»I vores moderne samfund er tro noget meget mystisk. »Tror du?« spørger man undrende. Ja, det gør vi da alle«

Kristendommen giver os et eksistentielt sprog for livet, kærligheden og døden. »Hvis vi ikke havde det sprog, så ville vi mangle ord,« siger forlægger Louise Dorthea Vind.

»Når man får børn, mærker man en uforbeholden kærlighed, som den beskrives i Bibelen i forholdet mellem Gud og Jesus, Faderen og Sønnen. Det er billedet på det, man føler. Man oplever pludselig noget, som er større end en selv,« siger forlagschef Louise Vind. Søren Bidstrup

Louise Dorthea Vind var et eftertænksomt barn, som spekulerede over livet og ikke mindst døden, og hun blev meget tidligt bevidst om sin kristne tro.

»Allerede som barn, da jeg var under ti år, tænkte jeg ofte »Åh nej, jeg skal jo dø en dag«, og som ung kæmpede jeg med en stor dødsangst, og det får jo en til at tænke over tingene, for man kan ikke leve sit liv i evig frygt. Man er nødt til at finde ud af det, finde et sprog for det.«