Historisk bygning i København bliver til luksushotel

København får endnu et luksushotel, og denne gang bliver det på Holmen lige bag ved Papirøen.

Det skorter ikke på nybyggede hoteller og hotelværelser i København, og om få år står endnu et hotel klar.

I 2018 var der knapt ni millioner hotelovernatninger i Region Hovedstaden, og de kommende år vil kapaciteten af hoteller fortsat vokse.

Det nye hotel bliver en del af det historiske bygningsværk Kuglegården, der siden 1742 har været en del af den danske flåde. Området har tidligere været lukket land, da det har været ejet af Forsvaret og Efterretningstjenesten, men nu vil man skabe et nyt byrum, der både skal være tilgængeligt for turister og lokale københavnere.

Grunden blev i 2016, efter et offentligt udbud, købt af Byggeselskab Mogens de Linde, og det bliver Nobis Hospitality Group, der skal åbne nyt hotel på grunden.

Arkitektfirmaerne Gjøde & Partnere Arkitekter og C.F. Møller Architects står bag designet af hotellet, der breder sig over 15.000 kvm. Hotellet kommer til at tilbyde 294 værelser, spa, restaurant, bar, mødelokaler, eventfaciliteter og en udsigt over vandet.

Det bliver Nobis’ andet hotel i København. I 2017 åbnede det første Nobis Hotel Copenhagen.

Illustration af hotellet set fra Trangraven. Illustration: PR Fold sammen
Læs mere

»Vi er stolte af at byde velkommen til et hotel, der har et meget personligt præg. Nobis er en svensk kæde, der har stor forståelse for vores kultur, og som sætter pris på et lokalområde med stort historisk præg. Vi ved, at deres værdisæt vil matche Kuglegårdens enestående, intime område og at de kan være med til at skabe et levende område for både lokale og tilrejsende,« siger Mogens de Linde i en pressemeddelelse.

Hotellet forventes af åbne i vinteren 2023.

Illustration af hotellet set fra Frederiksholmbroen. Illustration: PC-9 Fold sammen
Læs mere