I 1980erne var Café Dan Turell stedet, hvor digterne drak og hørte Bowie. Nu har Lars Seier tændt for jukeboxen igen

Essay: I et par årtier var Café Dan Turèll base for Københavns ånds- og kulturelite – plus det løse. Forfatteren Benn Q. Holm, der selv var en del af slænget, ser tilbage på det legendariske sted, der nu er blevet genoplivet af hans gamle ven Lars Seier Christensen.

Lars Seier Christensen i det genåbnede Dan Turèll. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

København i midten af 1970erne var ikke noget vildt sjovt sted. Faktisk var byen nærmest stendød. Oliekrisen i 1973 havde sendt chokbølger gennem Vesteuropas økonomi, og arbejdsløsheden i Danmark havde aldrig været højere.

Hovedstaden blødte: Store hæderkronede industrivirksomheder lukkede på stribe, ressourcestærke indbyggere søgte ud til de nye parcelhusforstæder, arbejdspladser og skattegrundlag forsvandt med eroderende kraft og tilbage var en forslummet og nedslidt by, hvis indbyggere – hovedsagelig pensionister, arbejdsløse skibsværftsarbejdere og marxistiske filosofistuderende samt en større bunke damefrisører, ølkuske og bodegatjenere – for manges vedkommende boede i bittesmå petroleumsopvarmede lejligheder uden hverken bad eller eget toilet i et af de mørke og fugtige brokvarterer.

Dan Turell, Forfatter 1946-1993. På Café Dan Turell. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marianne Grøndahl.

Alligevel skød der blomster op hist og her. I 1976 åbnede Café Sommersko, en stor og elegant café efter parisisk forbillede med en efter datidens forhold alenlang forkromet zinkdisk, læbestiftrøde lædersofaer (eller var det nappa?) og masser af spejlglas, og året efter en mindre aflægger, den mere rå Café Dan Turèll.

Mor og Otto Brandenburg

At især Sommersko skulle få en stor og betydningsfuld plads i københavnernes hjerter, stod hurtigt klart. På Sommersko, lige over for den gamle Perchs Thehandel, kunne man rende ind i alt lige fra en døddrukken Otto Brandenburg til ens egen mor, der var i byen med veninderne. Lidt anderledes var det med den mere »hemmelige« Café Dan Turèll (eller bare DT) henne i den ganske lille og anonyme Store Regnegade.

Så hvorfor er det, at Sommerskos just genåbnede lillebror nu pludselig får så stor opmærksomhed? Det er selvfølgelig en god historie, at det er finansmanden Lars Seier Christensen, der står bag. Men en anden og nok så væsentlig grund er Café Dan Turèlls ikoniske status, og med den de myter, der afføder artikler som denne. Cafeen var i to dekader ganske enkelt base for den yngre, fremadstormende københavnske ånds- og kulturelite – plus det løse.

»Blandt den lille flok venner, jeg hang ud med på DT, var såmænd også Lars Seier,« skriver Benn Q. Holm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Når jeg kan udtale mig så skråsikkert, er det, fordi jeg tilbage i 1979-81 selv var en del af »det løse«. Lad mig også straks indrømme, at jeg er lidt inhabil i denne lille byhistoriske cafésaga. For blandt den lille flok venner, jeg hang ud med på DT, var såmænd også Lars Seier, og han var endnu ikke, lige så lidt som jeg dengang havde skrevet andet end danskstile og lidt new wave-graffiti på skoletoilettet, trådt ind på fremtidens scene.

De håbløst unge

Vi gik i gymnasiet og var som sådan håbløst unge, men også ekstremt nysgerrige omkring alt, hvad der angik byen og tidens musik og politik. Egentlig burde vi have siddet hjemme på vores værelser, bøjet over lektierne. I stedet stod vi en stor del af tiden i lære op ad jukeboksen, mens vi forsøgte at holde hus med den kostbare guldøl, og så gik vi måske ned på Sommersko, men vi endte altid på DT, og sådan gik en stor del af gymnasietiden. Men vi bestod trods alt. Og rejste så straks til Costa del Sol. Men det er en anden historie.

Da vores slæng begyndte at komme på DT, var det ikke, fordi vi ville mænge os med bohemerne. Vi kendte slet ikke alle disse billedkunstnere, filminstruktører og skribenter, men så genkendte vi efterhånden ansigterne fra aviser og TV: Ham den bistre med pulloveren var Carsten Jensen, ham den kronisk berusede laps var F.P. Jac, der havde proklameret, at han ville drikke sig ihjel (det lykkedes også), og ham den flinke mand, der som den eneste kunne finde på at hilse, var ingen ringere end selveste Søren Ulrik Thomsen, ham med »City Slang«, som Lars H.U.G, en anden stamgæst, senere satte musik til. Nu afdøde, men dengang purunge Synnøve Søe sad der trofast med helt hvidsminket ansigt for at illudere miljøets facadeagtige kulde.

På tærkslen til fattigfirserne

Og noget var der om det. For man var jo død-cool, hvis man kom på DT, og det var vel egentlig også her, jeg første gang mødte den form for klikeagtig selvhøjagtelse, som jeg senere skulle møde på Institut for Litteraturvidenskab på KUA og i den litterære verden. Men vi elskede alligevel DT og dens sitrende storby-feeling, og desuden var der, bortset new wave-klubben Channel One i Farvergade, ikke rigtig andre steder, der var værd at frekventere. Der, på tærsklen til fattigfirserne, bestod Indre By mestendels af brune værtshuse, som solgte øl, snaps og øretæver, Nørre- og Vesterbro var stadig det rene Wild West, og det var først, da Café Victor åbnede i 1981, at der kom skred i tingene, selv om der allerede var begyndt at ske noget på Gråbrødretorv.

