»Hvis musikken skal være andet end pop i Royal Arena, så kræver det hjælp fra politikerne«

Ugens trendsætter: Musik kan sagtens blive sat på museum, så længe den får lov til at larme, vække uventede samtaler og minde os om, at der er en tydelig sammenhæng mellem barokmusik og dødsmetal. Denne uges trendsætter er formidlingsinspektør på Musikmuseet i København, Anders Liebmann Haahr, hvis ambition er at rydde ud i museets montrer, byde subkulturerne op til dans og bogstaveligt talt lade instrumenterne spille med på de besøgendes melodi.

Musikmuseet holder til i det gamle radiohus på Rosenørns Allé i København. Formidlingsinspektør Anders Liebmann Haahr er kritisk over for kulturpolitikken herhjemme, hvor der konstant bliver skåret ned på kulturen: »Sat på spidsen, ender vi i yderste konsekvens i en rindalistisk Coriolis-effekt, hvor kulturlivet kun må nynne med på tonerne til en ’corporate’ kendingsmelodi. Jeg ville ærgre mig, hvis jeg i Nationalmuseets rum skulle trykke Ronald McDonald-klovnen i hånden,« siger han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Du har en baggrund som aktivt udøvende musiker, formidler og underviser. Nu er du rykket på museum. Hvordan var det skifte?

»Da jeg kom til musikmuseet for to år siden, var det et genstandsorienteret museum. Vores instrumenter blev bare opbevaret, og de blev ikke bragt i spil... Min vigtigste opgave har været at ændre præmissen for, hvad det at gå på et museum om musik skal betyde. Jeg vil gøre det til et oplevelsesorienteret museum, hvor du ikke bare ser på genstande, der kan lave lyde, men bliver en del af musikkens væsen. Der skal gerne opstå en dialog mellem os og de besøgende, og der skal være et stærkt læringselement, når nu vi er en del af Nationalmuseet. Men der skal altså først og fremmest lyde af musik, når du kommer her. Der skal være liv og glade dag. For musikken kan noget andet end alle de andre kunstarter. Den er magisk.«

Anders Haahr

»Vi bestræber os på at være et modsvar til det algoritme-styrede lydtæppe, de fleste mennesker bliver indhyllet i gennem streamingtjenester som Spotify.«


Hvori består den magi?

»Musik har altid betydet noget i alle menneskers liv på tværs af generationerne. De generationer, der går forud for vores, bevarer deres relevans igennem den musik, de har efterladt. Musikkens sprog kræver ikke, at du har lært at læse, kender Shakespeares versefødder eller lærer dig selv oldgræsk for at forstå en hellig teksts dybere mening. Musik kan og skal forstås intuitivt. Uanset om du er barn, ung, voksen eller gammel, kan musikken tale til dig, du kan lære noget af den, og den påvirker dig følelsesmæssigt.«

Så hvordan gik du til din opgave?

»Mantraet i denne her proces har været, at vi skal give vores besøgende en oplevelse, de ikke vidste, at de havde brug for. Den skal ikke kun være visuel og auditiv men også taktil. Det undrede mig, at når nu vi arbejder med instrumenter, der er skabt til at trænge ind og ramme publikum i følelsesregisteret, hvorfor sætter vi dem så ind bag et glas og uden for rækkevidde? Så vi startede helt lavpraktisk med at fjerne montrer og ophobningen af indhold, og istedet skabe et event område i museet. Der kan vi sikre en adgang til instrumenter, du ikke kan se andre steder og fjerne ærefrygten for at røre ved dem og spille på dem. Og så skulle vi trække nogle instrumenter frem, der peger ind i fremtiden. Vi har været i Frankrig og  hente det her vilde fremtidsinstrument, en Omni, hvor prototypen er fra 1985, men som ligner noget fra 2050. Det er en gigantisk farvet knap, hvor du skaber lyde med din berøring.«

Portræt af Formidlingsinspektør på Musikmuseet, Ander Liebmann Haahr, der har fjernet montrene, stillet instrumenterne ud til fri leg og inviteret heavy, hip hop og dansk satire ind i de klassiske udstillingslokaler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Hvad er museet blevet til i dag?

»Vi bestræber os på at være et modsvar til det algoritme-styrede lydtæppe, de fleste mennesker bliver indhyllet i gennem streamingtjenester som Spotify. Der bliver du aldrig udfordret i din smag eller introduceret for musik, der strider i mod det, du tror, at du helst vil lytte til. Vi udfordrer gæsternes forestilling om, hvilken musik de bedst kan lide, og så viser vi dem sammenhænge, de ikke var klar over. Her rummer vi alt fra barok til heavy metal, free jazz og hip hop, men vi kan også vise den lige linje fra fra Bach til dødsmetal. Når vi har børnefamilier og skoleelever på besøg, spørger vi ofte, om der er nogle af dem, der kan lide opera eller vælger at lytte til symfonisk musik. De fleste gange vrænger de eller siger, at det gør de ihvertfald ikke. Når vi så spørger, om de da hverken ser Star Wars, Netflix eller spiller Playstation spil, opdager de, at de er omgivet med »gammel« musik. De er bare ikke klar over, at de også lytter til den - og at den gamle lyd kan understøtte eller lige frem forstærke en stemning i samtiden.«

Hvem vil du gerne trække ind i museet?

