Står dine fordomme også i kø, når du hører om en familie med otte børn? Er det en flok glade hippier på bare tæer, der bor i kollektiv, eller en dybt religiøs familie, der forsager prævention såvel som afholdenhed?
Rie Banner-Voigt har hørt det meste på et eller andet tidspunkt, og hun kan ikke andet end trække på skuldrene. Hvis der er én ting, hun og hendes familie på i alt 10 medlemmer ikke kan, så er det at leve op til en stereotyp. Tværtimod.
Faktisk var det aldrig hverken en plan eller et princip, at hun skulle have en storfamilie. Det skete bare.
»Det er nok godt, at vi ikke vidste, hvor meget arbejde der ligger i at gå fra ét barn til otte; for så havde vi nok ikke gjort det. Men jeg tror, det gælder i alle livets forhold, at hvis du overtænker fremtiden, så bremser du dig selv. I tilværelsen generelt og med børn specifikt skal vi være bedre til bare at kaste os ud i det, så viser der sig en vej, og kræfterne kommer,« siger Rie Banner-Voigt, der er 46 år, læge med egen klinik og mor til otte børn i alderen 3-16 år.
Hun mødte sin mand, der i dag er advokat og partner i en kapitalfond, ved et tilfælde på en sommerhustur med fælles venner. De gik på et par dates og blev kærester og efter et par år sammen var hun klar til at få et barn.
»Han skulle lige overtales med den første, for da var vi ikke gift,« husker Rie Banner-Voigt.
»Jeg fandt ud af, at jeg var gravid ved nytårstid, og han friede i februar, da vi var på en rundrejse i USA. Vi blev gift i juli, og så kom Emma et par måneder efter. Med nummer to gik vi allerede i gang med at prøve, da Emma var et halvt års tid, så Oskar kom halvandet år efter.«
Parret ville ikke fravælge uddannelse og arbejdsliv, og derfor havde Rie Banner-Voigt heller ikke forestillet sig, at hun skulle have flere end de gennemsnitlige 2,1 barn, som de fleste danske familier har.
»Men så kom de sådan mere eller mindre planlagt – de første fire i hvert fald. Efter syv børn var vi blevet enige om, at nu skulle vi ikke have flere … men så kom der bare én til.«
Der er ingen fortrydelse at spore i stemmen. Tværtimod lyder hun selv lidt nysgerrig på, hvordan det hele lige gik til.
»Overskriften for de sidste år er vel bare, at vi har haft travlt. Min mand ville muligvis hellere have haft seks børn end otte, men det er jo kun i teorien, og fordi det kræver så meget praktisk overskud at være så stor en flok. I sidste ende var det trætheden, der trak grænsen for, hvor mange børn vi kunne klare. Nu skal vi ikke have flere.«
Rutinerede forældre
Rie Banner-Voigt mener ikke, at det kræver overmenneskelige kræfter eller et særligt forældregen at have en stor børneflok.
»Du bliver hurtigt rutineret i familielivet, og du bliver meget bevidst om, hvad der ikke er nødvendigt. Der er nogle benhårde prioriteringer, du må foretage,« fortæller hun.
»Men det er jo ikke sådan, at vi var kærester den ene dag, og næste dage var der otte børn. Det er jo en udvikling, som vi selv er vokset med. Vi tager en fredagsfrokost indimellem – spiser sushi og snakker lidt der. Og så bliver vi oppe, når alle er puttet. Men vi går aldrig ud at spise om aftenen bare som par, og de der weekendture, som andre forældre tager på, er heller ikke en del af vores liv.
Det er ikke et afsavn, det er et valg. Vi har også gjort op med ideen om, at der skal være perfekt rystede sofapuder og farvekoordinerede sokker. Og så presser vi heller ikke på for, at børnene dyrker alle mulige fritidsaktiviteter. Dem når vi heller ikke selv. «
»Det er svært at sige, om det er godt eller dårligt at have så mange søskende. Vi er aldrig kommet ud af den der rytme, hvor der hele tiden var små børn, så vi har ikke noget at sammenligne med. Det er sundt for egoet, at vi alle lærer at sætte os selv til side – hvis du piller for meget i din egen navle, finder du alle problemerne. Nogle gange er det bedre at have ondt i benene end ondt i hovedet,« mener Rie Banner-Voigt.
Forelsket i fællesskabet
I første omgang var hun meget vild med tiden med de helt små børn. Nyfødtperioden, hvor hormonerne raser, og livet både er stort og skrøbeligt på samme tid. I et større perspektiv er det helt klart det store fællesskab, hun har forelsket sig i og higet efter. Rie Banner-Voigt har selv kun en halvbror, der er seks år ældre end hende selv, og hun »har da manglet nogle at sparre med i min opvækst, nogle at følges ad med,« erkender hun.
