Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?
»Det gjorde det ret sent – da jeg havde afleveret min første krimi til fem forlag, og de alle sammen meldte tilbage i løbet af en uge og sagde, at de godt ville have den. Der gik det op for mig, at jeg måske havde mere end bare en drøm om at skrive en roman, nemlig også evnen til det. Talent lyder jo som noget, man er født med, men det handler jo i virkeligheden om træning. Det var der, det gik op for mig, at jeg havde noget, der måske var ud over det almindelige.«
Hvad er den største tilgivelse, du har fået?
»Jeg er jo ikke-praktiserende alkoholiker og har været ædru i små tre år og har ellers haft et usundt forhold til alkohol i over 30 år. Det har selvfølgelig sat sit præg på mit liv, og de fleste mennesker, jeg har tæt på. Det har jeg så forsøgt at rydde op i det sidste par år. Der er mange mennesker, der har tilgivet mig for de svigt, min livsførelse har påført dem. Og den tilgivelse, den er jeg meget taknemmelig for, i særlig høj grad den fra mine børn.«