Hil, Satan! Sandheden bag Anholts satankult er blevet afsløret

DRs dokumentar om en dansk satankult afslører et såre menneskeligt projekt.

Jørgen Sømod, numismatiker og natklubejer, er en af de farverige karakterer, der dukker op i »Det sataniske Danmark«. DR

Jeg har en svaghed for sataniske historier, og inden der bliver brug for at slå korsets tegn, vil jeg skynde mig at uddybe. Jeg er ikke på nogen måde en Satans discipel, nærmest tværtimod, men jeg er skamløst fascineret af al mulig djævelskab, fra musikgenren black metal til okkulte selskaber.

Jeg læser gerne om den biseksuelle britiske magiker og selvbestaltede profet Aleister Crowley, der i begyndelsen af 1900-tallet førte et allerhelvedes dekadent liv som bjergbestiger, heroinist og leder af en sexkult på Sicilien, eller om den senere Anton LeVey, der i sin egen Church of Satan i San Francisco kombinerede flowerpower med hollywoodsk showmanship.