre. Jeg har tvunget mig selv til at skære det overflødige væk og tænke mere skarpt.«

Uhyret under sengen, som gennem årene med mellemrum har vist tænder, er identisk med Peter Ingemanns dårlige selvværd. Noget han har bokset med i årevis, men som han efterhånden synes, han har fået bugt med.

»Uden at lyde selvfed og med alle de fejl og mangler jeg har som far, mand, journalist og alt muligt, er jeg efterhånden i en alder af 45 år nået til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg godt kan være mig selv bekendt. Jeg ved godt, at jeg er god nok. Og det siger jeg uden at lyde som en TV-krukke. Men i mange år har jeg higet efter min fars anerkendelse og længtes efter at blive set og taget alvorligt af ham. Ikke at han var en kold far, som aldrig roste.

Problemet var, at det kun skete, når han var ædru. I de perioder, hvor han drak, havde han en fuldstændig ligegyldighed over for min mor, min søster og mig. Det gjorde, at jeg i årevis tvivlede på, om han overhovedet så mig, anerkendte mig. Havde vi som familie ikke en værdi for ham, når han i den grad fravalgte os?

Besat af at blive anerkendt – af far

Jeg var besat af at vise ham, hvor god jeg var. Han skulle være stolt af mig, og han skulle se mig. Måske er det sådan, at mennesker, der har den slags uhyrer under sengen og som barn har kæmpet for at blive set af sin far eller mor eller dem begge, har et særligt behov for at blive eksponeret senere i livet? Ved at blive TV-vært for eksempel?«

I dag er Peter Ingemanns far med ham hver eneste gang, han producerer TV. I hvert fald inde i hovedet.

»Han er med i den måde, jeg møder modstand på. Hvis jeg har fået noget godt ud af min opvækst med en alkoholiseret far, så er det, at der skal meget til at slå mig omkuld eller overraske mig. Der var min stress-sygemelding, som var en kulmination af flere ting. Men ellers er jeg lidt af en verdensmester i at navigere i kaos og tackle noget, som ingen havde kunnet forudse.«