Hjertelæger kritiserer Hjerteforeningen for kampagne til seks millioner kroner: »Vås og pseudovidenskab«

Hjerteforeningen har med et nyt projekt sat fokus på alternativ behandling, men møder kritik fra ledende læger, der ikke mener, at projektet baserer sig på et lægefagligt grundlag. Tværtimod videreformidler projektet »helt uforståelig pseudovidenskab«, lyder vurderingen fra fagfolk. Direktøren for Hjerteforeningen kalder projektet et eksperiment, hvor »vi tør tale om alting«.

Hjerteforeningens direktør Anne Kaltoft vil ikke have sundhedsfagligt ekspertise indover foreningens nye kampagne, der er målrettet de 15-40-årige: »P.S. I Love You er et eksperiment, hvor vi tør tale om alting, interessere os for alt, der kan give dig en bedre oplevelse af dig selv og dit liv.« Pressefoto Hjerteforeningen/Ritzau Scanpix

Er spiritualitet, alternativ medicin og healing et anliggende for en seriøs patientforening?

Det spørgsmål bliver nu rejst af forargede kritikere, efter at Hjerteforeningen, landets næststørste patientforening med 130.000 medlemmer, har igangsat et projekt, der skal få flere til at interessere sig for foreningens virke, der normalt har været udelukkende naturvidenskabeligt og lægefagligt funderet.