DT var muligvis en ærkeelitær københavnercafé, men to af bagmændene, brdr. Bro, var vestjyske, og ingen inkarnerede mere dette spøjse kultursammenstød end den famøse bartender Gunnar, som brødrene havde medbragt fra Ringkøbing. Gunnars bror var en kendt boksedommer, og han lignede også selv sådan en bokseringens dansende tredjemand: Granitfjæs, lidt pomade i håret, hvid skjorte, sorte bukser.

Kært barn har jo mange navne, ud over DT var et andet yndet kælenavn Akvariet (i min debutroman, »Til verdens ende«, fra 1994 originalt omdøbt til Aquarium), og inden længe havde et eller andet kvikt hoved fundet på det genialt rammende Gonorré-Akvariet, hvilket ikke blot pointerede Gunnars status, men også de mange flygtige møder og nætter, som cafeen så at sige lagde glas til.

Gunnars humørsvigninger

Anyway: Der fandtes ikke den professor, punker eller »vilde maler«, som ikke frygtede Gunnars humørsvingninger (som muligvis nok bare var gode gammeldags tømmermænd). Men det var aldrig til at vide, hvad der ventede én, når man tog i døren nærmest jukeboksen og den bimlende pinball og trådte ind i det allerede svagt nikotingule lokale. Var Gunnar i godt humør, kunne man ligefrem diskutere fodbold med ham (han holdt selvfølgelig med Esbjerg, hvilket var vildt eksotisk for en KBer), men han var lige så tit vrissen, og så måtte man pænt vente temmelig længe på betjening, hvis det var med den på.

Allerværst var dog, at Gunnar via en hemmelig knap bag disken efter behag kunne styre lyden på jukeboksen. Jeg har ikke tal på de mange gange, en af os havde ofret endnu en dyrebar enkrone på Wurlitzer-jukeboksen (favoritterne var »Are ’Friends’ Electric?« med Tubeway Army og David Bowies »Heroes«), for blot at høre det ønskede nummer svinde ind til en grødet mumlen, mens en uskyldigt hajsmilende Gunnar omhyggeligt tørrede sin zinkdisk af.

Fra åbningsåret, 1977. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christina Bro Mønsted..

Men på et tidspunkt forduftede musikken bogstaveligt fra DT. Hvornår præcis jukeboksen forsvandt, og med den stedets ånd, husker jeg ikke. Men nu er vi allerede langt oppe i 90erne, og København er endelig vågnet op fra sin lange dvale. De gigantiske infrastrukturelle projekter, Øresundsbroen, Ørestaden og metrobyggeriet, tilfører byen en helt ny dynamik, og saneringen (og dermed gentrificeringen) af de gamle brokvarterer betyder blandt meget andet, at der opstår nye forlystelseszoner i København: Nørrebro oversvømmes af cafeer og senerehen vinbarer og økologiske kaffesaloner, og på Vesterbro omdannes den gamle bloddryppende Kødby til en helt anden slags fornøjelig kødby.

Missionen fuldbragt

Jeg havde mange år før »efterladt« Seier på den spanske solkyst, i mellemtiden havde han genopfundet sig selv som børsmægler i London, vores slæng var spredt for alle vinde, vi arbejdede, stiftede familie, årene gik, årtierne, og befandt man sig pludselig en sjælden gang i den del af byen, hvis fortove vi havde slidt tynde i vores ungdom, var det en trist oplevelse at gå forbi det mondæniserede, men jo også dæmoniserede Akvarie, hvor der højst sad et par småpyntede svenske turister og blomstrede.

Og her kunne historien passende lukke og slukke, akkurat som først Sommersko og siden DT gjorde. Men her sidste sommer var det gamle slæng samlet til den årlige sejltur på Øresund, som altid med Seier som vært på sin halvstore hvide jolle. Det var tydeligt, at han var ved at koge over med noget vigtigt, og knap havde vi bænket os ved frokostbordet, før det måtte ud: Han havde købt DT, som skulle føres tilbage til fordums stil – inklusive jukeboks, pinball og chili con carne. Det skålede vi på hele vejen til Hven, mens nogle af os allerede var i gang med at opliste det oprindelige indhold på jukeboksen eller forsøgte at huske, hvad præcis det var, Michael Strunge havde skrevet hånligt om os »KU-mods«, med en tyk tus på herretoilettet.

Lars Seier Christensen i det genåbnede Dan Turèll. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Nu er missionen fuldbragt. Renoveringen, altså. Om resultatet i mere end én forstand er blevet et museum, må folk selv bedømme. Men byen er i forvejen et museum, gaderne og husene er billeder på de steder, hvor vi boede og levede, sov og læste og så fjernsyn. All that jazz. Og alene det, at der nu igen findes et sted midt i København, hvor man kan bestille Bowies »Heroes« på jukeboksen (ovenikøbet gratis), er nok til at gøre mig lykkelig.

Nej, man kan ikke skrue tiden tilbage, men man kan godt skrue op for lyden af den.

Then we could be heroes, just for one day.