Auschwitz er blevet symbolet på nazismens ugerninger, mordet på hovedparten af Europas jøder og sammenbruddet af den vestlige civilisation. Her foregik rædselsgerninger, som endnu i dag er ubegribelige.
I et monumentalt værk om kz-lejren Auschwitz-Birkenau skåner den danske historiker Peter Langwithz Smith ingen. Vi får disse ugerninger ind på nethinden – fortalt af de få, der mirakuløst overlevede, og med fotografier af ofrene. Det er billeder, der aldrig forlader en.
Den franske fange Moshe Garbarz beretter om gasning af jøder: »Transporterne ankom. Voksne mænd og små drenge sammen, kvinder, piger og babyer sammen. Fuldstændigt nøgne gik de i grupper på 20 hen mod det lille hus. Når døren var godt og grundigt låst, kom en SS-mand med en dåse og forsvandt ud af syne, skjult af huset.
Så hørte vi et knald som fra en åbning, mere som fra en faldlem end et vindue. To gange efter dette knald hørte vi bønnen Shema Israel, så hørte vi skrig, men meget svage. Jeg så en gruppe mænd gøre modstand. Den slags var forudset: En kommando på fire eller fem mand ventede ved siden af døren og skubbede dem ind, mens SS brugte deres revolvere til at skyde dem i hovedet.«
I de andre lejre blev fangerne hovedsagelig arbejdet og sultet til døde. I Auschwitz-Birkenau oprettede man produktionsanlæg til udryddelse af mennesker.Peter Langwithz Smith, historiker
Salmen Lewental, der overlevede Auschwitz, skildrer nogle af de sidste gasninger, hvor SS myrdede 1.000 drenge i alderen mellem 12 og 18 år: »Drengene bemærkede røgen, som væltede ud af skorstenen, og forstod med det samme, at de var på vej i døden.
De begyndte i vild rædsel at løbe rundt på pladsen og rive håret af hovedet. Mange af dem brød ud i skrækkelig gråd, en trøstesløs klagen. Kommandoführer og hans hjælper slog disse værgeløse drenge skrækkeligt for at tvinge dem til at klæde sig af, indtil en knippel brækkede ved disse slag.«
Det skete, at modstand havde delvis held med sig, før døden alligevel ankom. Den polsk-jødiske danserinde Franceska Mann var deporteret med tog til Auschwitz 23. oktober 1943 sammen med 1.800 andre polske jøder, og hun blev udvalgt til døden i gaskammeret.
Da hun og de andre kvinder i forrummet til gaskammeret blev beordret til at klæde sig nøgne, kastede hun sit tøj i hovedet på den kommanderende nazist, greb hans revolver og sårede ham dødeligt og ramte en anden.
Flere kvinder kastede sig med de bare næver over SS-vagterne, som hurtigt trak sig ud. Tilkaldte SS-soldater åbnede derpå ild mod kvinderne, og de overlevende blev drevet ind i gaskammeret og myrdet. Beretningen stammer fra den jødiske fange Filip Müller, der arbejdede i en såkaldt Sonderkommando i krematoriet og efter krigen afgav beretning.
Om modstand og solidaritet
Peter Langwithz Smith udgav i 2004 en glimrende bog om Auschwitz, men han har i den nye udgivelse på 766 sider – næsten i overstørrelse – om Auschwitz-Birkenau udvidet sin beskrivelse og bragt den til op til nutiden med beskrivelser af de sidste retsopgør mod nazisterne og de historiske debatter om Auchwitz-Birkenau og kz-lejrens historiske arv.
Det er en meget grundigt, fint fortalt og hjertegribende fortælling, hvor Peter L. Smith får alle de væsentlige aspekter af historien med, selv om de selvfølgelig ikke alle kan være lige uddybende.
Han beskriver lejrens opståen, dens mange udekommandoer og lejre, nazisternes forhold, de medicinske forsøg, der var noget af det mest djævelske i lejren, de jødiske oprør, forholdene mellem fangerne, seksualitet, solidaritet, venskab, tillid og religion. Lejren havde også ikke-jødiske fanger i perioder, men 90 procent af drabene blev begået på jøder.
I en verden bestående af ondskab og vold var intet normalt, og man måtte bruge alle midler for at overleve. En af de få, der overlevede, var den italienske jøde Shlomo Venezia, der i sine erindringer har fortalt om sit arbejde med at rense gaskamrene, og hvordan han måtte skjule og gemme al menneskelighed:
»De var oftest ikke mere end omkring 30 stykker. Lastbilerne læssede dem af, som om det var sand, der blev hældt ud. De stakkels ofre faldt hulter til bulter, det var mennesker, der under normale omstændigheder knap kunne holde sig oprejst. Vi skulle hjælpe dem med at rejse sig op og klæde sig af for til sidst at lede dem ind i bygningen til det sted, hvor en SSer ventede for koldblodigt at henrette dem en efter en.
