»Hun er ikke okay, Woody. Hun beskytter sin vagina med sin hånd«: Ny HBO-dokumentar synes at bortfeje enhver tvivl om Woody Allens skyld

En ny dokumentarserie om overgrebsanklagerne mod filminstruktøren Woody Allen gør brug af såvel gode, som dårlige argumenter for at overbevise seerne om hans skyld. Det gør ikke ofrene nogen tjeneste.

Skuespilleren Mia Farrow dannede par med filminstruktøren Woody Allen fra 1979, et forhold der varede indtil 1991, da Allen indledte et forhold til Farrows adoptivdatter Soon-Yi, som han senere blev gift med. Kort efter at Mia Farrow havde afsløret forholdet til Soon-Yi, beskyldte hun Allen for at have misbrugt deres syvårige, fælles adoptivdatter, Dylan, seksuelt. Her ser de basketball i New York i 1983, mens forholdet stadig var intakt. STF

»Allen v. Farrow« er HBOs nye dokumentariske serie, der i fire dele beskriver det medieombruste forhold mellem den hippe filmstjerne Mia Farrow og filminstruktøren Woody Allen, og hvordan det forhold brat ophørte, da Farrow anklagede Allen for seksuelt  misbrug af deres fælles syvårige adoptivdatter, Dylan.

Der hviler en sær 1970er-nostalgisk aura over serien, hvilket blandt andet skyldes seriens brug af scener fra instruktørens ikoniske newyorkerfilm som »Annie Hall« (1977) og »Manhattan« (1979) og de tilbagevendende lydklip af parrets hemmeligt båndede telefonsamtaler, der bringer mindelser om Watergate-æraens paranoia. Endelig er der talrige hjemmevideoer, hvor Mia Farrows mange adoptivbørn render rundt i forskellige stadier af afklædthed.