Europas historie er præget af opgør med fortiden og krav om en ny tidsalder, ny tidskalender og nedstyrtning af statuer og endda henrettelse af politiske modstandere. Er vi på vej ind i en sådan ny tidsånd, hvor statuer væltes og man kræver politiske modstandere og folk, der har forbrudt sig mod nutidens moral, stillet for folkedomstolen?
Adam Holm skrev som historiker en afhandling om højreradikale bevægelser i 1930erne, hvor tidsånden var til både kommunisme og fascisme. Han var i mange år vært på DRs Deadline og har nu historiske programmer i DRs radio.
Men han opsøger også samtidens konflikt- og krigsscener og har været i frontlinjen i både Syrien og senest i Ukraine. Foruden disse aktiviteter er han også kommentator på Berlingske. Han har selv en opvækst i 1970ernes venstreradikale miljø og blev derfor vaccineret mod al totalitarisme og kommissær-pegefingre.
»Der var i min ungdom en venstreorienteret tidsånd, der viste sig ved en kritikløs orientering mod de kommunistiske regimer og bevægelser. Det var en tidsånd i venstreorienteringens tegn, som jeg selv delvis abonnerede på. Men når du spørger mig om tidsånden i dag, så bliver jeg dig svar skyldig. Jeg ved simpelthen ikke, hvad den er,« siger historikeren og mediepersonligheden Adam Holm.
Den franske Revolutions konsekvenser
Hvad er tidsånden, Adam Holm?
»Det er vanskeligt at definere tidsånden. Måske skal vi have mere afstand til den for at kunne opfatte den. Når man er midt i en tid, som vi var i 1970ernes røde årti, er det vanskeligt at se konturerne af, hvad der skaber en periode og os selv som mennesker.«
Det var Kinas premierminister Zhou Enlai, der i 1972 blev spurgt om konsekvenserne af Den franske Revolution og sagde: »Det er for tidligt at sige.« Historien i Europa har gentagne gange haft udbrud af revolutionær ildhu. Man kan nævne 1789, 1848, 1917 og 1968, hvor tidsånden pludselig skiftede og bevægede folkemasser til at storme barrikader.
»Du kunne også nævne nazisterne i 1933, som jo også var en slags revolutionær massebevægelse, der ændrede i hvert fald den tyske tidsånd. Du har ret i, at vi er midt i en tid, hvor der er voldsomme forandringer, og hvor historien inddrages i et større politisk og samfundsmæssigt opgør. Vi ser det i debatten om køn, seksualitet og kolonialisme. Statuer bliver væltet og buster smidt i kanaler. Det er et opgør med fortiden, som da man i 1789 væltede statuer i Paris og skabte en ny tidsregning for at slette fortiden. Men er der tale om en ny tidsånd eller snarere korrektioner af fortidens holdninger og værdier?«
Så tidsånden er ikke skiftet?
»Der er tale om korrektioner af vort værdisystem, der gør op med fortidens menneskesyn, men er det en ændring af tidsånden? Jeg er ikke sikker.«
I de store revolutionære opgør i fortiden var det essentielle tema frigørelse for undertrykkelse. Man ville befri underklassen og senere arbejderklassen og skabe et lighedssamfund. Men nu er der ingen, der taler om underklasse eller arbejderklasse. Nu drejer kampen sig om seksuelle eller etniske minoriteters rettigheder eller måske privilegier. Alle taler om hudfarve, strukturel racisme og kolonialisme. Hvor blev under- og arbejderklassen af, og er det ikke udtryk for en markant ændring af tidsånden?
»Jeg ser på det, der sker, som forsøg på at korrigere for samfundets fejltagelser og udeladelser. Og det er jeg tilhænger af, for vi må altid kigge historien efter i sømmene. Det er fint at skrive slaveri og forskelsbehandling mellem kønnene ind i historien. Det er vores pligt som forvaltere af fortiden.«
Fortiden var brutal og uretfærdig og alle mulige grupper og mennesker blev undertrykt. Bønder, arbejdere, pjalteproletariatet, kvinder, sorte, sigøjnere, jøder. Hvorfor lige kvinder og sorte?
»Det vender sig i mig, når folk spiller moralsk overlegne og vil belære andre om, hvad der er moralsk retfærdigt og historisk sandt. Så meget har jeg dog lært af 1970erne, at den slags aldrig må komme tilbage. Og der er en snert af den kommissærmentalitet i de nye bølger. Jo, det er fint at ændre holdninger og påpege uretfærdigheder i historien og udpege slaveriet som et sort plet i fortid, men som historikere skal vi altid gøre det klart at historien ikke er sort og hvid og pege på nuancerne der gør, at ingen kan opfatte sig som fortidens sande fortolker. Al historie er konkret, og den skal beskrives som sådan.«
Men tilbage til tidsånden, Adam. Er der en ny tidsånd eller ej? Nu kan du ikke tale udenom mere.
»Jeg taler ikke uden om. Jeg køber bare ikke kritikløst din præmis. Det er rigtigt, at nye bølger skyller hen over os, men en tidsånd vil jo sige en gennemgående idé om en bestemt måde at tænke og udtrykke sig. Den er jeg ikke sikker på har indfundet sig. Jeg ser det snarere som strømninger i tiden som kommer til udtryk gennem dele af medierne og blandt studerende. Ved nogen reelt, hvad tidsånden er for en størrelse? Jeg tvivler.«
En gruppe revolutionære med jakobinere og sansculotter i spidsen tog magten i 1789 og skabte en ny tidsånd. I 1917 var det bolsjevikkerne, der skabte en revolution og en ny tidsånd. Og i 1970erne var det venstreradikale universitetsstudenter og journalisterne på DR og Information, der hejste de røde faner, men havde de revolutionære brede samfundslag med sig?