For os var det langt den værste opgave at udføre. Der kan ikke være noget mere forfærdeligt end at følge folk til døden og holde dem, mens de bliver henrettet ... Man kan ikke benægte det, sige, at det ikke fandt sted, eller at det ikke er sandt. Men jeg må indrømme, at jeg i disse tilfælde på en måde følte mig medskyldig, selv om jeg ikke slog dem ihjel. Vi havde ikke noget valg, ikke andre muligheder i dette helvede.«
Ydmygelserne, pryglene, sulten og udsigten til døden fik både det værste og bedste frem i mennesker. Jøderne, der blev udpeget af nazister for at holde justits, de såkaldte kapoer, var hadet af de andre fanger, men de var tvunget til at udføre deres gerninger og mange af dem forsøgte at mildne grusomhederne.
Peter L. Smith går så langt, at han skriver, at de jødiske kapoer generelt forsøgte at opføre sig humant inden for de meget snævre grænser, de havde. Men det er klart, at netop deres gerninger hjemsøgte jødiske miljøer i mange år efter krigen.
Men forholdene fremkaldte også beundringsværdige gerninger og ubrydeligt sammenhold. En gruppe jødiske kvinder, der arbejdede på en fabrik, havde held til at stjæle krudt, som skulle bruges til et oprør. Fire kvinder under ledelse af Rosa Robota fik smuglet sort krudt ud og givet det til det jødiske militærråd.
Efter et oprør fik nazisterne mistanke til kvinderne, der havde smulget krudtet ud, og udsatte dem for tortur for at få sandheden ud af dem. Ingen af dem røbede dog noget, men nazisterne fik alligevel gennem stikkere deres navne, og i januar 1945 blev de alle hængt: Rosa Robota, Esther Wajcblum, Regina Saphirstein og Ala Gertner.
Produktionsanlæg til udryddelse af mennesker
Det fine ved Peter L. Smiths bog er, at han fortæller om de enkelte ofres skæbne, bringer deres foto hvis muligt og går i dybden med deres aktiviteter. Der blev myrdet over en million jøder i Auschwitz-Birkenau, så selvfølgelig er det kun få skæbner, han kan berette om, men hans fremstilling er detaljeret og gribende.
Der er mange stadig betændte emner om Auschwitz, som Peter L. Smith i sin kæmpebog kun kan nå at strejfe. Hvorfor reagerede De Allierede således ikke, da de blev informeret om massemordet i Auschwitz-Birkenau, og hvorfor bombede de ikke lejren eller jernbanelinjerne dertil? Men den slags emner tages op i andre fagbøger.
Auschwitz-Birkenau var en del af et vidt forgrenet lejr-system, som er grundigt beskrevet i den seneste bog om nazisternes lejrverden: Nikolaus Waschsmanns »KL: A History of the Nazi Concentration Camps« (2015). En bog Peter L. Smith også har anvendt.
Opbygningen af disse lejruniverser var ikke kun noget, nazisterne anvendte utrolige ressourcer på, for samme opbygning foregik i Sovjetunionen, hvor Gulag-verdenen også var en verden af tortur og død, som man kan læse om i bl.a. Anne Applebaums oversatte bog »Gulag« eller prof. Bent Jensens bog »Gulag og glemsel« (2002).
I Kina foregik en lignende opbygning af et kolossalt fangelejrsystem Laogai, der til dels eksisterer endnu. Auschwitz-Birkenau var på sin vis værre og anderledes end andre fangelejre, men på andre områder ganske lig lejre i de kommunistiske lande. Spørgsmålet rejser sig, hvordan Auschwitz-Birkenau adskilte sig fra de andre lejre, og til det siger Peter L. Smith til Berlingske: »I de andre lejre blev fangerne hovedsageligt arbejdet og sultet til døde. I Auschwitz-Birkenau oprettede man produktionsanlæg til udryddelse af mennesker, hvilket gør lejren unik.«
Peter Langwithz Smith har med sin bog om Auschwitz-Birkenau skabt en grusom bog og et smukt minde over ofrene.
Peter Langwithz Smith: »Dødens bolig. Auschwitz-Birkenau«. Forlaget People's Press
