Hvad er den største tilgivelse, du har fået?
»Hvis man kan definere tilgivelse som accept, er det vel i virkeligheden fra min kone, der i dagligdagen lever med, at jeg er enormt sprælsk og flyvsk at være sammen med. Jeg får utrolig mange ideer – de står nærmest i kø. Og jeg får ideer på en måde, så det nogle gange kan være svært at følge med, kunne jeg forestille mig. Dér har jeg fået en accept – eller måske en blankocheck – til at være, som jeg er. Jeg har utrolig meget fart på og har mange ideer, som jeg meget gerne vil effektuere hurtigt. Det – tror jeg – kan være lidt udmattende at være sammen med. Til gengæld har jeg brug for det, for ellers keder jeg mig. Så jeg har fået en form for fremtidstilgivelse af min kone til at være, som jeg er.«