Hvad lærte prinsesse Diana en ny generation af kvinder? Først og fremmest at vælge deres drømme med omhu

Prinsesse Diana gik målrettet efter prinsen på den hvide hest, men endte med prinsen på den hvide løgn – og én bestemt sætning burde have advaret hende om, hvad der ventede, skriver Birgitte Borup.

Var Diana martyr eller opportunist, stærk eller undertrykt, en rebel eller en anakronisme? STR New/Ritzau Scanpix

Den flamboyante, amerikanske skuespiller Mae West sagde engang de berømte ord: »Good girls go to heaven. Bad girls go everywhere.« Eller i den knapt så sprogligt sprøde danske oversættelse: »Pæne piger kommer i himlen. Slemme piger kommer alle steder.«

Prinsesse Dianas himmelflugt skete som bekendt alt for tidligt, da hun døde som blot 36-årig i verdenshistoriens mest omtalte trafikulykke. Siden er verden aldrig stoppet med at tale om hende, måske fordi hun zigzaggede tilstrækkeligt meget mellem »pæn« og »slem« til at forvirre os. Var Diana martyr eller opportunist, stærk eller undertrykt, en rebel eller en anakronisme?