En hjerteskærende beslutning venter zoo i Kharkiv: »Det er ufattelig smertefuldt at tale om«

Efter flere beskydninger fra russisk militær mod en zoologisk have i Ukraines næststørste by, Kharkiv, er flere vilde dyr blevet evakueret. Men nu står byens zoo over for en anden stor beslutning, som kan betyde, at dyrene må lade livet.

Den zoologiske have hedder Feldman Ecopark, den har plads i Ukraines næststørste by, Kharkiv, og så huser den blandt andet kænguruer, bjørne, tigre og løver.

Men det kan være fortid nu. For flere af dyrene – herunder kænguruerne – er nemlig blevet evakueret fra deres hjem i den lokale zoo, efter at der har været beskydninger fra russiske soldater.

Samtidig viser videoer fra Feldman Ecoparks sociale medier, at tapirer bliver flyttet i en varevogn mod en mere sikker destination, mens der også er eksempler på, at traner bliver fjernet fra den zoologiske have.

»Da risikoen for nye angreb forbliver konstant, er vi nødt til at handle hurtigt,« siger en medarbejder blandt andet i en video på det sociale medie Instagram.

Ifølge The Daily Mail fortæller en chauffør, der har transporteret flere skræmte kænguruer, at »det er en måned siden, krigen begyndte, og vi bliver ved med at evakuere dyrene«. Selvom kænguruerne er kommet sikkert frem til deres nye hjem, er der dog flere dyr, der har mistet livet under angrebene.

Der er blandt andet tale om to orangutanger, chimpanser og ni dådyr, mens 20 dådyr flygtede ind i en skov på grund af bombardementerne, skriver mediet.

Står over for en svær beslutning

Alexander Feldman, der ejer den zoologiske have, siger, at medarbejdere desperat forsøger at flytte de større rovdyr i sikkerhed, men han frygter, at det ikke kan blive en mulighed. Og hvis det er tilfældet, står han over for en stor beslutning.

I en video på Instagram fortæller han, at hvis der kommer endnu en beskydning mod parken, kan det betyde, at rovdyrenes indhegninger ikke længere er intakte. Det kan føre til, at løverne, tigrene og bjørnene kan bevæge sig frit rundt i Kharkiv eller andre nærliggende byer.

Og det kan være til fare for de indbyggere, der stadig bor i byerne.

»Det kan vi ikke tillade,« siger han, og hvis det kommer så vidt, er den eneste mulighed at aflive dyrene.

»Det er ufattelig smertefuldt at tale om, men hovedprioriteten nu er menneskers liv,« fortæller Alexander Feldman i videoen. Mens han slår en anden ting fast: »Feldman Ecopark eksisterer ikke længere«.

Det er dog lykkedes at flytte to løver, en jaguar og en panter fra parken med hjælp fra indbyggere fra Kharkiv, Kyiv, Odessa, Dnipro, der har tilbudt husly til dyrene og transport ud af det krigsramte område. Det sker, efter at ejeren har berettet om situationen på de sociale medier.

»Alt er selvfølgelig stadig meget kompliceret, og processen eskalerer,« lyder det fra Alexander Feldman:

»Men en så bred opbakning giver håb om, at vi vil kunne redde flest mulige dyr.«