»Vi kan notere os nye fortællinger, som ændrer vort syn på fortid og dermed på vor samtid. Det begynder med små historier om slaver, der flygter, og så voksede det stille og roligt og bliver til en styrtflod af fortællinger, og pludselig har vi et andet syn på fortiden, som ændrer vort syn på nutiden. I den forstand kan en lille intellektuel gruppe på universiteter og medier godt ændre en tidsånd, men jeg er bare bange for at bruge det ord for ikke at tage munden for fuld.«
Er en af de markante ændringer ikke, at ingen før 1960erne ville være ofre, men nu er der en veritabel konkurrence om at være offer og være krænket. Den rolle giver vel magt?
»Allerede historikeren Henrik Jensen skrev i 1998 bogen »Ofrets århundrede«, og han havde fat i noget væsentligt. Der er grupper, der har været overset, som nu melder sig, og det er vel al ære værd. Men al historie er kompliceret. Ja, sorte blev holdt nede, men de frikulørte havde det bedre. Og hvide blev også taget som slaver i Nordafrika. Og sorte i Afrika handlede med slaver. Så man kan ikke bare sige, at hvide var racister og holdt sorte slaver, for historien er meget mere nuanceret.«
Er offerrollen en del af en ny tidsånd?
»Sådan ser det ud, men jeg kvier mig lidt ved at melde mig i det kor, for jeg synes, at der er noget rimeligt i, at grupper, der har været overset kræver at blive hørt og nævnt. Der er en konstant revision af historien, og nye kilder og vidner bliver trukket ind, så jeg kan ikke se noget negativt i, at disse nye bevægelser kræver at blive hørt. Lad os få kvinder, sorte, seksuelle minoriteter og alle mulige, som ikke kan se deres historie fortalt, ind i den fælles fortælling.«
Er det hele så bare min illusion?
»Selvfølgelig sker der noget, som i nogen grad ændrer på vores adfærd og omgangsformer. Men når man bladrer i sin avis, skulle man jo tro, at filmmiljøet er befolket af frådende lgbt-aktivister, og der på hvert andet gadehjørne på Nørrebro står Black Lives Matter-aktivister og islamister, men det er jo en karikatur af virkeligheden. Jo, der er bevægelser og påvirkninger, men har det ændret tidsånden? Og synes du selv, at der er noget galt ved at opkaste sig til offer og kræve sit kapitel i historiebogen? Du har jo som historiker med jødisk baggrund selv slået på jødernes offerrolle? Den kan jeg også godt identificere mig med, men det er jo alene, fordi de fleste af os, måske med undtagelse af de kongelige, kan siges at have en grad af taberroller, der set gennem historiens brillestel kan siges at være uretfærdig.«
Offerrollen, der giver magt
Er offerrollen ikke blevet mere markant og præger vor samtid?
»Jo, men er der noget galt i det? Det identitetspolitiske element i vor samtid er blevet tydeligere, og flere identificerer sig med en gruppe, hvilket vel ikke i sig selv er dårligt. Og mange gruppers identificering er bundet op på fortidens uretfærdigheder, hvilket vel er forståeligt.«
Hvis den gruppeidentitet underminerer sammenhængskraften i samfundet og får fælles værdier til at gå i opløsning, så er det vel ikke så positivt. Vi udvikler os dermed til et stammesamfund, som vi ser det nu i USA, hvor røster kræver kvoter til sorte til universiteterne, som dermed slår samfundet 50 år tilbage i tiden, hvor etnisk kvotering var reglen?
»Du taler som en boomer!«
Hvad er det?
»En boomer er en ældre samfundsborger, der vil have en fælles fortælling, og det er netop det, som yngre vil ud af. Det tilkommer også os, at vi kigger historien kritisk efter i sømmene. Det kan være, at det forekommer os undergravende, men i bund og grund kunne det vel også tolkes som en kritisk efterprøvning af vor historie.«
Men det kan vel også tolkes som klassisk selvpineri. Atter skal Vesten sone sin fortid. Du finder det ikke i Afrika eller Asien, men Vesten skal altid hudflettes af en venstrefløj for sin fortid. Er det den nye tidsånd; en slags vestlig selvpineri?
»På en måde jo, men det kommer an på, hvem der gør det og i hvilken hensigt. Jo, hvis en ormstukken marxist gør det, så er det jo bundet op på en politisk holdning, men når en seriøs historiker, mand eller kvinde, kræver et opgør med mandschauvinisme, så er det en berigelse for vor kultur. Det er da også en styrke ved den vestlige civilisation, at vi kan lægge os selv under luppen og granske vores fejl. Det er jo en mangelvare i autokratiske kulturer.«
Du er jo en slags sen efterkommer af oplysningsbevægelsen fra 1700-tallet, der troede på rationalismen og oplysningens sejr. Men vi står over for ydre fjender, der vil os til livs, og der tjener en opløsning af vore værdier i form af kritik af vestlig fortid os vel ikke?
»Der er et amokløb, som den venstreradikale fløj repræsenterede, men de strømninger, der kommer frem nu, tror jeg ikke splitter os i et stammesamfund. Der er andre ting der splitter os som for eksempel de sociale medier. Tidsånden er noget flygtigt noget. Tidsånden er noget, som vi løber efter, og som står i kontrast til det tidløse. Det er de uforanderlige værdier, som vi skal holde i hævd. Tidsånden ændrer sig, men det er ikke afgørende, for der er uforanderlige værdier, som i højere grad præger os. På den måde abonnerer jeg på oplysningsbevægelsen.«