»Jeg vil gerne nå ud til hele heavy-segmentet, punkerne og hip hopperne; alle dem, der har et stærkt fællesskab omkring deres egen musik, men som ikke tror, at de har brug for et museum. Vi fik lavet et kæmpe stort heavy event i samarbejde med Copenhell i januar, og det blev en kæmpe succes. Vi havde det ondeste dødsmetal i form af navne som Billy Boy in Poison og Defecto, der spillede blandt alle vores historiske instrumenter. Det var fænomenalt. Og vi nåede ud til 35.000 mennesker via de sociale medier uden nogen form med minimale markedsføringsmidler, fordi hele deres community bakkede op om samarbejdet. Jeg vil gerne have flere bands og musikmiljøer til at deltage i kurateringen af vores oplevelser. Og så ønsker jeg mig at, der er flere, som opdager den glæde, der knytter sig til at besøge os. Børnefamilierne har opdaget, at vi er Københavns fedeste lydlegeplads - nu skal resten af befolkningen også få ørerne op for det.«

 

Hvad skal der støves af i det gamle museum?

»Lige nu tror jeg, at mange stadig tænker, at museet vælger, hvad folk skal se. At vi ikke er meget anderledes end den algoritme på smartphonen, som vi vil lokke dem væk fra. Jeg vil gerne vende det rundt, så vi også inviterer publikum ind til at tænke med i, hvad museet skal kunne, vise og lyde som.«

Portræt af Formidlingsinspektør på Musikmuseet, Ander Liebmann Haahr, der har fjernet montrene, stillet instrumenterne ud til fri leg og inviteret heavy, hip hop og dansk satire ind i de klassiske udstillingslokaler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Og hvorfor er det svært?

»Lige nu er vi ikke synlige nok. Vi bor i de her sindssygt smukke rammer i Radiohuset, men alt er fredet, så vi kan ikke rigtigt røre ved noget. Vi er den skjulte skat i det gamle palads. Vi skal ud i solen, og det er svært, når vi ikke har resurserne til det. Så bliver jeg hurtig til en enmandshær, der prøver at synge København op. Vi vil gerne være vedkommende og funky, og vi prøver at larme med vores samarbejder på festivaler som Copenhell, “Musik i Lejet” og “Kun For Forrykte Festival”. Vi havde for nylig en event med PerVers og lille Palle under overskriften »Under bæltestedet«, der var en  samtale og koncert om, hvordan det sjofle altid har haft en plads i musikhistorien. Så vi prøver virkeligt at tage ud og lokke folk ind i musikken. Men der peger altså også en stor fed pil over på Christiansborg. For hvad er det lige vores politikere vil med vores museer konkret og vores kulturliv generelt? Hvis musikkens platforme skal være andet og mere end pop i Royal Arena, så skal der altså der skal støttes mere op om vækstlagene.«

Hvordan bliver ambitionerne for museet da påvirket af den nuværende kulturpolitik?

»Det, der er problemet lige nu er, at alt skal være på markedsvilkår. Musikkens udtryk bliver styret af, hvad der umiddelbart er mest populært. Og det er ikke nødvendigvis det, der har mest værdi for et samfund. Der bliver lavet masser af spareøvelser, men der kommer ingen udmeldinger om, hvad der skal reddes fra vores kulturhistorie. Hvis tiltagene i vækstlagene ikke støttes, får vi ikke udviklet den danske kultur. Jeg ville ønske, at magthaverne turde være mere ambitiøse på kulturens vegne. Tænk hvis vi havde en kulturpolitik, der prioriterede museerne, som et arnested for nytænkning, innovation og dannelse. I Tyskland tilførte man eksempelvis to milliarder kroner ekstra i 2018 på de statslige kulturbudgetter, og den tyske kulturminister Monika Grütters udtalte i den forbindelse: »Kulturlivet er grundlaget for et åbent og demokratisk samfund«. Herhjemme har det været en formuleret politik at beskære bevillinger, lade museer operere på markedsvilkår og at lade museernes udvikling være afhængig af fondsbevillinger.«

Men er det ikke de steder, der har flest besøgende, som skal have mest offentlig støtte?

»Det er et kæmpe problem, hvis vi underlægger institutioner som Nationalmuseet en markedslogik. Det første offer, der ryger på markedslogikkens bål er armslængdeprincippet. Kapitalens gatekeepers kan stille krav og pleje særinteresser, der ikke nødvendigvis tilgodeser det frie dannelsesideal. Sat på spidsen, så ender vi i yderste konsekvens i en rindalistisk Coriolis-effekt, hvor kulturlivet kun må nynne med på tonerne til en ’corporate’ kendingsmelodi. Jeg ville ærgre mig, hvis jeg i Nationalmuseets rum skulle trykke Ronald McDonald-klovnen i hånden med afskedssalutten »Tak for donationen - husk at købe en Big Mac på vej ud.«