I nat får Danmark en ny radiokanal, men redaktionen kan ikke samles: »Vi blev født i modvind. Vi klarer også det her«

I aften – når tirsdag bliver til onsdag – sender Danmarks nye radiokanal Loud for første gang. Det sker med flere båndende optagelser, sammenlagte programmer og rigelige mængder håndsprit. Ifølge radioens direktør har corona-virussen ændret radioen på mange måder. Men det er ikke kun dårligt.

»Vi skal jo være de unges radio og netop nu sidder mange af dem og er alene og i tvivl. Hvad skal der ske med deres uddannelse, hvad skal der ske med deres venner? Vi skal være den ven, de kan opsøge for at afløb for deres tanker og frustrationer,« siger Ann Lykke Davidsen, der er direktør på LOUD, der begynder at sende i nat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto

Radio Loud, Danmarks nye landsdækkende kanal, havde lige ansat de sidste folk, da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned.

Den 3. marts holdt man fælles morgenbord, præsentationsrunde og brandtaler. Der var god stemning og holdånd. Men medarbejderne nåede næsten kun navnerunden – så blev de sendt hjem igen.

»Vi havde lige ansat de sidste, da jeg hørte på Nyhederne, at Danmark stod for at lukke ned. Jeg havde selv noget familie, der kom hjem fra Østrig og skulle i karantæne, så jeg kunne godt mærke, hvor det bar hen. Jeg stod både for at skulle starte en radiokanal og holde medarbejderne på afstand af hinanden,« husker Louds direktør, Ann Lykke, som siden har kæmpet for at få radioen i gang uden at overskride myndighedernes anvisning.

Når Radio Loud sender for første gang i aften, bliver det med en justeret sendeplan, mindre redaktioner og indlagte pauser, så alt kan sprittes af i de nye studier. Indledende møder er holdt online og programmer er lagt sammen, så de bedre kan imødekomme den situation, landet står i.

»Det har aldrig været nemt det her. Loud blev født i modvind, det er ingen hemmelighed at mange var utilfredse, da vi vandt licensen. Men vi klarer også det her,« fastslår Ann Lykke.

Født i modvind

Det vakte ganske rigtigt en del kritik, da det blev offentliggjort, at Loud, der især henvender sig til de unge på 15-32-år, vandt Kulturministeriets udbud om den digitale radiokanal, som ellers var opfundet som en redningsplanke for Radio24syv.

Først og fremmest blev der sået tvivl om processen. Flere undrede sig blandt andet over, at Loud fik flere point i satire-kategorien end Radio24syv, der havde enorm succes med blandt andet Den Korte Radioavis. Loud havde et mere løst koncept, der gik ud på at lade komikeren Sebastian Dorset arbejde med stoffet. Dorset har siden trukket sig.

Det vakte stor kritik, da Radio LOUD vandt sendetilladelsen til den kanal, der ellers blev udtænkt til Radio24syv. Den 5 november lavede tusindvis af lyttere en såkaldt »tavs demonstration« foran Kulturministeriet før medieordførere skulle mødes om de klager, der blev modtaget over behandlingen af ansøgninger til dab-udbuddet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Efterfølgende har Rigsrevisionen gennemgået Radio- og tv-nævnets afgørelse, mens Radio24syvs advokater har stævnet nævnet i sagen om det omdiskuterede udbud.

Under hele forløbet har Radio Loud kæmpet for at sammensætte holdet og banke en virksomhed sammen. Brikkerne er langsomt faldet på plads – og siden Mette Frederiksens første pressemøde for to uger siden – blevet taget op igen.

»Vi har været nødt til at fokusere på færre livesendinger og programmer uden gæster i studiet. Vi varierer sendefladen, så et direkte program altid følges op af et båndet program, så der er god tid til at spritte studiet af,« siger Ann Lykke, der også fortæller, at værtstræningen af radioens nye værter, har været aflyst. Alt skal nu læres live.

Loud skal være de unges ven

Trods modgangen er stemningen dog god bag radioen. Ann Lykke understreger, at der næsten er endnu mere brug for Loud end før.

»Vi skal jo være de unges radio og netop nu sidder mange af dem og er alene og i tvivl. Hvad skal der ske med deres uddannelse, hvad skal der ske med deres venner? Vi skal være den ven, de kan opsøge for at afløb for deres tanker og frustrationer.«

Ifølge Ann Lykke har Radio Loud stadig de samme fire kerneværdier, som de blev sat i verden med. De er stadig nysgerrige, de er stadig engagerende, modige og lydhøre.

»Jeg tænker, at hvis vi havde sendt et år og dette skete, så havde jeg gjort præcis det samme. Tonen bliver selvfølgelig anderledes, når et land er i undtagelsestilstand og der er mange andre følelser på spil. Men vi er stadig Loud, vi er både ordentlige og præsentable, og vi har en nysgerrig og ung tilgang,« slutter Ann Lykke.

Loud sender fra midnat tirsdag aften. Berlingske anmelder