Ikke alle museer er i knæ: »Vi har ramt den lige i røven«
Museer med høj andel af udenlandske gæster bløder, men 85 procent af de danske museer har oplevet fremgang i besøgstallet i sommeren 2020.

Museer med høj andel af udenlandske gæster bløder, men 85 procent af de danske museer har oplevet fremgang i besøgstallet i sommeren 2020.

Dårligt sommervejr, rejserestriktioner og billigere entrépriser har fået danskerne til i stort tal at tage på museum i år.
En undersøgelse fra Organisationen Danske Museer, der tager pulsen på museernes tilstand, viser, at hver tredje museum trods coronavirussen faktisk synes, at det går OK. Af undersøgelsen fremgår det også, at hvert sjette danske museum føler sig meget presset på økonomien og har brug for yderligere hjælp.
85 procent af museerne har højere besøgstal i sommerferien 2020 end i sommerferien 2019. Over halvdelen oplever en fremgang i besøgstallet på 50 procent.
Langelandsfortet på Langeland har oplevet en massiv fremgang i besøgstallet – de har tilmed sat ny publikumsrekord med 39.800 besøgende indtil nu.
»Vi har ramt den lige i røven med vejret. De halverede billetpriser har også været medvirkende og har gjort, at danskerne har været opsatte på at opleve en masse. Vi har sat ny rekord og er meget glade,« siger Peer Henrik Hansen, der er museumsleder på Langelands Museum, som Langelandsfortet hører under.
Der er en masse danskere, som har fået øje på vores museum.Peer Henrik Hansen, museumsleder på Langelands Museum
Langelandsfortet er et sæsonmuseum og har åbent fra april til oktober, og rekorden er allerede sat efter kun at have holdt åbent i tre måneder siden genåbningen i slutningen af maj.
Trods den nye rekord er det ikke sikkert, at det kommer til at betyde bonus på bundlinjen. Det afhænger af, om ansøgningen til at få dækket de sidste 50 procent af billetindtægterne går igennem.
»Får vi ikke kompensationen, kommer vi ud med røde tal,« siger Peer Henrik Hansen.
De gæster, der er væltet ind på det langelandske museum, er fortrinsvis danskere. Museet er ikke afhængigt af udenlandske besøgende, der typisk kun udgør otte-ti procent af de besøgende. Peer Henrik Hansen oplever, at det er danskere i sommerhus, der har besøgt museet.
»Da danskerne ikke kunnet rejse ud, ledte de efter sommerhuse i Danmark. De fik øjnene op for, at dem var der mange af på Langeland. Der er en masse danskere, som har fået øje på vores museum,« siger han.
Nye rekorder og optimisme er ikke udelukkende det, der fylder på Langeland, for der har også været masser af bekymringer og problemer i kølvandet på coronakrisen.
»Vi har skullet lave mange tilpasninger og ombygninger for at kunne overholde restriktionerne. Det har også skabt lange køer, at der eksempelvis kun må være ti personer ad gangen i en bunker,« siger Peer Henrik Hansen.
»I starten fik jeg ondt i maven af bekymring over, om folk mon ville brokke sig over de lange køer, men meget få har brokket sig, og de, der har bedt om det, har fået deres penge tilbage.«
Vil du mene, at coronavirussen faktisk har været en fordel for jer?
»Både ja og nej. Det har ikke været en fordel, at vi har skullet lave ombygninger og restriktioner. Fordelen er, at vi har fået indsigt om vores kapacitet og ny viden om vores gæster. Vi kan godt trække flere til, end vi selv troede. Det tvinger os til at blive skarpere på, hvordan vi håndterer det, hvis noget lignende skulle ske i fremtiden.«
Om der blot er tale om et heldigt år, hvis man kigger på besøgstallet, har han svært ved at svare på, men han håber, at publikumsfremgangen vil fortsætte i kommende sæsoner.
»Måske er der en masse danskere, der har fået øjnene op for nye feriemål, og det kan være, at nogle laver deres feriemønstre om og holder ferie i Danmark. På den måde kan det være, at vores sted får større besøgstal og bevågenhed.«