»De her børn har hinanden for life. De er del af et helt særligt sammenhold, og selv når der en søskende, de ikke kommer godt ud af det med, har de en allieret et andet sted i flokken. Det tror jeg vil spare dem mange penge i psykoterapi som voksne.«
På spørgsmålet om, hvad der har overrasket hende mest ved at få så mange børn, stopper hun op og tænker.
»Det er sjovt, for når vi er ude og rejse, og jeg ser nogen med fem børn, kan jeg stadig fange mig selv i at tænke »What! Det er mange børn«. Og så opdager jeg lige næste minut, at jeg selv har syv drenge og en pige med,« griner Rie Banner-Voigt.
»Det overrasker mig fortsat, hvor forskellige individer der kan komme ud af den samme genpool. Når andre siger, at de ønsker sig en dreng eller en pige, tænker jeg bare, at det er helt tosset. Jeg har syv drenge, der er fuldstændigt forskellige.«
Den største udfordring for den store familie er først og fremmest logistikken. Med to børn, der skal i børnehave, fem, der skal i folkeskole, og én, der skal i gymnasiet, er der en hente-, bringe- og madpakkekabale, der skal gå op hver eneste dag.
»Og så slipper du bestemt heller ikke for den dårlige samvittighed over ikke at slå til som mor – den kan man faktisk bare gange med otte. Men det er kun rettet mod nærværet med og tiden til det enkelt barn,« forklarer Rie Banner-Voigt, der mener, at jo flere børn, du har, jo mere selektiv bliver du omkring, hvad der er vigtigt:
»Jeg ser mødre med de her polerede børn, og i mine øjne er det ikke der, lykken ligger. Det er bare et nyt stressområde, en ny arena, hvor du også skal performe. Mine børn skal ikke »se ud af noget«, når de er syv år gamle, og selvom jeg da godt gad at have et feng shui-hjem med blanke flader og hvide møbler, så er realiteten, at det mere er LEGO og Pokémon-kort, der pynter hjemme hos os.«
Ikke afsavn – bare en anden rute
Det er ikke kun i hjemmet, at Rie Banner-Voigt har måttet gå på kompromis. Livet med mange børn har også anvist en anden vej end den, hun umiddelbart troede hun skulle forfølge. Hun troede, hun skulle være hospitalsoverlæge. Men det havde hun svært ved at nå, fordi hun ikke kunne engagere sig i alle de ekstra opgaver, der giver point i det system, fortæller hun.
»Dengang jeg skulle til samtale om min uddannelsesstilling i kirurgi, havde jeg fået tre børn, og der blev jeg spurgt af den mandlige leder, hvordan jeg ville få arbejds- og familieliv til at hænge sammen. Det samme spørgsmål har min mand først fået, da vi fik vores ottende barn. Jeg har også haft en chef, der foreslog, at jeg fik en au pair, men det har jeg aldrig været interesseret i.«
I dag er Rie Banner-Voigt selvstændig, og hendes klinik ligger 10 minutter fra deres hjem. Hun styrer sine egne arbejdstider, og hvis alt brænder på, tager hun et barn eller to med på klinikken, hvor de kan hygge med iPad og snacks, mens mor arbejder.
»Vi ville ikke kunne få kabalen til at gå op, hvis jeg var ansat på Rigshospitalet med en fast vagtplan. Vi har fleksibilitet i arbejdslivet, og det er nøglen til at klare det hele,« fortæller hun.
»Jeg er da i tidens løb blevet spurgt, om jeg var meget religiøs eller medlem af en sekt, og jeg har fået kommentaren »har du ikke hørt om prævention«. Men den fordom, der har spændt mest ben, var, når andre familier troede, at vi ikke kunne overskue legeaftaler, og børnene havde nok i sig selv. For vi elsker gæster, og selvom vi måske ikke kan være 18 til bords, så kan vi da godt have tre-fire ekstra børn på besøg.«
Det betyder også, at det indimellem kan være svært at få ørenlyd derhjemme – og at håndhæve de helt almindelige regler.
»Vi finder os til rette i det rod, der nødvendigvis må være, og så falder tingene bare på plads. Det bliver bare rigtigt. Hvis jeg har for meget tid, er jeg slem til at give plads til alle mulige bekymrede tanker. For mig er det sundt, at jeg slet ikke har tid til dem«.
